En drone fyldt med sprængstoffer eksploderede lørdag under en tale af Nicolás Maduro ved en venezuelansk militærceremoni.
Det oplyser Venezuelas informationsminister ifølge flere venezuelanske og internationale medier.
Talen blev sendt direkte på radio og tv. En forskrækket Maduro, der var omgivet af militærfolk og højtstående politikere, kigger op for at se årsagen til eksplosionen, og mange af de hundredvis af soldater i geled bryder ud og løber panisk væk fra området.
Venezuelanske medier melder, at Maduro er uskadt, men at 7 soldater er sårede.
Maduro: Præsident Santos gør nar af Venezuela
I en efterfølgende tale vist på venezuelansk TV fortæller Maduro om oplevelsen og den igangværende politiefterforskning.
”Der er tale om et attentat for at dræbe mig”, siger Maduro i talen.
”De har forsøgt at snigmyrde mig i dag”, siger Maduro.
Maduro anklager den afgående, colombianske præsidenet Juan Manuel Santos for at stå bag attentatforsøget:
”Jeg tvivler ikke på, at navnet Juan Manuel Santos står bag dette attentat”.
Han mener, der er tale om et samarbejde mellem den venezuelanske højrefløj og den colombianske højrefløj, og at den indledende efterforskning peger på Bogotá.
”Det er fordi, at Juan Manuel Santos overleverer præsidentskabet den 6. august og man kan ikke forlade det, før man har gjort nar af Venezuela”, siger præsident Maduro.
Præsident Trump skal bekæmpe amerikanske terrorister
Ifølge Maduro tyder den indledende efterforskning på, at mange af dem, der har finansieret og planlagt attentatforsøget, bor i den amerikanske stat Florida.
”Jeg håber, Trumps administration er villig til at bekæmpe de terroristgrupper, der laver angreb i fredelige lande på vores kontinent, som Venezuela i dette tilfælde”, siger Maduro.