Den stort set glemte danske koloni i Serampore nær den indiske storby Calcutta skal restaureres for danske midler. Serampore var en handelskoloni ved navn Frederiksnagore fra 1755 til 1845 og rummer stadig mange spor af danskerne, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.
Nationalmuseets Serampore Initiativ er planlagt til og med 2017 og støttes af fonden Realdania, Kulturministeriets pulje til kulturminder i udlandet, den private Forening til Bevaring af Kulturminder i Serampore samt Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond.
Foruden en dansk opført kirke og The Denmark Tavern har man planer om at restaurere to indgangsporte og muligvis også den danske kirkegård i byen.
“De danske bygninger er voldsomt truet af ødelæggelse. Det er i sidste øjeblik, at vi er gået sammen om at redde de enestående mindesmærker over et stykke fælles dansk-indisk historie,” siger Serampore Initiativets projektleder på Nationalmuseet, Bente Wolff, til avisen.
Museet er sammen med lokale håndværkere og en indisk beva-ringsarkitekt startet med at restaurere den dansk opførte kirke, Sankt Olav, fra 1805-1806.
Indiske håndværkere er tillige i gang med at restaurere en portbygning til det tidligere danske administrations-område, og den indiske delstat Vestbengalens kulturarvskommission er på eget initiativ ved at istandsætte det gamle danske guvernementshus i samme område.
Byens borgere ser kolonibygningerne som en integreret del af byrummet; ikke som monumenter over fremmed, kolonial kontrol, anfører Jyllands-Posten.
De danske besiddelser i Indien
(kilde: Wikipedia)
Danske og andre europæiske bosættelser i Indien mellem 1501 og 1739
Det danske kolonivælde i Asien begyndte nærmest ved et held i uheld. I 1615 henvendte to indvandrede hollandske købmænd, Jan de Willum fra Amsterdam og Herman Rosenkranz fra Rotterdam, sig gennem Christian 4.s sekretær, Jonas Charisius, til kongen med anmodning om tilladelse til at oprette et ostindisk kompagni.
Christian 4. var opmærksom på den fremgang, som et hollandsk ostindisk kompagni oprettet i 1595 havde haft og derfor velvilligt indstillet. Efter kort tid blev givet en oktroy (privilegiebrev), der lå så tæt på den hollandske som muligt for derved at gentage den hollandske bedrift.
Ostindisk Kompagni fik eneret på at handle i Det magellanske Hav og Stræde, omkring Kap det Gode Håb og på alle de ostindiske lande, der viste sig imødekommende.
Kongen fulgte oktroyen op med at indskyde 16.000 daler i kompagniet, mens københavnske borgere indskød over 60.000 daler og provinskøbstæders borgere 43.000 daler, mens adelige indskød 27.500 daler; i alt udgjorde den indskudte kapital næsten 180.000 daler.
Kort efter, i november 1617, fik kejseren af Ceylons gesandt, ridder af Solens Orden, Øverste i det kejserlige krigsråd og Storadmiral for den kejserlige flåde, hollænderen Marselis Boshouwer, foretræde for Christian 4. med et tilbud om en alliance mellem kejseren og den danske konge.
Hvis kongen ville hjælpe kejseren mod dennes (portugisiske) fjender, ville han til gengæld modtage varer og kontanter og 12 års eneret på den ceylonske handel. Der var således lagt op til en vellykket start for det nye handelskompagni. Den 30. marts 1618 blev traktaten mellem de to lande underskrevet, og kompagniets skib “Øresund” begyndte rejsen mod Ceylon.
Kaptajnen, hollænderen Roland Crappé, skulle ved ankomsten til Ceylon meddele kejseren, at en dansk flåde på fire skibe ville følge efter. Efter to års rejse nåede skibet frem til Ceylon, men i mellemtiden havde kejseren måttet indgå forlig med portugiserne, og da den kongelige flåde under ledelse af den danske adelsmand Ove Gjedde nåede frem til Ceylon, nægtede kejseren at have givet Boshouwer fuldmagt til at indgå traktaten.
Imidlertid havde “Øresund” under en jagt på kejserens portugisiske fjender lidt skibbrud ved Indiens sydøstkyst, Coromandelkysten, og her, ved det lille udsted Tarangambadi (dansk: Tranquebar eller Trankebar, navnet betyder “byen ved brændingen”) overlod den stedlige fyrste af Tanjore danskerne et mindre landområde, bekræftet ved en traktat af 19. november 1620.
