“Når du læser det her, er jeg allerede død.”
Sådan starter et halvt hav af krimiromaner – eller som genren også hedder på engelsk whodunits. For i sidste ende handler det typisk om at finde ud af, hvem der har taget historiens hovedperson af dage.
Men når det gælder de seneste par ugers nedslagtning af det amerikanske agentur for udviklingsbistand, US Agency for International Development eller USAID, er en lille variation på krimi-åbneren måske mere rammende.
“Når du læser det her, er der allerede sket mig noget nyt og forfærdeligt, som ingen kunne forestille sig for bare en måned siden,” kunne den måske lyde.
Der er nemlig ingen tvivl om, hvem der står bag aflivningen af den 60-år gamle myndighed. På bare to uger har Donald Trumps regering udraderet USAID under ledelse af hans ‘first buddy’ og verdens rigeste mand, Elon Musk. Der var heller ingen tvivl om, at de ville gå efter USAID og den amerikanske udviklingsbistand.
“Men det er overraskende, hvor hurtigt den her disruption sker,” lyder det fra Tobias Denskus. Han er lektor i udviklingsstudier på Malmö Universitet og fokuserer særligt på diskussionerne i og om bistandsbranchen.
”En ting er at beskære bistandsbudgettet, men det er noget helt andet at lukke hovedkvarteret helt fysisk. Jeg har næsten ikke ord for, hvor vildt det er, at det her sker så hurtigt.”
USAID er hugget til pindebrænde
Og det er gået hurtigt, siden Donald Trump mandag den 20. januar blev svoret ind til sin anden periode som amerikansk præsident. Få timer efter udsendte han et dekret, der suspenderede alle nye programmer og udbetalinger af udviklingsbistand i 90 dage. Herefter skal de evalueres for at se, om de lever op til regeringens krav om enten at gøre USA “sikrere, stærkere eller mere succesfuld”.
Fredag blev pausen udvidet til, at alle ansatte på programmer med amerikansk finansiering skulle stoppe arbejdet. Om mandagen kom det frem, at store dele af organisationens ledelse var blevet sendt på tvungen orlov.
Lørdag nåede konflikten nye højder. Her forsøgte ansatte i Elon Musks nyoprettede DOGE-enhed, eller Department of Government Efficiency, at få adgang til fortrolige oplysninger i USAIDs hovedkvarter, men de blev forhindret af blandt andre afdelingens sikkerhedsansvarlige. Kort efter blev de involverede sendt på tvungen orlov, mens Elon Musk uden beviser beskyldte USAID for at være “en kriminel organisation” på det sociale medie X, som han også er ejer af.
Siden er afviklingen af amerikansk udvikling kun gået endnu hurtigere.
“Brugte weekenden på at stoppe USAID i flishuggeren. Kunne være taget til nogle store fester. Gjorde det i stedet,” skrev Musk om mandagen den 3. februar på X. Samme dag meddelte han, at præsidenten havde givet ham grønt lys til at lukke organisationen. Kort efter overtog udenrigsminister Marco Rubio ansvaret som leder af USAID, agenturets hjemmeside gik offline, og hovedkvarteret blev lukket, så selv ikke personale kan få adgang.
Tirsdag modtog tusindvis af USAID-medarbejdere en mail om, at de ville blive sendt på tvungen orlov fra fredag. Udstationeret personale har 30 dage til at vende tilbage fra deres poster, lød det på organisationens genopståede hjemmeside om onsdagen.
I dag, fredag 7. februar, rapporterer flere medier, at færre end 300 af USAID’s 10.000 ansatte skal regne med at beholde deres job.
Hastigheden er uhørt, påpeger Tobias Denskus over for Globalnyt:
“Hvis du og din familie bor i Uganda, skal I flytte inden for en måned. Sådan som de her relokationer plejer at foregå, er det umuligt at nå.”
