Venezuelas opposition gjorde søndag endnu et forsøg på at få skubbet præsident Nicolas Maduro fra magten.
Oppositionen beskylder Maduro for at blokere for en underskriftindsamling, hvor MUD har indsamlet underskrifter med krav om, at præsidenten afsættes og valget går om.
Men landets forfatningsdomstol, som er tæt på Maduro og hans styre, nøler med godkendelsen af underskrifter og oppositionens krav. Hvis det lykkes regeringen at trække tiden ud og undgå nyvalg inden den 10. januar, vil Maduros vicepræsident i stedet tage over, hvis præsidenten selv afsættes eller stilles for en rigsret. Derfor haster det for oppositionen at få kravet igennem, så den kan få det nyvalg, der ventes at give MUD en sikker sejr.
Stormløb mod parlamentet og nye protester
Parlamentets skridt i retning af at skubbe Maduro fra magten medførte søndag en dramatisk udvikling, da omkring 100 af regeringens tilhængere stormede den lovgivende forsamling. Her uddelte de slag mod politikerne, stjal parlamentarikernes mobiltelefoner og udøvede hærværk mod bygningen, skriver flere medier.
Parlamentets sikkerhedsvagter forsøgte at stoppe den vrede menneskemængde, men forgæves.
Mandag var der atter demonstrationer, denne gang i grænsebyen San Cristobal, der ligger tæt på Colombia. Her er modstanden mod Maduro udtalt, og byen har blandt andet været ramme om nogle af de voldsomste af de protester, som for to år siden kostede 43 mennesker livet.
Selv nogle af Venezuelas fattigste områder, hvor vælgerne tidligere støttede Hugo Chavez, vender sig nu mod hans efterfølger, Maduro.
Onsdag har oppositionen varslet nye demonstrationer mod Maduros regering.
720 procent inflation
Det latinamerikanske land er ramt af en alvorlig økonomisk krise og en massiv mangel på blandt andet mad og medicin.
Præsidentens popularitet ligger omkring de 30 procent, og utilfredsheden med ham ser ud til at vokse.
Trods Venezuelas olierigdomme springer et stigende antal venezuelanere et af de daglige måltider over på grund af fødevaremangel og høje priser.
Ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) var inflationen i Venezuela sidste år på 181 procent. I år ventes den at nå op på ikke mindre end 720 procent.
80 procent af befolkningen har tidligere givet udtryk for, at de er utilfredse over manglen på mad og medicin.