Den dansk-afghanske kvindeblog
Bloggen skrives af dansk-afghanske kvinder på skift. De er alle er med i DAKDIF.
DAKDIF er et uafhængigt, rådgivende organ af kvinder fra den afghanske diaspora i Danmark. Som et initiativ fra den danske ngo Dacaar er formålet at støtte kvinders muligheder for uddannelse, indkomst og lederstillinger med videre i Afghanistan.
Bidragsyderne er:
Tahmina Salik – projektleder I DAKDIF. Kandidat i internationale forhold.
Elaha Salik – Læge
Maryam Sidiqi – Kandidat i internationale forhold
Zohreh Faizi – Advokatfuldmægtig hos Vesterbroadvokaterne. Cand Jur.
Khalida Popalzai – MA international marketing management, direktør Girl Power Organisation.
Arezoo Shirdil – sygeplejerske
Som en dansk afghaner, der har set konsekvenserne af Talibans regime på nært hold, er det afgørende for mig at bringe opmærksomhed til en farlig agenda, der er begyndt at tage form. Der er korrupte politiske figurer, udnyttende ngo’er og enkelte opportunister, der aktivt arbejder på at lobbye for Taliban og legitimere deres handlinger. Dette er en skræmmende udvikling, der ikke må ignoreres.
Taliban er ikke bare en almindelig politisk gruppe. De er en velforankret terroristgruppe, hvis blodige aktiviteter har hærget Afghanistan i årtier. Deres ideologi er baseret på ekstremisme og radikalisme, og deres handlinger er i direkte modstrid med værdierne i den moderne verden og menneskerettighederne. At forsøge at skabe et billede af en “Taliban 2.0” er intet andet end et forsøg på at manipulere med offentlighedens opfattelse af denne terrorgruppe.
Læs også: DACAAR med forsigtig Afghanistan-optimisme: Har ikke oplevet bedre sikkerhed i 20 år
Talibans nuværende position som en illegitim regering er et resultat af skammelige politiske aftaler indgået i Doha. Dette er en regering dannet uden hensyn til det afghanske folk og deres rettigheder. Det er vigtigt at huske, at Taliban ikke har opnået denne position på en retfærdig eller demokratisk måde. At forsøge at legitimere en sådan terroristgruppe er direkte modbydeligt.
Den virkelige sandhed om Taliban er grusom. Deres fortid er præget af terrorhandlinger, ødelæggelse og undertrykkelse af kvinder og minoriteter. Deres forbrydelser er både veldokumenterede og velkendte.
Et væld af nye påbud og forbud
Nedenstående er blot et lille udpluk af de mange påbud og forbud, som Taliban har gennemtrumfet siden de overtog magten for to år siden.
Der er indført alvorlige begrænsninger af ytrings- og mediefriheden. Afghanske piger har ikke længere ret til uddannelse. Musik er blevet forbudt – musikinstrumenter brændes ligefrem. Der er generelt begrænsede arbejdsmuligheder til kvinder, fravær af kvinder på regeringsposter, kvinder må ikke rejse alene, Påklædning i tvungne rammer.
Siden deres magtovertagelse har Taliban i alt afsagt 53 domme, der begrænser kvinder og den seneste er et forbud mod kvinders stemmer i tv og radio. Jeg spørger, hvad skal der til før vi opgiver vores insisteren på, at Taliban er andet end en radikal og fundamentalistisk organisation?
I stedet for at lobbye for en terrorgruppe skal vi stå sammen med afghanske kvinder og arbejde for at fremme ligestilling, frihed og demokrati i Afghanistan.
Jeg var i Afghanistan sidste år for at besøge afghanske kvinder og se deres situation med egne øjne. Jeg havde æren af at tilbringe lidt tid sammen med mine afghanske medsøstre og få et indblik i, hvad der sker i mit fødeland efter Talibans overtagelse i august sidste år. Jeg har fortsat æren at være i kontakt med utrolige afghanske kvinder, der trods modgang og undertrykkelse har fortsat med at kæmpe for deres rettigheder og frihed. Disse kvinder er modige, stærke og håbefulde, og de fortjener vores støtte og opmærksomhed. I stedet for at lobbye for en terrorgruppe skal vi stå sammen med afghanske kvinder og arbejde for at fremme ligestilling, frihed og demokrati i Afghanistan.
