Paradoksalt nok var Ghana det første land på kontinentet til at indføre kvoter for kvinder i politik.
Da Ghana i 1957 blev uafhængigt med Kwame Nkrumah og CPP (Convention People’s Party) ved magten, var kvinder garanteret ti repræsentanter i parlamentet som en anerkendelse af deres aktive medvirken i uafhængighedskampen.
Imidlertid var dette initiativ bundet op på Kwame Nkrumah (1909-1972) og CPP og blev afskaffet i 1966, da frihedshelten ikke længere var præsident.
I den efterfølgende periode fulgte flere militærkup. Tilstedeværelsen af militæret og det faktum, at ingen kvinder blev udpeget til højt rangerende posten indenfor militæret, var et tilbageslag for kvinders politiske deltagelse og understregede mænds dominans i politik.
I 1981 tog den tidl. kamppilot Jerry John Rawlings magten ved endnu et militærkup og blev den længst siddende leder i Ghana, nemlig frem til januar 2001. Han er 69 i dag.
Kort efter magtovertagelsen etablerede Rawlings 31. December Women’s Movement (datoen for hans magtovertagelse) med sin hustru Nana Konadu Agyeman-Rawlings i front.
31DWM og dens rolle et stærkt omdiskuteret på grund af sammenblandingen mellem funktioner og roller som en ikke-statslig organisation, et talerør for revolutionen og en massebevægelse. Samtidig havde 31DWM fordele i form af adgang til statslige ressourcer.
De øvrige kvindeorganisationer i Ghana kritiserer 31DWM for at monopolisere alle aktiviteter for kvinder og dermed eksludere andre i den periode, hvor organisationen var indflydelsesrig.
Imidlertid har 31DWM spillet en rolle for kvinders repræsentation i politik på to måder. Dels har 31DWM været en forløber for de nuværende kvinde-sektioner af NDC (National Democractic Congress) dengang PNDC (Provisional National Defense Council) med dens mobilisering af kvinder til at engagere sig i politik og af potentielle kvindelige vælgere.
Dels har 31DWM haft fokus på at øge andelen af kvinder i politik bl.a. via træning. Resultatet var, at flere kvindelige repræsentanter for NDC i parlamentet efter Ghanas første frie valg i 1992, havde rødder i 31DWM.
Siden det første frie valg for 24 år siden har Ghana gennemgået to magtovertagelser i henholdsvis i år 2000 og 2008. P.t. er NDC ved magten med John Mahama i spidsen.
Selv om Ghana nu formelt er et flerpartisystem er det reelt et to-parti system. De to partier NDC (National Democractic Congress) og NPP (New Patriotic Party) har den overvældende majoritet af stemmerne.
Men andelen af kvinder i parlamentet har ikke oversteget dagens niveau under nogen af disse partiers ledelse.
Politiske initiativer for at øge kvinders repræsentation
De politiske partier er væsentlige aktører i forhold til at styrke kvinders repræsentation i politik. Den lave kvinde-repræsentation er også sigende om mænds dominans af partistrukturer.
Imidlertid har de politiske partier iværksat to initiativer for at fremme kvinders politiske deltagelse – henholdsvis en reduktion af registreringsafgiften for kommende kvindelige parlamentarikere og introduktion af et antal ’sikre sæder’ til kvinder i parlamentet.
Men begge initiativer er ad hoc strategier og ændrer ikke ved de ulige grundlæggende strukturer. Derfor er de utilstrækkelige. Der er behov for, at partierne tager mere ansvar for udvælgelsen af kandidater.
Det første initiativ om en halvering af registreringsafgiften anerkender kvinders ofte ulige adgang til økonomiske ressourcer. Dette initiativ er indført af begge de store politiske partier.
I et system karakteriseret ved et flertals-valgsystem er økonomiske ressourcer af afgørende betydning. Imidlertid handler initiativet om relativt små økonomiske ressourcer og kommer alt for sent.
De kommende kvindelige kandidater skal bruge de fleste økonomiske ressourcer i deres valgkamp til t-shirts med deres billede, plakater, køretøjer og forplejning af deres kampagne team og frivillige. Det er således afgørende at rette fokus mod primærvalgene forud for parlamentsvalget for at styrke kvinders politiske repræsentation.
Nogle kvindelige parlamentsmedlemmer har sat sig i gæld for at finansiere deres kampagner. Andre anvender deres egne opsparede midler, hvis der er enighed omkring dette i husholdet. Alle bruger deres udvidede familie netværk og deres professionelle netværk til at skaffe midler.
En vis andel kvindelige parlamentarikere har modtaget økonomiske gaver – ofte med forventning om at det senere vil komme giverne til gode.
Initiativ gik til i kævl og splid
Det andet initiativ om indførelse af ’sikre sæder’ til kommende kvindelige parlamentsmedlemmer blev introduceret af det store oppositionsparti NPP i 2015. Imidlertid blev initiativet hurtigt taget af bordet på grund af modstand internt i partiet.
