HUTAN HARAPAN, SUMATRA: De kigger nysgerrigt på kortegen., mens vi passerer forbi de små landsbyer langs de mudrede stier.
Oliepalmer på rad og række er stort set den eneste type af træer, vi ser, på den lange vej. Lastbiler passerer, enten med ladene tomme eller fyldt til randen med de dyrebare frugter fra palmetræet. Frugterne ligger mange steder klar i bunker ved vejsiden, lige til at læsse.
Efter omkring tre timers kørsel kommer vi til et spor, der deler terrænet i to. Til venstre for os er det vante syn med oliepalmerne. Til højre er der noget nyt: vild skov.
Vi kommer frem til campen. Personalet modtager os med danske og indonesiske flag.
Velkommen til Hutan Harapan, lyder det. Navnet betyder håbets regnskov, og den er foreløbigt sluppet nådigt fra skovhugsten de senere år. I hvert fald, hvis man sammenligner med de tilsvarende områder med vild natur på Sumatra.
”Jeg er meget glad for, at vi fra Danmark kan støtte et projekt, der handler om at bevare regnskoven", lød det fra udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) midt i den vilde natur.
Hun er på besøg i regnskoven, da Danmark har støttet Hutan Harapan siden 2010. I spidsen for projektet står Burung Indonesia, det nationale medlem af Birdlife International samt to andre NGO’er. De har dannet virksomheden PT REKI, da denne type koncessioner kun kan gives til private i Indonesien.
Licensen varer i hundrede år, og opgaven er at bevare regnskoven, på sigt uden at modtage støttekroner.
Det har krævet hårdt arbejde, for skoven og det land, den er placeret på, er ekstremt værdifuldt for mange forskellige mennesker.
Det gælder i højeste grad for de mennesker, som bor der i forvejen. De er dybt afhængige af skovens gavmildhed.
Mange af de lokale grupper har været skeptiske, men de største konflikter i Hutan Harapan har været med migranter fra andre egne af Indonesien.
PT REKI har forsøgt at bremse lidt op for tilflytningen, men det har ført til en konflikt, hvor der både har været ildspåsættelser og kidnapninger.
Hårdt arbejde at skabe tillid
Det har taget tid at skabe tillid blandt lokalbefolkningen i Hutan Harapan. De er som skovbeboere dybt afhængige af skovens mange værdier, og nogle af dem af de palmeolieplantager, som trænger sig ind på vild natur i Indonesien fra alle sider.
”I befolkningens perspektiv tilhører dette land ikke nogen, så de mente, at vi kom og stjal deres land, men nu begynder de at forstå”, siger Ani Mardiastuti, formand for Burung Indonesia.
Det fortæller hun, mens vi står foran et område af ryddet skov, der vel er et par hektar. Lokalbeboerne har fået tilladelse til at rydde området, så der kan dyrkes forskellige afgrøder.
Det har været nødvendigt at overbevise skovbeboerne om, at projektet i sidste ende også kommer dem selv til gode.
”Da vi kom måtte vi sige: vi forsøger at beskytte skoven, jeres levevis. Hjælp os med at beskytte den”, siger Lisman Sumardjani, som er bestyrer af projektet.
Han fortæller yderligere, at initiativet har sørget for at bygge skoler, klinikker og andet til de lokale beboere.
Målet er at skabe en indtægt til bevarelse af regnskoven og de lokale beboere i form af bæredygtig produktion. Kun på den måde kan naturen overleve. Ud over støttemidler kommer der nu indtægter fra produktion af eksempelvis gummi og honning.
I den kommende tid er det planen at fokusere på økoturisme. Ria Saryanthi, leder af kommunikation og organisatorisk udvikling i Burung Indonesia, fortæller, at der for tiden bliver lavet analyser af markedet for ansvarlig naturturisme i området.
Lisman Sumardjani peger på områdets placering som en stor fordel for levedeygtigheden.
”Vi er kun 24 timer fra Singapore, og fra Singapore er der nem adgang til resten af verden”, siger bestyreren.
De to fra den indonesiske naturorganisation forklarer, at de kan hjælpe lokale med at gøre produktionen mere effektiv og bæredygtig og i sidste ende kan produkterne mærkes som varer fra ”Håbets Regnskov”.
Migranter trænger sig på
Den mægtige regnskov på Sumatra rummer tre forskellige befolkningsgrupper. Batin Simibilan er et nomadefolk, der primært lever som jægere og samlere i skoven.
Malay-folket lever af gummiproduktion. Sidstnænvnte har PT REKI et fredsommeligt forhold til.
Der er også blevet til samarbejde med fire ud af fem lokalsamfund fra Batin Simibilan. Det sidste lokalsamfund forventer organisationen at lave en aftale med inden udgangen af året.
De største problemer har været med en tredje gruppe. Det er migranterne, tilflytterne fra andre dele af det udstrakte ørige.
Der var allerede udefrakommende, da PT REKI opnåede licens til skoven, og dem betragter man derfor ikke som ulovlige migranter.
Størstedelen er imidlertid kommet inden for de seneste 8 år og det er gået hårdt ud over regnskoven, fortæller Lars Møller, rådgiver ved den danske ambassade i Jakarta.
”I alt har de ryddet 20.000 hektar, 20% af Hutan Harapan, og lavet det meste til oliepalmeplantage”, forklarer rådgiveren.
De tre naturorganisationer forsøgte at bremse op for tilstrømningen, men det endte i en ret voldsom konflikt.
”I perioden 2009 til 2014 forsøgte PT REKI at standse flere bosættelser, og det kom til adskillige voldelige konflikter, hvor bosætterne både brændte motorcykler, biler og bygninger tilhørende PT REKI. Der var også flere kidnapninger”, lyder det fra Lars Møller.
Rådgiveren fortæller, at tilflytterne forsøger at etablere nye indbringende palmeolieplantager på bekostning af skoven.
”De fattige indvandrere havde også forskellige bondeorganisationer i ryggen, der krævede jord til de jordløse. Men fakta er, at det er finansfolk, der har betalt størstedelen af de landløse for at få adgang, og de landløse er blevet betalt for at rydde skoven og plante oliepalmer”, siger Lars Møller.
Der er imidlertid ved at komme styr på situationen, og man er i gang med at lave aftaler mellem migranter og projektledelsen, fortæller den danske rådgiver.
”I dag er der trukket klare grænser, så der ikke sker yderligere rydning af skov og regeringen hjælper nu også aktivt med at indgå samarbejdsaftaler med migranterne, i følge hvilke de hjælpes teknisk og økonomisk af PT REKI, så yderligere skovrydning ikke er nødvendig”, lyder det fra Lars Møller.
”En vigtig fremtidig indkomstkilde for PT REKI er samarbejdet med migranterne. Gummi træer bliver plantet på store områder i migrantland, og det er planen, at indkomsten fra disse vil komme migranterne til gode og gøre PT REKI donoruafhængig inden for de næste syv år. Indkomsten deles”, fortsætter han.
Vi forlader den store naturoase mellem palmeolieplantagerne. I de små landsbyer kigger beboerne stilfærdigt efter den lange kortege.
Der er håb om mere fredelig sameksistens blandt de mange forskellige grupper i Hutan Harapan. Det kan betyde, at verden ikke mister denne unikke regnskov på Sumatra.
Rejsen til Indonesien er foregået med en rejsebevilling fra Udenrigsministeriet.
