Jeg venter på Nozuko Majeke i den rolige forhal af solbeskinnet glas og stål i hovedsædet for en af Sydafrikas største banker. På tværs af rummet kommer hun mig i møde, høj, smilende og smuk.
”Hej André,” siger hun med udstrakt hånd. Hun emmer af velvære og overskud, og vi sætter os i et sofahjørne i bankens kaffebar, her i hjertet af finanssektoren.
Nozuko Majeke er en black diamond – en af de unge, succesrige sorte med plads i den økonomiske elite, der under apartheid var for whites only.
Om end der er tegn på dannelse af en sort middelklasse, har den økonomiske omfordeling været alt for begrænset, og Sydafrika er stadig verdens mest ulige land.
Den vedblivende forskel mellem rig og fattig står centralt i den offentlige debat og fungerer som grundlag for en krigserklæring fra den mere og mere radikale parlamentariske opposition, Economic Freedom Fighters.
Derfor er udtrykket tvetydigt. Er black diamond et kompliment til Nozuko Majekes succes eller en anklage om elitær forbrødring? Uanset svaret står det klart, at jeg har fat i en black diamond:
”Ja, du kan godt sige, at vi er blandt de veletablerede, rent økonomisk kan vi få ting til at ske,” siger hun.
Hurtig opstigning
Som ung, sort kvinde med en god uddannelse i det første berusende årti af det demokratiske Sydafrika passede hendes profil godt til den nye, optimistiske samfundsorden.
Erhvervslivet ville vise forandringsparathed overfor de nye magthavere ved at inddrage sorte i virksomhederne, og Nozuko Majekes karriere udviklede sig hurtigt.
Efter en række vellønnede højstatus-jobs hos konsulentfirmaer som Deloitte, Accenture og KPMG kom et ophold hos Afrikas næststørste telekommunikationsvirksomhed, Vodacom. Det førte til Sydafrikas robuste banksektor, hvor hun i dag arbejder med digital forretningsudvikling ”lige under direktørniveau”.
En matchende livsstil har taget imod hende i Sandton, kommunen med Sydafrikas højeste indtægt per indbygger: Et hus ”med hvide naboer”, tre børn, to biler og to hushjælpere, ”én på fuldtid, som passer børnene, laver mad, giver dem tøj på og sørger for, at de er klar til skole til tiden og én på deltid, som står for rengøringen og det andet huslige arbejde,” fortæller hun.
Hverdagsproblemerne kredser om udskiftning af mandens bil og hvor sommerferien skal holdes i år. Fritiden i weekenderne bruges på restaurant med vennerne, særligt ”den slags sikrede restauranter med et børnevenligt udeareal og gynger og den slags,” siger hun.
”Min sorthed er stadig uplettet”
For et sort barn i et township i 1980’erne var alt dette utænkeligt, fortæller hun. Dengang var forskellen på det hun var og det hun ville være meget tydelig:
”Vi voksede op i en tid, hvor vi ville ud af townships, hvor ’hvid’ var en opgradering.”
Hun gik på en såkaldt Model C skole, der var forbeholdt hvide men som i apartheid-systemets sidste år begyndte at optage sorte elever, lidt som desegregation busing havde gjort i 1960’erne i USA.
”Da jeg besøgte mine hvide venner, kunne jeg godt se, at jeg kom et andet sted fra. Den bevidsthed forlader dig ikke. Og jeg tror at for mig, er det dét, der stadig kan gøre mig meget ubøjelig,” siger hun.
Townships var depoter for billig arbejdskraft til guldminerne under apartheid og er stadig den helt dominerende sydafrikanske boligform. Hvad betyder det for hende at have forladt dem?
”Jeg er stadig en township girl!” svarer hun prompte.
”Du kan se mig dér, på hjørnet, med pomfritter og i snak med naboerne. Min township-bevidsthed og street smartness er der stadig og min sorthed er stadig uplettet.”
Men der er en kløft over til en ny realitet: ”Og så sætter du mig lige ind i forstæderne, hvor jeg taler med mine hvide naboer om alt mellem himmel og jord: rejser, oplevelser, madlavning, huse.”
Den samme kløft har forplantet sig ind i familien.
