No Time To Mourn
Hilda Twongyeirwe og Elizabeth Ashamu Deng (red.): No Time To Mourn
Forlaget FEMRITE, 2020
268 sider
‘No Time To Mourn’ er en samling af noveller, digte og billeder af sydsudanesiske kvindelige kunstnere. Deres tanker og erfaringer spænder over generationer og krydser grænser og kontinenter og tager udgangspunkt i oplevelser, som er svære at begribe, selv for dem, der kender til Sydsudans voldsomme historie.
Gennem antologien lærer vi om krigens pris og værdien af fred og får indsigt i, hvordan deres lands historie påvirker kvindernes mulighed for at forme deres liv ,alt imens de skal navigere inden for samfundets snævre kønsroller.
Bogen kan købes på Saxo – så støtter du samtidig de kvinder, der har bidraget.
I juni sidste år samledes 18 kvinder på et lille hotel ved bredden af Victoria Søen i Uganda. Forfattere, poeter, akademikere og politiske aktivister med det tilfælles, at de er fra Sydsudan, og at de har noget at fortælle, som alt for sjældent bliver hørt. Historierne om krigen og freden og hverdagens udfordringer og de små sejre og store gennembrud i Sydsudan fortælles generelt for sjældent og næsten altid af mænd.
Kvinderne var inviteret af Oxfam IBIS og den ugandiske organisation for kvindelige forfattere FEMRITE med det formål at gøre kvinderne bedre i stand til at fortælle deres historier og få dem ud til et bredt publikum. I seks dage talte og skrev de sammen, lærte af hinanden og delte vigtige erfaringer om, hvordan man med fabler og metaforer kan kritisere mænd og magthavere, uden at det bliver farligt for en selv.
”Og da ugen var gået, havde vi ikke alene en gruppe stærkt sammentømrede kvinder med nyt mod på at gå ud og forandre verden. Vi havde også tekster så gode, at vi besluttede at se, om ikke det kunne blive til en bog – verdens første store samling af tekster skrevet af sydsudanesiske kvinder,” siger Elizabeth Deng, der arbejder for Oxfam og var en af initiativtagerne til projektet.
“Der er så meget, vi ikke taler om”
En af dem, der var med på kurset, og hvis digte er med i den nye antologi, er Theresa Nyalony Gatwang, 21. Hun er spoken words-poet og blandt andet del af en gruppe politisk aktive kunstnere i Sydsudans hovedstad Juba. Hun bruger sine digte til at gøre opmærksom på problemer, hun ser.
De mest politiske tekster udgiver hun under synonym, for det er ikke ufarligt at kritisere dem med militær eller politisk magt i Sydsudan.
”De fleste holder igen med at kritisere eller tale om følsomme emner. Dem, der taler højt om problemerne kan nemt blive opfattet som en trussel. Men i et digt kan du sige tingene mindre direkte, på en måde som opfattes mindre farligt. Og stadig kan det ændre noget, hvis nok mennesker begynder at gentage digtet og det budskab, der ligger i det,” siger Theresa Nyalony. Selv de gange, hvor hun ikke er helt tryg, insisterer hun på at ting må siges.
”Hvis du har noget at sige og en mulighed for at blive hørt, så er du nødt til at gøre det. Det er bedre at blive bragt til tavshed, mens du taler, end dø uden at have sagt noget som helst,” siger hun.
”Musik og poesi er intime og taler til følelser på en anden måde, end artikler og debatindlæg kan. Du kan sige meget med ganske få ord, og du kan lave tekster, som folk husker og gentager for hinanden. Sidste år sang alle med på en sang med stærk kritik af regeringens økonomiske politik, og det budskab endte med at blive drøftet i regeringens top.”
Therese Nyalony Gatwang skriver især om sine egne erfaringer og følelser og håber, at andre kan spejle sig i dem og føle sig mindre alene med deres tanker og ar.
”Der er så meget, vi ikke taler om i Sydsudan. Så mange traumer, folk bærer rundt på, så mange tårer, de græder, når ingen ser det. Jeg tror, at hvis vi deler vores historier, vil flere føle et fællesskab og føle sig stærkere ved at se, hvordan andre lever med deres sorg eller overkommer deres problemer. Flere vil tale om tingene, tror jeg, og bede om det, de har brug for,” siger hun.
Nødvendigheden af kvinders erfaringer
Meget forskning viser, at fredsaftaler og genopbygningen af samfund fungerer langt bedre, når kvinder tager del i forhandlingerne og er med til at udtænke løsningerne. Alligevel er de alt for ofte udeladt af de vigtige samtaler. Således også i Sydsudan, hvor det derfor er en del af Oxfam IBIS’ fredsarbejde at støtte kvinderne i at finde effektive måder at blive hørt.
”Uden kvindernes erfaringer og historier går vi glip af afgørende viden om, hvad det faktisk er for problemer, der skal løses for at skabe fremgang og bygge fred i et land som Sydsudan. Uden kvindernes historier misser man en afgørende mulighed for at skabe bånd på tværs af fjendskaber og værdifuld viden om, hvad der skal til for at hele sårene og komme videre,” siger Alex Shoebridge, fredsekspert hos Oxfam IBIS.
