Udviklingsminister Christian Friis Bachs (R) besøg i Yemen fokuserede på den demokratiske udvikling i det arabiske land og det videre dansk-yeminitiske samarbejde, skriver Udenrigsministeret i en pressemeddelelse tirsdag.
Christian Friis Bach udtaler i forbindelse med sit besøg i Yemen mandag:
“Jeg har i dag set, hvor skrøbelig situationen i Yemen er. Det er nu, der skal gøres en indsats for at sikre, at Yemen og den yemenitiske befolkning fortsætter mod fred og fremgang.”
Den humanitære og sikkerhedsmæssige situation i Yemen er forværret drastisk den seneste tid.
Fødevaresituationen har forværret sig drastisk og der er alvorlig underernæring. Danmark støtter nu FN’s humanitære Fond (ERF) med 10 mio. kr. som skal bidrage til at dække akutte behov inden for beskyttelse, hurtig genopbygning, sundhed, ernæring og landbrug.
“Jeg brugte besøget til at sende et klart signal om, at vi – i lighed med det internationale samfund – står sammen med Yemen. Det er samtidigt blevet besluttet at udvide det danske engagement i Yemen, og vi vil nu se videre på, hvordan vi kan styrke samarbejdet,” anfører Friis Bach.
Han mødtes med præsident Abd Rabbo Mansour al Hadi, premierminister Mohammed Basindwa, udenrigsminister Abu Bakr al-Qirbi og menneskerettighedsminister Hooria Mashhour samt repræsentanter fra civilsamfundet, aktivisterne og det internationale samfund.
“Det er mit klare indtryk, at der er både kræfter og vilje til at sikre fremdrift og de nødvendige reformer, så Yemen kan gå en mere bæredygtig, demokratisk og fredelig fremtid i møde”, siger Christian Friis-Bach
Ludfattigt land
Yemen er det fattigste land i Mellemøsten. Økonomien anses ifølge Verdensbanken for at være skrumpet med ca. 50 pcr. i 2011, og op mod halvdelen af befolkningen på ca. 24 mio. lever under fattigdomsgrænsen på to US dollar (ca. 11 kr.) pr. dag.
Det anslås, at ca. 10 millioner yemenitter er berørt af fødevare-usikkerhed. Med en årlig vækst i indbyggertallet på ca. 3,1 procent har Yemen samtidigt en af de hurtigst voksende befolkninger i verden, hvilket også afspejles i den høje ungdomsarbejdsløshed på omkring 40 pct..
Danmark har i en række år samarbejdet med Yemen om menneskeret-tigheder og demokrati. Indsatsen blev i 2004 forøget, da man indenfor rammerne af Det Arabiske Initiativ indledte et partnerskabsprogram for at fremme dialog og kontakt mellem Danmark og Yemen.
Danmark yder i 2012 ca. 25 mio. kr. i bistand til Yemen til projekter, der især sigter på at fremme pressefrihed, menneskerettigheder og kvinders rettigheder.
Derudover kommer det nye bidrag på 10 mio. kroner i humanitær bistand. De nærmeste år forventes indsatsen styrket, hvis den positive udvikling fortsætter.
Yderligere oplysninger hos:
Frej Jackson, tlf. nr.: +45 29 72 44 77