”Man går til familiesammenkomster, hvor der bogstaveligt er the haves og the have-nots. Vi er verdener fra hinanden, der var ingen af dem, der steg op gennem geledderne. Min onkler siger altid, at jeg har overvundet mange barrierer, og det har jeg.”
”Jeg efterstræber ikke at tilfredsstille et hvidt perspektiv”
Men hvad har Nozuko Majekes indtrængen i den del af samfundet, der før var forbeholdt de hvide, betydet for hendes selvopfattelse?
”Min generation og mig specifikt skræver over flere baner, flere bevidstheder, flere realiteter. Som en sort person er min race meget vigtig for mig. Når du ser, at jeg kommer gående gennem lokalet, og du har lyst til at sige, at der kommer en sort pige, så sig det venligst, fordi jeg er en sort pige,” siger hun.
”Jeg er en kvinde, en sort og en xhosa,” gentager hun med stålfast blik og fortsætter:
”Jeg har ikke succes, fordi jeg efterstræber at tilfredsstille et hvidt perspektiv. Min drivkraft er, at jeg ved, at der er færre muligheder for mig.”
”Inddragelsen sker ikke af sig selv”
Jeg spørger om politikken til positive særbehandling, Black Economic Empowerment, har hjulpet hende?
”Ja, jeg vil være ærlig. Jeg har set mange insistere på en sort, kvindelig ansøger. Men det fejrer jeg både som sort men også som kvinde. Jeg er en benhård feminist, så når du snakker om enhver kvinde, snakker du til mig!”
”Ser du, selv os sorte er efterladt med de lukkede sind, som apartheid stadig avler i os. Det er svært at sidde fast i apartheidtilgangen, men der er et større billede, som er nemt for mig at forstå. Min mor kunne ikke få legater til universitetet, fordi det handlede ikke om karakterer. Og mine hvide kollegaer taler et andet sprog om muligheder og privilegier. Når de kommer ud af universitetet, sidder deres far i en bestyrelse et sted, og de får et job. Deres netværk er for længst købt og forseglet. Og de netværk fungerer faktisk for hvide børn. Det er dét jeg ved, og dét jeg ser.”
Jeg spørger hende, hvad svaret på det er.
”Jeg vil gøre det samme. Det ligner nepotisme og det giver indtryk af at være baseret på race, men det er den linje vi kommer fra. Inddragelsen sker ikke af sig selv. Forstår du det? Hvis jeg har en ven fra skolen, skal jeg nok skaffe dem en samtale. Og det er revolutionen! Vi forskelsbehandler positivt, fordi apartheid forskelsbehandlede negativt. De sorte blev holdt ude, fordi de var sorte. Jeg ved godt, at hvide ikke ser det som fair, men vi er nødt til det, ellers får vi ikke lighed,” siger hun.
”De hvide har ikke forsøgt at komme ind i vores verden”
Men hvis hendes rejse fra townships til toppen af klassehierarkiet har båret frugt, har hun også nået en grænse – en slags udmattelse:
”Sidste gang jeg sad på en transformationskomite, besluttede jeg mig for, at det var sidste gang. Jeg er ikke sikker på, at jeg vil være dén, der skal transformere mig mod hvide mennesker mere og forsøge at gøre folk omkring mig trygge.”
Jeg beder hende om at uddybe. Med en blanding af lige dele vrede og lige dele resignation, svarer hun:
”Jeg mener, det er de hvides tur nu. Det er jeres tur til at transformere jer. Jeg ved ikke, om de hvide har forsøgt at komme ind i vores verden. I skal tilnærme jer os!”
Hun holder en kort pause og tilføjer:
”Det er fordi sorte har været nedsænket i en hvid verden, i et forsøg på at regne hvide ud og forstå dem. Vi har forsøgt at passe ind i noget, der var bedre.”
Er det en løsning for det stadigt betændte forhold mellem hvide og sorte i Sydafrika?
”Der er en kæmpe kløft imellem os. Men jeg siger, kom nærmere. Kom nærmere fordi vi er faktiske menneskelige ligesom jer.”
Nozuko Majeke er ikke kildens rigtige navn, da hun ikke ønsker at kunne genkendes.