Uffe Gjerding kom fra Det Lutherske Verdensforbund i Geneve til Folkekirkens Nødhjælp i 1987. Han blev ansat som informationschef og stod senere i flere årtier i spidsen for Folkekirkens Nødhjælps arbejde for at sikre rettigheder og livsmuligheder for palæstinenserne i de besatte områder og i flygtningelejre i Mellemøsten.
Gjerding har bygget netværk mellem kirkerne i Palæstina og det meste af verden. Han har holdt utallige foredrag og givet tusinder af danskere indsigt i forholdene for de palæstinensiske flygtninge, og han har ledet en lang række kirke- og politikerdelegationer til Israel og de besatte palæstinensiske områder.
Uffe Gjerding var i en årrække Folkekirkens Nødhjælps landechef i Zambia, hvor han arbejdede for at fremme respekten for demokrati og menneskerettigheder, ikke mindst kvinders rettigheder.
Så han var godt knotten, da Danmark indstilllede udviklingsstøtten til det sydafrikanske kobberland ved at udfase adskillige sektorprogrammer – se http://u-landsnyt.dk/nyhed/31-01-11/bistandsveteran-pinds-fravalg-af-zambia-besynderli
Gjerding er drevet af et grundfæstet kristent livssyn og en social indignation, der er kombineret med hans faglighed. “Uffe har været et forbillede og en støtte for mange kolleger og samarbejdspartnere gennem årene”, skriver Nødhjælpen i sin omtale.
Ved siden af sit job hos Folkekirkens Nødhjælp sidder Uffe Gjerding i bestyrelsen for andelskassen Oikos, som låner penge til verdens fattige via mikrokreditter – og han er aktiv i Venligboerne på Frederiksberg.
Med et tredje barnebarn på vej er banen kridtet op for næste aktive kapitel i Gjerdings snart 70 årige liv (han fylder i december).