Jeg kan fortælle dig, at det ved første øjekast virkede roligt og normalt. I Kabul var der Taliban-styrker overalt, men de virkede malplacerede i deres forskellige og hullede uniformer.
Markederne summede af aktivitet, og folk gik omkring med deres daglige gøremål. Et par dage inde i mit ophold stødte jeg på nogle udlændinge, der arbejdede for medierne. De fortalte ivrigt om den nyfundne tryghed, de følte ved at rejse rundt i provinserne. Jeg mødte også andre fra det internationale samfund, som argumenterede for behovet for at anerkende Talibans regering. Mens de forsøgte at være politisk korrekte, insisterede nogle endda på, at Taliban havde ændret sig, og at det var tid for verdenssamfundet til at engagere sig med dem. Alligevel kunne man mærke desperationen hos de almindelige afghanere, da fattigdommen var udbredt, og følelsen af uro og frygt var tydelig.
Dette var især tydeligt blandt de modige afghanske piger og kvinder. Kvinderne i Afghanistan var bange. Man kunne se lidelsen i deres øjne, følelsen af at være forrådt og efterladt. Følelsen af at være blevet brugt som forkæmpere for en populær politisk sag i fortiden og derefter fuldstændig kasseret. Alligevel kunne man også mærke deres indre styrke og beslutsomhed for at kæmpe for deres rettigheder.
En fortælling om en pige
Mange af de modige afghanske piger gik på gaden for at protestere for deres rettigheder, før Taliban begyndte at arrestere dem én efter én, og før de begyndte at forsvinde.
En af pigerne, jeg mødte, var i skjul. Hun havde været en af frontkæmperne i afghanske kvinders protester, før hun blev anholdt af Taliban og tavs. Jeg kan ikke fortælle dig hendes navn, fordi hun stadig er i Afghanistan. Men jeg kan fortælle dig hendes historie, en skræmmende en.
Hun fortalte mig, at hun en dag vendte hjem efter at have tilbragt formiddagen med at protestere for hendes grundlæggende rettigheder: retten til arbejde, uddanne sig og at blive behandlet som et menneske. Lige da solen forsvandt bag de tårnhøje bjerge, der omgiver Kabul, brød en gruppe bevæbnede Taliban-krigere ind ad døren til deres beskedne hjem og trængte ind. De overfaldt hendes syge gamle far og hendes teenagebror. Taliban anholdte dem alle tre og førte dem til, hvad der lignede et fængselscenter. Hun blev holdt isoleret i en celle i flere dage uden at vide, hvad der skete med hendes lillebror og hendes far.
Dage var gået, før en af de militante viste sig i hendes celle, med en pisk i hånden og en AK47-riffel hængende over skulderen. Han forsøgte at tvinge en tilståelse ud af hende. Hun blev bedt om offentligt at erklære, at kvindernes protester mod Taliban var organiseret af udefrakommende og at hun var tvunget til at deltage.
Næste dag kom han tilbage, denne gang med pigens syge far og teenagebror trækkende efter sig.
Hun nægtede, selvom hun var skræmt fra vid og sans. Den bevæbnede Taliban-soldat forlod rummet og lukkede døren efter sig, og efterlod hende i mørket om natten. Næste dag kom han tilbage, denne gang med pigens syge far og teenagebror trækkende efter sig. Hun kunne se, at både hendes far og lillebror var blevet slået, forslået og tydeligt tortureret.
Denne gang bad Taliban hende om at stoppe med at protestere, ellers ville hendes far og lillebror aldrig komme hjem. Hun havde sat sit eget liv på spil for at protestere for sine egne rettigheder og rettighederne for alle andre kvinder i Afghanistan. Men hun kunne ikke risikere livet for sin far eller lillebror.
Hun brød til sidst sammen! Taliban fik hende til at underskrive en erklæring om, at hun ville stoppe med at protestere. Hun blev tvunget tavs for at redde livet for sin far og teenagebror. I dag er hun i Kabul og føler sig forladt, forrådt og fanget i mareridtet under Talibans styre. Historien, jeg har fortalt dig, er ikke bare en fortælling. Det er virkeligheden for afghanske piger og kvinder, der lider stille, men stadig står stærkt.
