Den kritiske situation i Venezuela er ikke til at tage fejl af. De tomme hylder i supermarkedet afslører den akutte madmangel, som har ført til, at omkring 70 procent af befolkningen i gennemsnit har tabt sig 8,5 kilo. Venezuela er ved at løbe tør for penge og har ikke råd til at importere hverken mad eller medicin, hvilket har fået Human Rights Watch til at karakterisere situationen som en ’humanitær krise’.
Men hvordan er det gået så galt for Venezuela, der tidligere var et forbillede for de andre lande i regionen?
Afhængig af olie
Venezuela har siden opdagelsen af verdens største oliereserver gjort sig aldeles afhængig af de høje indtægter, som olien bragte med sig, og råvaren har under de høje oliepriser været en velsignelse for det latinamerikanske land.
At være afhængig af kun én råvare er dog langt fra en bæredygtig model, og som det har vist sig i Venezuelas tilfælde, har der ikke været andre eksportvarer, der kunne tage over, da olien pludselig svigtede.
Venezuela er et klassisk eksempel på at være ramt af den såkaldte ’hollandske syge’. Landet er i dag verdens femtestørste olieeksportør, og olien er den største eksportvare, idet den udgør 96 procent af eksportindtægterne. Under præsident Hugo Chávez (1999-2013) steg prisen for en tønde olie fra 23 dollars i 2001 til 109 dollars i 2012.
Fra 2012 faldt oliepriserne, og i 2017 var prisen for en tønde olie på blot 52 dollars.
Havde Chávez forvaltet olieindtægterne på en fornuftig måde under boomet, havde Nicolás Maduro (2013-) formentlig ikke stået over for så umulige udfordringer i dag. Den hollandske syge, som Venezuela er ramt af, kunne være undgået, hvis Chávez havde sparet olieindtægterne op i en stabiliseringsfond, så der havde været penge til at klare sig igennem svære økonomiske tider. Det samme kunne verdens højeste inflation, som ifølge den Internationale Valutafond nåede op på 650 procent i 2017.
Den hollandske syge
Den hollandske syge er et begreb, der blev opfundet af The Economist i 1970’erne for at forklare de negative konsekvenser, der ramte Holland efter opdagelsen af de store gasreserver i 1959.
Venezuela blev ramt af den hollandske syge på grund af især to væsentlige effekter, der fulgte med, da oliesektoren boommede. Den ene effekt var de store udgifter til servicesektoren, som Chávez sikrede gennem sine velfærdsprogrammer. Den anden effekt var, at ressourcerne i form af kapital og arbejdskraft blev trukket ud af blandt andet landbrugssektoren for at gøre gavn i olie- og service-sektoren, hvor der pludselig var en stor efterspørgsel.
Begge effekter er tydelige i Venezuelas tilfælde, som er et ekstremt tilfælde af den hollandske syge.
Prioriteringen af oliesektoren er sket på bekostning af især landsbrugssektoren, som er sakket langt bagud. I Venezuela, der tidligere var et landbrugssamfund, blev det på grund af olieindtægterne billigere at importere fødevarerne end at producere dem selv.
Olieeventyret har udviklet sig til et sandt mareridt, og Maduro står over for uoverskuelige udfordringer, som han til dels kan takke sin forgænger for.
Uansvarlig politik
Ifølge teorien kan den hollandske syge nemlig neutraliseres ved at indføre skatter på olieindtægterne og, vigtigst af alt, spare disse indtægter op i en stabiliseringsfond. Chávez indførte en skat på olieindtægterne, som i 2008 var på over 50 procent på indtægter over 70 dollars per tønde, og som i 2011 blev sat op til 95 procent på indtægter over 100 dollars per tønde. En stabiliseringsfond var også oprettet, men i 2003 blev de sidste ressourcer trukket ud.
Chávez var en populist og brugte i høj grad pengene på den fattige befolkning som en del af sin bolivarianske revolution. Oliepengene skulle gå til folket, udtalte den tidligere olieminister Rafael Ramirez i 2011: ”What defines our government’s political position is who captures the oil revenues and how it is used … the oil revenues should be captured by the Venezuelan state as the representative of the collective interest … and distributed in a revolutionary way for our people’s benefit”.
Konsekvensen er nu, at pengekassen er næsten tom. Ifølge Venezuelas centralbank er valutareserverne faldet fra 30 mia. dollars i 2011 til 10 mia. dollars i 2017.
Oppositionen har mistet tålmodigheden og kalder regeringen for autoritær. Ifølge Freedom House blev Venezuela da også karakteriseret som ’Not Free’ i 2017 blandt andet fordi, Maduro ingen respekt viser over for magtens tredeling. Det er lykkedes oppositionen at mobilisere store dele af befolkningen til demonstrationer i især hovedstaden Caracas, som har kostet mere end 120 mennesker livet. Det er dog svært at ane et alternativ til Maduros regering, da oppositionen endnu er så splittet.
Den økonomiske, politiske og humanitære krise gør livet svært for venezuelanerne, der nu forlader landet som aldrig før. Ifølge FN søgte 99.000 asyl udenfor Venezuela mellem 2014 og 2017.
Analysen er skrevet på baggrund af projektet ’Oil Abundance and Authoritarnism in Venezuela’ skrevet i samarbejde med Alexandra Isabel Guerreiro og Marika Vejen Jochumsen, kandidatstuderende i Development and International Relations, Aalborg Universitet.