Mange af teksterne i den nye antologi handler om det at have været i krig eller være barn af en krig. Men også om, hvordan det er at være datter, hustru og mor i familier, der er flyttet, splittet eller på andre måder farvet af årtiers konflikt. Om at leve uden en mand eller med en mand underlagt nogle kønsroller og omgivelsernes forventning til, hvordan du skal være for at være god nok.
”Det er en stærk dokumentation af kvindernes liv og tænkt som en påmindelse til dem, der tager beslutninger, om at inddrage kvinderne i arbejdet for at skabe udvikling og fred i et land som Sydsudan. Og især er det mit håb, at historierne vil nå bredt ud og netop blive noget, som kvinder mange steder kan spejle sig i eller forholde sig til – måske finde nyt mod og håb i,” siger Alex Shoebridge.
Oxfam IBIS bidrager til fredsopbygning i Sydsudan ved at styrke ligestillingen og bekæmpe uretfærdighed, sikre uddannelse til krigens børn og beskyttelse af udsatte befolkningsgrupper og ved at støtte kvinder til at tage aktiv del i fredsprocessen og i genopbygningen af deres liv og samfund.
– – –
Nedenstående digte er hentet fra antologien ‘No Time To Mourn’, der bedst kan oversættes som: ‘Dette er ikke tiden til at sørge’.
The Cessation of Life – af Theresa Nyalony Gatwang
Today I am with Ruey, And before I know it, You have him captive.
You who does not have acquaintances,
You who is callous Dreadful
You who hands life jaildom Without trial.
You make a widow childless, Make a child orphan,
You Take away the only eye of a cripple.
Livets ophør
Jeg er sammen med Ruey og før jeg ved af det, har du taget ham
Du, som ikke har nogen bekendte, Du som er uhyrlig, frygtelig
Du som uddeler livstidsdomme uden rettergang
Du gør en enke barnløs, og et barn forældreløst
Du tager en krøblings eneste øje
Home in Flames – af Lydia Minagano Kape
A mother’s hug Is a child’s heaven A fresh breeze from green gardens
Where do you turn to when her body is in flames When home is a burning bush?
But our knees cannot go down to worship Because this fire is not holy
Would you leave To save your life?
It is hard to build a home away from home We tried, But we are stuck in other lands
Lands that do not know how to pronounce our names Strangers we remain However much we twist our tongues Sometimes, we miss a vowel, or the silent letters
It is hard to build a home away from home. Would you stay To put out the fire? But what do you do When you pour the Nile to extinguish the fire, While others feed it oily wood from our forests?
When home burns to ashes? What do you do?
Hjem i flammer
En mors favn er et barns himmel, en frisk brise fra frugtbare haver
Hvor går du hen, når hendes krop er i flammer, når dit hjem er en brændende busk
Vi kan ikke knæle i bøn for denne ild er ikke hellig
Vil du flygte for at redde dit liv
Det er svært at skabe et hjem langt væk hjemmefra. Vi prøvede, men vi blev fanget i fremmed land.
Land som ikke kan udtale vores navne, vi forbliver fremmede uanset hvor meget vi øver vores udtale, vi glemmer en vokal eller udtaler et bogstav der skulle være stumt
Det er svært at skabe et hjem langt væk hjemmefra. Ville du være blevet for at slukke ilden? Men hvad gør man, når man tømmer Nilen for at slukke ilden mens andre nærer ilden med olie og træ fra skoen.
Når hjem brænder til aske, hvad kan man gøre?
Future’s Will – af Hellena Rial Isaac Nyariel
One day We shall wake them up This world which has slept on, One day We shall use our candles to light the world, When the sun stops shining, One day We shall bring people together again When hatred has chased away peace and unity. We, the children of today, Hold dreams for the future As we steadily travel the road to change
Fremtids vilje
En dag skal vi vække dem, når verden har sovet over sig, vi skal komme med lys til verden, når solen stopper med at skinne. En dag skal vi samle folk igen, når hadet har ødelagt freden og fællesskabet. Vi børnene af i dag bærer håbet for fremtiden, når vi skridt for skridt går forandringen i møde.
Fix Me – af Lucy Kiden Lulu
My heart is broken Can you fix me? I am hurting inside The pain I feel is wearing me out I am tired of the bloodshed I am so worn out What are you doing about it? What are you saying about it? What are you thinking about This pain I feel inside?
Fix mig
Mit hjerte er knust, kan du hele mig? Det gør ondt inden i, smerten udmatter mig, jeg er dødtræt af blodsudgydelserne. Jeg er så udmattet, og hvad gør du ved det? Hvad siger du til det? Hvad tænker du om den smerte, jeg føler indeni?
South Sudanese Woman – af Juan Evalyn Mule
South Sudanese woman, You are a warrior, Let nobody push you aside. Let nobody deceive you. You are the brave defender of your future, Stand up and pen your legacy, What others can do, you too can do. Do not listen to distracting voices. Do not slumber, Step into light and fight your fears Fight until your fears fear you. You are, The resilient rock of South Sudan.
Sydsudans kvinde
Sydsudans kvinde, du er en kriger, lad ingen skubbe dig væk. Lad ingen forråde dig. Du er din fremtids modige forsvarer, rejs dig og kræv din arv. Du kan alt, hvad andre kan. Lad dig ikke distrahere, fald ikke hen. Træd ud i lyset og bekæmp din frygt. Kæmp indtil frygten er bange for dig. Du er Sydsudans evige klippe.