Lars Koch
I 1998 blev Lars ansat i Nord/Syd-Koalitionen som gældsmedarbejder. Fra 2001-2004 gik turen til Bolivia for IBIS og arbejde som regional rådgiver for de indianske organisationer i fortalervirksomhed.
Efter en tur omkring Københavns Universitet og MS har Lars siden 2006 arbejdet for IBIS. I starten som governance rådgiver, men nu som politikmedarbejder med hovedfokus på effektivitet i bistanden, råstofindustrien og kapitalflugt. Men også andre udviklingspolitiske temaer som Verdensbanken, IMF, gæld, private investeringer og meget mere ryger over skrivebordet.
Alice Krozer, har i dette Wider Working Paper fra januar 2015 kigget på måling af ulighed.
Hendes vigtigste pointe er, at det giver en bedre forståelse af ulighed at bruge Palma-rationen, som ser på forholdet mellem de rigeste 10 procent og de fattigste 40 procent.
Men i artiklen går hun skridtet videre og viser, at hvad hun kalder en ”Palma v.2” giver et endnu mere præcist billede.
Pointen er at de rigeste 5 procent og særligt de rigste 1 procent løber med en meget stor del indkomsterne, når uligheden stiger i landene.
De rige vinder, de fattige taber
For mig er nedenstående grafiske billede en øjenåbner:
Billedet viser for 116 lande fordelingen indkomster i rækkefølge efter de rigeste 5 procents andel af den samlede indkomst. Altså, det øverste felt er de 5 procent rigeste, næste felt er de 5-10 procent rigeste, næste felt er de 10-60 procent rigeste og nederste felt er de 40 procent fattigste.
Det vigtige at bemærke – og det er en generel konklusion i Krozers papir – er, at de 50 procent af befolkningen, der udgør de 10-60 procent største indkomster, i næsten alle lande er konstant omkring den 50 procent af den samlede indkomst.
Stort set hele uligheden i de meget ulige lande udgøres af en stigning i indkomster for de rigeste 5 procent og et fald i indkomsterne for de 40 procent fattigste.
Sagt på en anden måde: Når uligheden stiger er det primært de rigeste, der tager indkomster fra de fattigste.
Figuren nedenfor viser stabilitet i andelen for de 6-10 procent rigeste og de 10-60 procent rigeste, mens det helt overvejende er de fattigste 40 procent der ’betaler’ når de rigeste 5 procent tager en større del af kagen.
Denne tendens understreges af Lakner og Milanovic (2013), der finder at 44 procent af stigningen i den globale indkomst fra 1988 til 2008 er gået til de 5 procent rigeste i verden, mens de 40 procent fattigstes andel af indkomsten faldt fra 16 procent til 14,7 procent i samme tidsrum.
For danskere er der nogle interessante pointer om ulighed i artiklen.
Mens Danmark målt på Gini-koefficienten er blandt verdens rigeste lande, så er den rigeste 1 procent forholdsvis rigere i Danmark end i andre lande, hvilket kommer til udtryk ved, at Danmark ligger midt i feltet af ulighed, når man opstiller ulighed efter hvor stor en indkomst-andel den rigeste 1 procent har (dette gælder for 41 relativt velstående lande, der har data for den rigeste 1 procent).
Alligevel har de 40 procent fattigste i Danmark en større andel af den samlede indkomst end i de fleste andre lande (23,4 procent), fordi Danmark gennem et progressivt skattesystem omfordeler til fordel for de fattigste.
Gini-koefficienten overser noget
Hvad er pointen i dette talnørderi?
Først og fremmest, at Gini-koefficienten ikke er særligt anvendelig til at måle ulighed, fordi den overser de store udsving i toppen og bunden af indkomstskalaen.
Dernæst, at modsat den efterhånden anerkendte Palma ratio, der ser på de rigeste 10 procent i forhold til de fattigste 40 procent (dette mål indgår i de nye SDGer), så vil en Palma v.2, der ser på de rigeste 5 procent, fange udviklinger og forskelle i ulighed bedre, fordi det primært er de 5 procent rigeste, der bliver rigere ved større ulighed.
Afgørende at nye udviklingsmål også omhandler ulighed
Ved at se på forholdet mellem de rigeste og de 40 procent fattigste tegner der sig et klare billede af den udvikling i ulighed, hvor de 5 procent rigeste har indkomster, der overstiger de fattigste 40 procent med mere end 8 gange.
Og for nogle af de mest ulige lande i Sydamerika og det Sydlige Afrika er de rigeste 5 procents indkomster 25-50 gange større end de fattigste 40 procents.
Det er helt afgørende, at de kommende Bæredygtige Udviklingsmål – SDGerne – fastholder et selvstændigt mål for den økonomiske ulighed for at sikre, at vi kan tøjle den ekstreme og stigende ulighed inden for landene, hvor en lille elite løber med vækst og udvikling på bekostning af de fattigste. #EvenItUp.
