Venezuelas opposition og regering enes om samarbejde

escasez_en_venezuela_mercal
Varemanglen er udbredt i Venezuela, hvor køer ved dagligvarebutikkerne er et almindeligt syn.
Foto: wiki
Forfatter billede

Venezuelas regering med den udskældte præsident, Nicolás Maduro, i spidsen, vil nu gå sammen med oppositionen om at forsøge at finde en vej ud af den dybe krise, landet befinder sig i.

Det er det foreløbige resultat af forhandlinger og mæglingsforsøg, som finder sted med støtte fra Vatikanet.

Ifølge en aftale vil parterne arbejde sammen om at ”bekæmpe sabotage, boykot og aggression mod den venezuelanske økonomi”, skriver flere medier.

Maduro afviser dog blankt, at et nyvalg kan komme på tale, sådan som oppositionen kræver.

Oppositionen har forsøgt sig med en storstilet underskriftindsamling, der skal bane vej for en folkeafstemning om Maduros fremtid som præsident.

Oppositionen truer ligeledes med at rejse en rigsretssag mod præsidenten, som omvendt har truet sine politiske modstandere med fængsel.

Drøftelserne mellem oppositionen og regeringen fortsætter i december med opbakning fra Vatikanet.