Slaget om USAID og ‘bistandskrigen’
Tobias Denskus melder sig i koret af forskere, aktivister og ngo-bosser, der råber vagt i gevær om, at lukningen af USAID vil få store konsekvenser for fattige og sårbare mennesker ude i verden. At det kommer til at koste liv, også selvom Rubio siden har givet dispensation til programmer, der sikrer “livsvigtig nødhjælp” som mad og medicin, er Malmö-lektoren ikke tvivl om.
”Der tegner sig allerede et billede på LinkedIn og andre steder af, hvordan folk ude i verden bliver ramt. Det er stadig relativt små historier, men jeg så for eksempel, at et program i Nepal, der sikrer mad og næring til spædbørn i de første og såkaldt magiske 1.000 dage, måtte lukke. Men de virkelige konsekvenser, hvor slemt det virkelig bliver, får vi nok først overblik over om nogle år,” påpeger Tobias Denskus.
Der er forskellige tal på, hvor vigtig USAID er for verdens samlede udviklings- og nødhjælpsbudgetter. Men Denskus peger på, at agenturet står for “op mod halvdelen af verdens samlede budgetter til nødhjælp”. I 2023 uddelte det omkring 72 milliarder dollar (eller godt og vel 517 milliarder kroner) til udvikling og nødhjælp og var verdens største enkeltstående donor.
(Foto: Malmö University)
”USAID er så stor og vigtig en donor, så man ikke bare kan spørge den næste donor i rækken, om de ikke lige kan sende et par millioner mere. Vi taler om milliarder af dollar, der vil mangle i de globale udviklingsbudgetter på et tidspunkt, hvor det er nærmest umuligt at erstatte dem,” vurderer Tobias Denskus.
For det er ikke kun over there, at den politiske opbakning til udviklingsbistand er hårdt trængt. Også i Europa raser det, som Tobias Denskus kalder “en krig mod bistanden”.
Som sådan er det heller ikke hverken nyt eller overraskende, at Trump nedlægger det, der svarer til landets ministerium for udvikling, og lader udenrigsministeriet overtage opgaverne, medgiver forskeren. Men måden og hastigheden er væsentligt anderledes, end når det er sket i europæiske lande, eksempelvis Storbritanniens Department for International Development (DfID) i 2020 eller afskaffelsen af Danida som en særlig afdeling i det danske udenrigsministerium i 1991.
”Normalt har du diskussioner i parlamentet og en overgangsperiode på et par år, hvor du flytter folk fra USAID over i State Department, og folk beholder deres job. Danmark og andre lande har gjort det på den måde, hvor der var en plan for at lægge institutionerne sammen. Hovedproblemet er, at de nu vil gøre det overnight,” lyder det fra Denskus.
Han påpeger også, at Trump og Musk højst sandsynligt ikke har ret til at lukke USAID. Det er nemlig et agentur, som er oprettet gennem en lov i parlamentet, og så er det også op til den lovgivende forsamling at opløse myndigheden. Trump har indtil videre affejet de indvendinger med, at USAID var ugennemsigtigt og korrupt, men har ikke ført nogen beviser for de påstande.
“Retorikken, som Trump og særligt Elon Musk har brugt, er også meget anderledes. Musk har blandt andet sagt, at alle penge, USAID brugte, var spildte, og at der var korruption. Det er normalt at skære i bistanden, når den ryger ind under udenrigsministeriet, men det her lyder som, at de slet ikke ønsker, de her aktiviteter skal eksistere.”
Et fundamentalt opgør med bistanden
Tobias Denskus anser Trumps og Musks lukning af USAID som det mest ekstreme eksempel på ‘the war on aid’ i Vesten indtil videre. Hvor diskussionerne om bistand og udvikling typisk har handlet om at forbedre arbejdet eller få det strømlinet mere med nationale, politiske interesser, så handler kampen om USAID om noget andet, mener forskeren.
Han bakkes op af George Ingram, der er senior fellow ved tænketanken Brookings Institution i Washington og tidligere har arbejdet med global udvikling i både den amerikanske kongres og for USAID.
