Udvikler søgemaskine til u-lande

Redaktionen

Forskere ved Massachusetts Institute of Technology i USA er i færd med at udvikle en internet-søgemaskine, der især tilgodeser brugere med langsomme internetforbindelser i u-landene, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Til forskel fra andre søgemasiner skal brugerne via e-mail fremsende deres anmodning til en central server placeret i Boston. Herfra vil programmet søge på nettet, vælge de mest sandsynlige svar og komprimere og returnere dem til afsenderen i en e-mail næste dag.

Det nye søgeværktøj tager højde for, at folk i u-landene mangler penge, men oftest har tid nok, hvorfor de godt kan acceptere en længere svartid, mens folk i Vesten kræver omgående svar, når de søger på nettet.

Internetbrugere i u-landene lider bl.a. under dyre telefonopkald og overbelastede telefonnet; med det nye system kan de sende deres forespørgsel på tidspunkter med mindre belastning og få svarene næste dag, vurderer de amerikanske forskere.