Roman
Eva Tind: HAN
Gyldendal, 2014
www.gyldendal.dk
www.evatind.dk
Eva Tind har skrevet en umådelig smuk bog. Den er afdæmpet og underspillet. Og helt bogstaveligt indhyllet i en sølvhvid hinde. Sammen med en gruppe turister, rejser bogens jeg-fortæller ind i Nordkoreas lukkede land. Det er en rejse indhyllet i mange fortielser, og som læser finder man ikke ud af, hvor man er, før gruppen er tilbage i Kina, hvorefter de vender hjem, hvor de kom fra.
Adoption som litterært tema
Med HAN skriver Eva Tind sig ind i rækken af kvindelige forfattere, der skriver om adoption, den dertilhørende søgen efter ophav og beslægtede problemstillinger.
Maja Lee Langvad er en anden forfatter, som også beskæftiger sig med adoption. Hun er født i Sydkorea og har senest udgivet Hun er vred.
Eva Tinds bog demomstrerer, at Nordkorea er et lukket samfund og et samfund med megen frygt. Derfor er det meget udfordrende at opsøge sit biologiske ophav i Nordkorea.
Guiderne som følger gruppen gør meget ud af, at de rejsende ikke må tage billeder. Ikke kun fordi det er forbudt, men også fordi guiderne vil blive gjort ansvarlige, hvis gæsterne gør noget de ikke må.
Fælles for Eva Tind og hendes kolleger er, at de er vokset op i Danmark, hvor de bliver set på som fremmede. Den ufrivillige racisme, som deres krop udsættes for, er et konstant overgreb, og det må på et tidspunkt give en reaktion. Om ikke andet opstår behovet for at opsøge sin oprindelige etnicitet.
Bogens ærinde er imidlertid ikke at fortælle om adopteredes identitet, men fokus ligger på landet, hvor de adopterede oprindelig kom fra.
Asiatisk æstetik på bogtryk
Bogen er æstetisk meget smuk. En hardback med tekstur, og stoflig i overfladen. Inden i bogen er siderne hvide med skarpe sorte skrifttyper. Det er klar tale. Afdæmpet i farvenuancerne, ja … men det er svært at få greb om.
Det passer til en asiatisk æstetik. Underspillet, meget fin og enkel. Der er måske en symbolik på spil. Vi befinder os et sted, hvor man ikke rigtig kan få noget at vide.
For evig tabt hjemstavn
Historien er meget enkel. En gruppe udlændinge rejser i bus gennem Nordkorea, men informationen om hvad der sker, og hvad de foretager sig er meget sparsom.
Det er en tilbagevendende problemstilling., at de ikke må tage billeder af nogen eller noget. Det er forbudt. Men bogens hovedperson tager alligevel billeder i smug.
Nordkorea som et lukket samfund bliver tydeliggjort for læseren, ved at man aldrig kommer rigtig tæt på noget. Bogen giver ingen fornemmelse af, hvor vi befinder os. Som det lukkede samfund fortællingen befinder sig i, får vi ikke adgang til noget.
Derfor handler bogen egentlig ikke om noget. Der er ikke noget den kan handle om. Der antydes konstant noget, men dette noget får vi aldrig viden om. Det forbliver umærkeligt sløret. Måske er også dette symbolsk. Et symbol på den adopteredes manglende evne til at få en fornemmelse af sig selv. Og det næsten umulige projekt med at opsøge sin oprindelige hjemstavn og sit biologiske ophav.
Som læser føler jeg mig konstant hvirvlet ind i nye cirkler, som ikke fører til nogen klar indsigt. Jeg er altid på usikker grund. Der er intet sted, som den adopterede hører til. Ikke der hvor man er vokset op, men der er heller ikke noget sted at opsøge sin oprindelse og søge lindring fra smerte og afsavn. Oprindelsen eksisterer ikke. Der er ikke noget sted at gå hen.
Fornemmelsen af usikkerhed, manglende tilhørsforhold og uvished iscenesættes i fortællingen om rejsen gennem Nordkorea. Beskrivelsen af det lukkede samfund, forbud og manglende mulighed for adgang bruges til at give forståelse for den adopteredes grundvilkår.
Alt dette er muligvis en overfortolkning. Indlæsninger af ting, som ikke eksisterer i teksten selv, men i bogens slutning bliver det hele meget mere klart og vedkommende. Det sker i det øjeblik, da de er ude af Nordkorea. De har passeret grænsen og befinder sig i Kina, for at tage tilbage hvor de kom fra, og hvor de er vokset op.