(Foto: Brookings Institution)
“Der er tydeligt mål om at disrupte den nuværende branche. Trump selv har ikke nogen interesse i eller viden om bistand, tror jeg, men nogle af folkene omkring ham kan i bund grund ikke fordrage udviklingssektoren, som den ser ud i dag,” siger han til Globalnyt.
Tobias Denskus kalder lukningen af USAID for “et ideologisk projekt, som handler om at afskaffe bistanden”.
”Det er opgør med den fundamentale grundtanke om, at man arbejder for en bedre verden, at man vil hjælpe fattige børn i Afrika. Mange populistiske bevægelser og partier går efter bistanden som noget af det første, fordi de mener, de her rammer nogen af dem, som deres bagland hader mest.”
Han påpeger, at ligesom Trump tidligere har ført valgkamp på at ‘dræne sumpen’ i det politiske Washington, er turen nu nået til udviklings- og nødhjælpsbranchen. Her går den populistiske fortælling på, at svimlende summer af amerikanske skattepenge bliver udbetalt til store ngo’er, som ikke er andet end overbetalte mellemmænd med selvretfærdige og woke liberals på lønningslisterne og manglende resultater på cv’erne.
”Ingen republikaner eller trumpist vil kæmpe for globalt samarbejde. De køber narrativet om, at det alt sammen er spild af skattepenge og bør afskaffes,” lyder det fra lektoren.
Både Denskus og Ingram påpeger, at kampen for at spare penge på bistandsarbejdet mest en dels er politisk symbolisme.
“Reelt drejer det sig jo om småpenge i det store billede,” siger Tobias Denskus med henvisning til, at USAIDs uddelinger på 72 milliarder dollar i 2023 udgjorde 1,2 procent af det amerikanske statsbudget ifølge en opgørelse af Pew Research Center.
“Men det sørgelige er, at det ikke bare handler om pengene, det er også drevet af en vis skadefryd. Han tror virkelig, at det kun koster jobs for venstreorienterede folk i sandaler, der alle arbejder med fattige børn i Afrika.”
Han mener også, at angrebet på USAID har et element af ‘personlig vendetta’ for Trump og særligt Musk, der flere gange har tweetet om at ‘owne the libs’. Samtidig er USAID bare en generalprøve på større opgør.
”Det ser ud til at ramme undervisningsministeriet næste gang, som er meget større og på et helt andet niveau. USAID er den første dominobrik, som får endnu flere ting til at vælte.”
Populistisk mistillid bør føre til selvransagelse i branchen
At Donald Trump ville skære bistandsbudgetterne hårdt, var ingen overraskelse. Tværtimod havde han talt dunder mod branchen før, ligesom han under sin første embedsperiode forsøgte at skære flere steder i bistanden. Tobias Denskus medgiver, at opgøret med USAID og amerikansk bistand langt hen ad vejen sker med det mandat, som de amerikanske vælgere har givet Trump. Og det bør føre til selvransagelse i branchen, mener han.
”Det helt store spørgsmål i udviklingsbranchen er, hvordan organisationerne får formidlet og fortalt deres historier med plads til både nuancer af det gode og det dårlige, uden at det bliver brugt som en anledning til at sløjfe bistanden,” siger lektoren.
Han påpeger nemlig, at branchen selv har leveret noget af ammunitionen, som den nu bliver beskudt med.
“Der er et stigende pres på bistanden. For eksempel stiller lande fra det Globale Syd i stigende grad spørgsmålstegn ved, hvordan udviklingsarbejdet traditionelt har foregået. Fortalerne for lokalisering og dekolonisering har gode indvendinger mod, at det er store organisationer med adresse i Virginia, der får penge fra de amerikanske skatteborgere, som de så sender videre ud til underleverandører i afrikanske lande. Den model trænger til at blive forandret, og det pres er der helt sikkert på branchen,” fortæller Tobias Denskus.