Demonstrationer blev organiseret imod initiativet. Dette på trods af, at de sikre sæder kun omfattede de valgkredse, hvor en kvinde allerede var valgt ind (16).
Der var flere årsager til dette. For det første blev initiativet introduceret oppefra med partiets leder Nana Akufo-Addo som tilhænger i en skrøbelig alliance med en gruppe af kvindelige parlamentarikere.
For det andet blev initiativet forsøgt sneget ind ad bagdøren. De kvindelige parlamentarikere blev bedt om ikke højlydt at fejre deres sejr. Derfor havde de ikke i tilstrækkelig grad mobiliseret støtter for initiativet.
Så da modstanden blev for stor fra de mandlige modstandere i de omfattede valgkredse, smed partiets ledelse håndklædet i ringen. Hensynet til partiets helhed vejede tungest op mod valget i 2016 – herunder at det skulle fremstå som et forenet parti og frygten for, at nogle af modstanderne skulle stille op som uafhængige kandidater.
For det tredje har relationerne imellem kvindeorganisationerne og de kvindelige parlamentarikere været problematiske. Ifølge de kvindelige parlamentarikere har kvindeorganisationerne ikke bakket dem nok op og fokuserer for meget på kapacitets-opbygning af dem – en kapacitetsopbygning som de ikke ser behovet for.
Ifølge kvindeorganisationerne deltager de kvindelige parlamentarikere ikke i deres aktiviteter og anvender dem på en instrumentel måde.
For det fjerde fik initiativet i forhold til Accra valgstedet en særlig drejning. Den kvindelige parlamentskandidat blev søgt udelukket på baggrund af sin baggrund som tilhørende en anden etnisk gruppe end Ga (den traditionelle gruppe i Accra) i kombination med diskrimination på baggrund af køn.
Generelt har initiativet givet bagslag, da flere af de kvindelige parlamentskandidater med mest erfaring i partiet, ikke vandt deres primærvalg.
Kvinder i politik er også ofte negativt portrætteret og karikeret i en ghanesisk sammenhæng. Dette omfatter den bredere politiske kultur – også udenfor partierne.
Men partierne har et særligt ansvar for at søge at gøre op med dette og støtte de kvindelige kandidater og kollegaer. Kvinderne bliver angrebet på deres køn og seksualitet med henvisning til, at "de er prostituerede". Alternativt bliver de beskyldt for at have affærer med andre politikere.
Eller de bliver beskyldt for ikke at kunne varetage deres rolle som mødre grundet deres politiske aktiviteter. I et samfund med megen fokus på rygte og omdømme og på moderskabet kan det være ødelæggende for de kvindelige parlamentskandidater og deres familier med sådanne beskyldninger.
For at forhindre dette involverer flere kvinder ægtefællen i deres kampagner, hvis det er muligt. Kvinder i politik bliver også portrætteret ’jern-ladies’ – et portræt der giver associationer til at være rå og måske med maskuline træk.
Nogle kvinder i politik bliver fremstillet som ’vilde / skøre’ kvinder, hvis de er meget vokale, aktive og søger at fremme kvinders rettigheder. Dette indikerer, at man ikke behøver tage dem alvorligt.
Fremtiden? – måske positiv særbehandling eller…
På den ene side virker partistrukturer fremmende for kvinders repræsentation i politik. De omtalte initiativer er indført gennem sådanne strukturer. På den anden side virker partistrukturer i sig selv hæmmende for kvinders repræsentation i politik.
De omtalte initiativer har ikke vist sig at være særlig effektive – det ene er endda rullet tilbage på grund af intern modstand. Samtidig gør disse initiativer ikke op med underliggende patriarkalske strukturer. Partier bør tage mere ansvar for valg af deres kandidater f.eks. ved at indføre et ’zebra-system’, hvor de opstillede kandidater er henholdsvis kvindelige og mandlige i et zebra-mønster.
Der har imidlertid ikke været megen debat om kvinders repræsentation i valgkampen – slet ikke ændringer af det nuværende system.
I øjeblikket arbejder man i Ghana på at indføre lovgivning om positiv særbehandling. Det vil blive den nye regerings ansvar at følge op på dette arbejde.
Men i det foreliggende udkast er der lagt op til frivillige målsætninger for politiske partier. Politiske partier skal efter planen lave en årlig afrapportering til den statslige ligestillingsenhed og valgkommissionen vil få mulighed for at sanktionere partierne.
Effekten af dette er dog usikker.
Diana Højlund Madsen, PhD med fokus på kønsmainstreaming i Ghana og har efterfølgende gennemført et forskningsprojekt i 2016 med titlen ”Engendering Democracy – Women’s Political Strategies in Ghana”.
Mere om forfatteren på
http://www.kvinfo.dk/side/634/action/2/vis/2562