ANCs skæbnevalg
Sydafrikas valg onsdag d. 8. maj markerer 25 års-jubilæet for demokratiets indførsel. Vælgerne skal udpege dels et nationalt parlament, som dernæst vælger landets præsident, samt ni regionale parlamenter.
Fra 1948 til 1994 sikrede apartheid-lovene, at samfundets midler især blev brugt på landets hvide mindretal. Det samme hvide mindretal havde desuden monopol på at styre staten. Apartheid-systemet blev skabt af især de fattigste hvide, de såkaldte afrikaaner, og system skulle sikre, at især de nød godt af landets ressourcer.
Med Nelson Mandela i spidsen for befrielsesbevægelsen ANC vandt det magten i 1994, og det har regeret landet lige siden. Men i de seneste år partiet blevet alvorligt udfordret af oppositionen.
Senest er det venstre-populistiske parti, Economic Freedom Fighters, vokset ud af ANC, næret af et oprør i den sorte underklasse, der ønsker nationaliseringer og indgreb mod landets rige, især de hvide.
Også det borgerligt liberalt parti, Democratic Alliance, har vundet frem. Partiet har længe styret Western Cape provinsen, men overtog efter kommunalvalget for to år siden også borgmesterposten i mange større byer, blandt andet Johannesburg, i ANC’s hjerteland.
Sydafrika har længe kæmpet med manglende økonomisk vækst; arbejdsløsheden især blandt unge er enorm, og uligheden mellem rig og fattig er den største i verden.
Sydafrikas økonomi gik især i stå under ANC-præsident Jacob Zuma, der har 783 anklager om korruption rumlende ved domstolene. Det er beregnet at hans præsidentperiode 2007-16 kostede landet 7-800 milliarder kroner i mistet skatteindtægt, øget gæld og tabt økonomisk vækst. En partikongres i december 2016 erstattede ham med den tidligere fagforeningsleder, Cyril Ramaphosa.
Valget vil markere, om Ramaphosa har lykkedes at genskabe vælgernes tillid til ANC.
Sydafrika går på onsdag til parlamentsvalg, hvorefter det nye parlament vælger landets præsident for de næste fem år. Den nuværende præsident, Cyril Ramaphosa, blev indsat, efter først regeringspartiet ANC’s kongresdelegerede og dernæst partiets parlamentsmedlemmer, for halvandet år siden, afsatte den korruptionssigtede Jacob Zuma. Valget har to overvældende temaer: Ramaphosa og ANC skal skabe jobs og fremgang til de mange millioner, der stadig lever i fattigdom, og de skal rydde op efter mange års korruption under Zuma.
Globalnyt har interviewet Danmarks førende Sydafrika-ekspert, journalist Jesper Strudsholm, om bagrunden for valget.
Sydafrikas økonomi gik i stå under den tidligere præsident, Jacob Zuma, og landet tabte hundreder af milliarder af kroner, mens han kæmpede mod hundreder af korruptionsanklager. Hvordan kunne Sydafrika blive så korrupt under Zuma?
58-årige Jesper Strudsholm tilbragte 16 år som korrespondent i Sydafrika og besøger fortsat landet flere gange hvert år. Han tænker længe over spørgsmålet – og siger:
”En stor del handler om mandens personlighed. Han kom hjem fra eksil til en mangfoldighed af officielle og uofficielle koner og en gigantisk familie, som alle fra første dag mødte ham med krav om, at han skulle bidrage til deres liv. Så kom han i hænderne på en rig og korrupt forretningsmand – og resten er på en måde historie. Manden er efterhånden bevisligt enormt grådig.”
Korrupt tradition og ambivalent demokratiforståelse
Strudsholm tager endnu en tænkepause og stiller så selv spørgsmålet: Hvordan slap han så af sted med det i samfundet?
”En stor del af ANC har en stærk fornemmelse af ret til at bruge deres embede til personlig berigelse og en historisk fornemmelse af, at det kun er rimeligt. Korruption er ikke et nyt fænomen i Sydafrika. Hele det gamle afrikaanerstyre var dybt korrupt: Hvis du havde den rigtige hudfarve og desuden tilhørte den rigtige etniske gruppe, afrikaanerne, så havde du ret til livslang forsørgelse af staten. Et old boys’ netværk berigede gruppen og sig selv. Der var altså en korrupt tradition, som de sorte har observeret i alle de mange år, de forsøgte at vælte de hvides styre.
Et andet aspekt er, at partiet og mange indbyggere har en ambivalent demokratiopfattelse. På den ene side har landet verdens mest demokratiske og omfavnende forfatning. Men på den anden side har partiet som befrielsesbevægelse bygget sin tradition og sejr på enighed, på enhed, hvor rygmarvsreaktionen på enhver kritik udefra har været, at man skulle beskytte partiet og dets leder.
Mandela tålte ikke kritik
”Det begyndte under Mandela. Han portrætterede ofte en stor del af oppositionen som folk, som bare forsøgte at forsvare hvides rettigheder. Hvis nogen tillod sig bare at antyde, at der kunne være andre og bedre løsninger end dem, ANC fremlagde, var de jo nærmest illegitime i Mandelas øjne.
