Ugandas oppositionsleder sigtet for landsforræderi

Valgplakat for Kizza Besigye.


Foto: Wikimedia
Forfatter billede

Kizza Besigye, som har været i husarrest mere eller mindre konstant siden præsidentvalget i februar, har fået en alvorlig anklage mod sig, skriver flere medier lørdag.

”Vi er i dag af politiet blevet informeret om, at Besigye har været for retten i Moroto og er sigtet for forræderi,” siger hans advokat, Erias Lukwago, ifølge den kenyanske avis The Star lørdag.

Lukwago oplyser til andre medier, at Besigye blev nægtet at have en advokat ved sin side, og at oppositionslederen er varetægtsfængslet frem til 25. maj, hvor han igen skal for en dommer.

Anklagen om landsforræderi kan give dødsstraf, hvis Besigye kendes skyldig. Det er imidlertid mange år siden, at Uganda har gjort brug af lovens strengeste straf.

Det er anden gang, at oppositionslederen bliver anklaget for landsforræderi, skriver den ugandiske avis New Vision. Første gang var i 2005.

Anholdt onsdag

Præsident Yoweri Museveni vandt en solid sejr ved det ugandiske valg i februar, men Besigye og den øvrige opposition hævder, at der har fundet valgsvindel sted. Det afviser Museveni-styret helt og aldeles og har i stedet beskyldt Besigye for at opildne til vold i befolkningen.

Internationale valgobservatører har konstateret, at valget var præget af alvorlige uregelmæssigheder.

Museveni har siddet på præsidentposten i 30 år og blev fredag taget i ed til yderligere fem år i embedet. Han for æren for at have sikret stabiliteten i Uganda, siden han kom til magten i 1986, men er ifølge sine politiske modstandere blevet mere autoritær med årene.

Besigye blev anholdt i hovedstaden Kampala onsdag, hvor han gennemførte sin egen lille ”indsættelsesceremoni” i protest mod, at Museveni kan fortsætte på præsidentposten.

Det blev filmet på video og er blevet set vidt og bredt i Uganda. Ifølge flere medier er det denne video, der er årsag til sigtelsen for landsforræderi.