Da jeg forlod Kabul, lovede jeg disse modige kvinder, at jeg ville gøre alt i min magt for at forstærke deres stemmer og bruge enhver platform til at sikre, at de aldrig bliver glemt eller ofret for en politisk aftale. Siden verdens opmærksomhed er blevet rettet mod konflikten i Ukraine, har Taliban kun intensiveret tilbageholdelsen af kvindelige menneskerettighedsaktivister, journalister og indført strengere restriktioner for afghanske kvinder.
Til dem, der argumenterer for, at Taliban er en realitet i Afghanistan, og vi bør engagere os med dem eller endda anerkende deres de facto-regering. Jeg siger, fint. Taliban-militanterne er en realitet i Afghanistan, men det var Hitler og Mussolini i Europa også for ikke så længe siden. Og Putin er det i Rusland nu. Er verden villig til at anerkende et regime, hvis kerneideologi er baseret på absolut undertrykkelse af kvinder?
Til dem, der argumenterer for, at anerkendelsen af Taliban-regimet er en måde at få den militante gruppe til at ændre deres undertrykkelse af kvinder. Jeg siger, se på Taliban’s historie og læs den seneste rapport Fra FN’s Særlige Rapportør
Til dem, der argumenterer for, at anerkendelsen af Taliban-regimet er en måde at få den militante gruppe til at ændre deres undertrykkelse af kvinder.
Jeg siger, se på Taliban’s historie og læs den seneste rapport Fra FN’s Særlige Rapportør om menneskerettigheder i Afghanistan og Arbejdsgruppen om forskelsbehandling af kvinder og piger fra juni i år. Den beskriver den systematiske forskelsbehandling, som kvinder og piger i Afghanistan udsættes for. Jeg håber, at det vil være nok indsigt!
Til dem, der argumenterer for, at Taliban har skabt sikkerhed, og at udlændinge nu nemt kan rejse rundt i landet.
Jeg siger, at besøgende i et fængsel ser tingene anderledes end indsatte, der er fanget forkrøblet inde bag fængslets mure.
Så hvad skal vi gøre?
Det internationale samfund bør træde i karakter og tage afstand fra enhver form for lobbyvirksomhed, der forsøger at legitimere Taliban. Vi skal støtte afghanske kvinder og civilsamfundet i deres bestræbelser på at skabe positive forandringer i landet. Vi må ikke tillade, at deres stemmer og rettigheder bliver undertrykt og glemt.
Fremme af inklusiv national dialog: Der bør lægges vægt på betydningen af en national dialog i Afghanistan, hvor der sikres inklusivitet og lige deltagelse, med særlig vægt på kvinder. EU og det internationale samfund bør hjælpe med at skabe rum, hvor politiske alternativer kan diskuteres med henblik på at fastlægge en fremtidig vej for Afghanistan, der er baseret på grundlæggende menneskerettigheder og demokratiske værdier, herunder social retfærdighed, lighed og ytringsfrihed.
Støtte til bevarelse af civilsamfundets og økonomiske rum: EU og det internationale samfund bør systematisk støtte bevarelsen af civile og økonomiske rum i Afghanistan og styrke civilsamfundets rolle i udformningen af politikker vedrørende Afghanistan og regionen. Der kan gøres mere for at samarbejde med ikke-statslige organisationer og den private sektor for at forbedre situationen i landet, og afghanske kvinder skal spille en central rolle i denne henseende.
Støtte til ofre for kønsrelateret forfølgelse og menneskerettighedskrænkelser: Der er behov for international støtte til ofre for kønsrelateret forfølgelse og menneskerettighedskrænkelser i Afghanistan. Der bør lægges vægt på at sikre beskyttelsesbehovene for kvinder og piger i forbindelse med retfærdighedsprocesser. Her skal vi huske vigtigheden af øget ansvarlighed i landet og samarbejdet med aktører i regionen i denne henseende.
Central rolle for afghanske kvinder: Det er afgørende at sikre en central rolle for afghanske kvinder i internationale politikker og beslutninger vedrørende Afghanistan. Der bør lægges vægt på at inddrage afghanske kvinder i alle faser af politiske og beslutningsprocesser og sikre deres repræsentation og deltagelse.