”Mandela førte desuden en regulær høvdingetradition med ind i partiet og i regeringen med en opfattelse af den øverste leder som urørlig. Folk, der deltog i regeringsmøderne, dengang han var præsident, kunne fortælle, at Mandela gik fuldstændig amok, hvis folk understod sig i at modsige ham.
”Det gik fint nok med Mandela som benevolent dictator. Det blev dybt problematisk under hans noget sky efterfølger, Thabo Mbeki, og det endte med at være katastrofalt under Zuma.
”Zuma brugte stort set alle statens penge til at købe sig støtte fra top til bund. Lige som i Zimbabwe er det jo ikke enkeltpersonen, der er problemet, men hele systemet, han skabte omkring sig. Fra top til bund er folk afhængige af de penge, der følger med at være i politik. Zuma kunne bestemme, hvem der skulle have topposterne under ham eller hvem, der skulle opstilles til mere eller mindre sikre kandidaturer ved valg – og de kunne tilsvarende udpege næste led og så videre. Fra øverst til nederst blev skillelinjen mellem partiets politik, den valgtes offentlige hverv og personens privatliv ikke-eksisterende.
”Praktisk talt samtlige medlemmer af ANCs 90 personer store hovedbestyrelse og de 5.000 delegerede på partikongressen er ansat i det offentlige – og så bliver det jo virkelig vanskeligt at slippe af med en korrupt leder. Det kræver meget høje idealer. Man havde altså et system, hvor alle vidste, at alt var galt, men hvor alle også var afhængige af, at alt vedblev at være galt.”
Ny mand med snævert flertal
Nu er der så kommet en ny mand ind på toppen, Cyril Ramaphosa, som ikke er offentlig ansat, som er blevet rig gennem forretningslivet, og som har lovet at rydde op. Kan han ændre den interne indstilling i partiet, som du siger, er den dybe årsag til problemet?
”Det bliver enormt hårdt. Han vandt ledervalget næsten så snævert, som han kunne – kun 179 stemmer skilte de to ud af næsten 5.000 stemmer. Havde bare 90 personer stemt anderledes, var systemet Zuma fortsat. Den daglige ledelse af partiet består af seks personer, og af dem er de tre meget villige til at lade det gamle køre videre, og de vil gøre alt for at beskytte de privilegier og det magtapparat, de har opbygget. Denne splittelse siver ned gennem hele partiet. Det er pinedød svært at gøre noget ved, og Ramaphosa løber en reel risiko for at blive væltet. Partiet har jo fjernet hans to forgængere, så ingen er hellig.”
Hvad vil det kræve af ham at rydde op – kan dette valg flytte på styrkeforholdet internt i partiet?
”Hvis han sørger for, at partiet får mere end 50% af stemmerne og kommer op i nærheden af den tilslutning, det havde tidligere, så vil det hjælpe betydeligt. Alle er jo bevidste om, at vælgertilslutningen har været i frit fald.
Tålmodig leder med tillid til folket
”Dernæst forlader han sig på det, der bragte Zuma til fald: Det var civilsamfundet, pressen og modige, ukorrumperede offentlige ansatte på nøgleposter, f.eks. ombudsmanden. Viden blev til magt. I øjeblikket sidder mange vælgere klinet til tv-skærmen, hvor alle de uhyrligheder, der fandt sted under Zuma, bliver oprullet i nogle komiteer i fuld offentlighed.
”Det er en åbenlys strategi fra Ramaphosas side. Han er en meget tålmodig mand, der som forhandler gennem hele sin karriere har betjent sig af en strategi, der består af argumentation og vedholdenhed ud fra den erfaring, at hvis folk får besked om tingenes rette sammenhæng, og han holder ud, så kan han ændrer forholdene.
”Det er virkeligt bemærkelsesværdigt, at Sydafrika ikke er eksploderet for længst. Med verdensrekord i økonomisk ulighed er landet en totalt ikke-bæredygtig konstruktion og et mikrokosmos af verden med en afgrund mellem dem, der har, og dem der ikke har – og hvor dem, der ikke har, er fuldt ud klar over, hvad dem der har, har, for de kommer dagligt i deres hjem som tjenestefolk.
”Derfor ser vi overalt i landet konstant små eksplosioner, hvor frustration over dårlige skoler, uduelige embedsfolk, korrupt praksis, og manglende vand- eller elforsyning fører til demonstrationer, der ofte udarbejder i vold og brand.
”Den store, altomfattende eksplosion, hvor de fattige går amok og plyndrer de rige og alle andre, er kun undgået, fordi Mandela og Mbeki lykkedes at overbevise folk om, at i stedet for at nationalisere og dele kagen med det samme, så skulle de sammen bage en større kage, som man derefter kunne dele hen ad vejen.
“Det venter folk så fortsat på 25 år senere. Eksplosionen blev udskudt, fordi folk har haft tillid til, at ledelsen fortsat arbejdede på dét projekt. Det var den tillid, Zuma satte over styr, for under ham blev det åbenlyst, at partiledelsen kun kæmpede for egen bankkonto og ikke folkets velfærd.
”Det er denne tabte tillid, Ramaphosa nu skal genskabe.”
I Globalnyts nyhedsbrev onsdag morgen følger Jesper Strudsholms råd til, hvad man kan holde øje med i valgresultatet for at se, om der er forandring undervejs i Sydafrika.