Det skulle blive den første spæde start på det danske asiatiske kolonivælde.
I foråret 1622 nåede Ove Gjedde tilbage til Danmark med en ladning peber, men resultatet af ekspeditionen levede ikke op til de hjemlige forventninger, og tilslutningen til handelskompagniet svandt ind.
Christian 4. ville imidlertid ikke opgive planerne, men måtte indskyde 250.000 daler, og i 1624 nåede de kongelige indvesteringer i kompagniet 309.000 daler.
Men handelskompagniet gav ikke det forventede udbytte, af i alt 18 udsendte skibe vendte kun 7 tilbage til Danmark med ladninger af peber og krydderier, som ikke kunne dække omkostningerne. Et kongeligt ønske om forbud mod indførsel af ostindiske varer blev modarbejdet af rigsrådet.
Trankebar
I Trankebar opførtes et fort, Dansborg, i begyndelsen med hollandske kommandanter. Først i 1648 fik Dansborg en dansk kommandant efter et mytteri i garnisonen.
Det skulle vise sig, at Trankebar lå godt for handel på Coramandelkysten, og kommandanten Berent Pessart drev en livlig handel, der imidlertid til sidst truede ham med gældsfængsel.
I 1643 nåede en ny kommandant, Willem Leyel, frem men kunne først indtage sin post efter en regulær belejring af fortet, og kastede sig i 1646 ud i dels at ombygge to af Dansborgs fire hjørnebastioner, dels at genoprette den danske kredit langs handelens ruter. Derved kom han i modsætningsforhold til Dansborgs garnison, der afsatte ham.
Lederen af mytteriet, Poul Hansen Korsør, overtog kommandantposten men døde i 1655 og efterfulgtes af fæstningens konstabel, Eskild Andersen Kongsbakke. Nayaken af Tanjore forsøgte at afpresse penge af danskerne, og Trankebars indiske befolkning søgte ly i fæstningen, der formåede at holde nayakens tropper borte.
Også krige med mogulens nawab i Bengalen stod man igennem. Omkring 1660 lod Eskild Andersen opføre en mur rundt om byen til dennes bedre beskyttelse.
Vel beliggende for handel fra Coromandelkysten sydover til Ceylon og østover til Bantam ved Sundastrædet, Japara på Java og Macasser på Celebes udvikledes en søfart, der eksporterede indiske bomuldstøjer og hjembragte til Trankebar nelliker, krydderier, tin, kobber og guld.
Denne handel fremmedes af, at danskerne var neutrale i de indbyrdes stridigheder mellem hollændere og portugisere, som derfor lod deres handel ske under dansk flag. Og således levede kolonien i 29 år uden at se et eneste skib fra Danmark. Først den 31. maj 1669 nåede den danske fregat “Færø” til Trankebar.
Under Frederik 3. havde man uden held forsøgt at sælge kolonien, men i stedet havde man fået en lille handelskoloni, som havde udviklet handelsforbindelser østover og erfaringer i at gøre handel i Ostindien, som skulle komme til nytte, da man i 1730 indledte et nyt handelsfremstød ved oprettelsen af Asiatisk Kompagni.
Serampore
I 1755 blev landsbyen Serampore overdraget til Danmark og senere også landsbyerne Achne og Pirapur. Disse ligger ca. 25 km nord for Kolkata (dengang Calcutta).
Her blev i 1829 etableret et dansk universitet, som fungerer endnu i dag. Der findes flere lignende kolonier, de såkaldte bengalske loger, som blev anvendt til handel med meget svingende udbytte.
Afviklingen af kolonierne i Asien
Alle de danske koloniale besiddelser i Indien blev solgt og overgivet til Indiens herskende koloniherre, Storbritannien, den 7. november 1845, mens man beholdt ø-gruppen Nicobarerne, som også gik under det danske navn Frederiksøerne.
Nicobarerne
Op til d. 16. oktober 1869 havde danskerne beholdt rettighederne til Nicobarerne i Den Bengalske Havbugt øst for Indien. Her forsøgte man sig med flere koloniseringsforsøg, ikke mindst på grund af ø-gruppens strategiske beliggenhed nær indsejlingen til Malakka-strædet.
Disse gentagne forsøg mislykkede, bl.a. som følge af befolkningens modstand og udbrud af malaria. Dette førte til, at rettighederne til de 19 øer blev solgt til datidens koloniale supermagt, Storbritannien.
(slut)