De kritikpunkter har både Kina og Rusland overtaget, når de forsøger at lokke nye samarbejdspartnere til i Afrika, påpeger han. Og ikke mindst har branchens selvkritik vundet genklang hos populistiske bevægelser og partier i både Europa og USA. Men for de primært højreorienterede politikere og vælgere betyder kritikken ikke, at branchen er på vej i en bedre retning.
“Højreorienterede populister peger på de problemer og konkluderer, at alt bistand er et svindelnummer,” forklarer Denskus. “Samtidig kryber mere og mere mis- og disinformation også ind i debatten.”
Branchen har derfor en stor opgave med at kommunikere klart og tydeligt, hvilke projekter de laver, og ikke mindst hvilken betydning de har for mennesker i fattige lande og krisesituationer.
”Jeg tror, at mange i dag rent faktisk ikke ved, hvad udviklingsarbejdet handler om. Hvis du spørger folk, om de synes, USA skal fortsætte med at sende mad til sultende børn i Sudan, tror jeg, de fleste vil sige, at det er en god ide. Derfor er jeg heller ikke helt overbevist om, at de her ting rent faktisk sker med folkets opbakning.”
En oligarkisk fremtid for amerikansk udviklingsbistand?
Selvom kampen om USAID indtil videre er det voldsomste slag i bistandskrigen, mener Tobias Denskus ikke, at der går lang tid, før vi kan se noget lignende i Europa. En tommelfingerregel inden for politik og kommunikation lyder ellers, at alle nybrud i USA rammer Europa ti år senere.
“Vi behøver ikke vente ti år!” udbryder Tobias Denskus.
”USAID er et ekstremt tilfælde, men vi behøver ikke kigge længere end til Sverige for at finde et europæisk eksempel. Her går noget af retorikken også på, at bistand skal tjene svenske interesser og endda svenske eksportfirmaers.”
Også i Tyskland kan udviklingsbistanden, som vi kender den, snart være fortid, mener Denskus. Hvis det højreorienterede Alternative für Deutschland (AfD) får et kanonvalg, som meningsmålinger har peget på, kan det tyske ministerium for økonomisk udvikling snart lide samme skæbne som USAID, vurderer han.
Han påpeger, at diskussionerne omkring udviklingsbistanden har ændret sig drastisk de seneste år, ligesom det er sket i USA.
“Det er et nyt sprogbrug i udviklingslandskabet. Den kritiske, politiske kant på udviklingsarbejdet, som mange europæiske donorer havde, er ved at blive erstattet af en mere udpræget tanke om, at bistand skal tjene nationale politiske interesser,” forklarer han.
Han er forsigtig med at spå om, hvordan branchen kommer til at se ud i fremtiden. Multilaterale fonde og udviklingsbanker kan meget vel komme til at spille en større rolle med at administrere og uddele flere midler. Og så vil donorlande sandsynligvis i højere grad give bistandsmidler direkte til regeringer i modtagerlande eller lokale organisationer, vurderer han ud fra udviklinger, der allerede er i gang.
”De klassiske mellemmænd, særligt de store ngo’er som for eksempel Red Barnet, vil nok blive skåret ud af ligningen,” mener han.
Og så tør han godt pege på, at udviklingsarbejdet bliver underlagt erhvervsmæssige interesser endnu mere, end det allerede er. I USA virker det særligt sandsynligt, da Trump altid har iscenesat sig selv som forretningsmand og desuden har hentet adskillige hovedrige erhvervsbosser ind i embedsværket, ikke mindst Elon Musk, påpeger Tobias Denskus.
”Min frygt er, at private firmaer, der har forbindelser til Trump og Musk, i bund og grund overtager udviklingsarbejdet. I så fald erstatter de bare de store ngo’er og andre underleverandører, som de ellers ville afskaffe, med andre og mindre gennemsigtige organisationer. Så når Gaza for eksempel skal genopbygges vil det være af firmaer, som opererer i et oligark-landskab rundt om magthaverne,” vurderer lektoren fra Malmö Universitet.
