I Sydafrikas tyndest befolkede provins, Nothern Cape, tæt på grænsen til Botswana og Namibia, ligger minen United Manganese of Kalahari. Her udvindes store mængder af mangan, som spiller en afgørende betydning for produktion af jern og stål.
Manganudvindingen er særdeles profitabel. Ifølge det sydafrikanske medie, Daily Maverick indbringer minen op til en lille milliard danske kroner årligt. Op mod 22 procent af overskuddet kan ende i ANC’s partikasse via investeringsselskabet Chancellor House, men det er ikke den eneste grund til, at United Manganese of Kalahari har fået en del omtale i de sydafrikanske medier.
Anton Harber betragtes i dag som en af Sydafrikas fremmeste undersøgende journalister. Han har skrevet flere politiske bøger, vundet adskillige priser og sidder i bestyrelsen for Global Investigative Journalism Network. Foto: The Wits Centre for Journalism.
Minens ejerforhold er nemlig særdeles komplekse, og ifølge Daily Maverick peger alt på, at den sanktionerede russiske oligark, Victor Vekselberg, ejer en meget stor del af mineselskabet.
Sydafrikas økonomi er blandt Afrikas største og vigtigste, og landet er ikke bare de vestlige landes port til det afrikanske kontinent. Der er tætte økonomiske og politiske bånd til Kina og, som eksemplet med manganminen vidner om, ikke mindst Rusland. Sovjetunionen spillede nemlig en central rolle i ANC´s kamp mod det hvide overherredømme.
Globalnyts nyhedsbrev: Få vores vigtigste historier i din indbakke to gange om ugen
Samarbejdet var på mange måder oplagt. Kommunismens principper om økonomisk og social lighed gjorde ideologien til et oplagt samlingspunkt for modstanden mod det diskriminerende apartheidstyre. Landsfaderen, Nelson Mandela, var i en periode medlem af det dengang forbudte sydafrikanske kommunistparti.
Da ANC’s modstand mod apartheidstyret blev væbnet i 1960’erne, var det med massiv støtte fra Sovjetunionen, som både havde den store pengepung fremme og i vid udstrækning faciliterede militærtræning af ANC’s væbnede fraktion, uMkhonto Wesizwe.
“Ironisk nok fik ANC-medlemmer militærtræning i Ukraine,” siger den undersøgende journalist og politiske kommentator, Anton Harber, der i sin tid grundlagde anti-apartheid-avisen Weekly Mail.
Han mener, at den historiske forbindelse til Sovjetunionen er central, hvis man vil forstå Sydafrika i dag:
“ANC er en bred kirke med mange forskellige fraktioner, men der er ingen tvivl om, at der er en fraktion, som stadig er dybt kritisk i forhold til Vesten. En af grundene er, at mange vestlige lande tøvede med at lave sanktioner mod Sydafrika dengang. Så kritikken af de vestlige landes hykleri har dybe rødder.”
Ukraine
Og det er her manganminen kommer ind i billedet som et af flere eksempler på det ubrudte bånd mellem Kreml og regeringspartiet ANC, som har siddet på magten siden 1994. Ifølge Anton Harber er netop de økonomiske bånd en af forklaringerne på, hvorfor Sydafrika ikke har fulgt trop med de vestlige lande i deres sanktioner mod Rusland efter invasionen af Ukraine. Faktisk har Sydafrika været særdeles tøvende med overhovedet at anerkende konflikten som en krig.
Da præsident Cyril Ramaphosa i 2023 stod i spidsen for en afrikansk fredsmission til både Ukraine og Rusland, vil det derfor være en tilsnigelse at betegne Sydafrikas rolle som neutral, forklarer Anton Harber:
“Der er ingen tvivl om, at Putin er en af ANC´s store donorer, på den ene eller den anden måde. Og jeg er sikker på, at han gør, hvad han gør, af flere forskellige grunde. Men jeg er ikke i tvivl om, at både de russiske og kinesiske magthavere har lettet ANC’s finansielle pres, og at de har fået noget tilbage,” siger Anton Harber.
Gaza
Serie: Et splittet Sydafrika går til valg
Når Sydafrika den 29. maj 2024 går til valg, skal befolkningen i et af verdens mest ulige lande vælge ny præsident. Men de manglende sociale og økonomiske fremskridt har gjort det bærende parti ANC mere upopulært end nogensinde.
I en serie på tre artikler ser Globalnyt nærmere på, hvad der er på spil i det unge demokrati, og hvad valget vil betyde for landets internationale rolle. Dette er anden artikel i serien.
Læs første artikel her: Et splittet Sydafrika går til valg i skyggen fra apartheid.
Læs anden artikel her: Ekspræsident er tilbage med spyd og skjold
Anton Harber mener generelt, at man skal passe på med at læse Sydafrikas internationale politik som ideologisk drevet. Han nævner Sydafrikas rolle i krigen i Gaza som et andet eksempel.
Det trak overskrifter verden over, da Sydafrika med præsident Ramaphosa i spidsen anmodede Den Internationale Domstol om at gribe ind over for Israels krigsførelse i Gaza.
Anmodningen resulterede i, at domstolen udstedte en ordre, som pålagde Israel at gøre alt for at forhindre, at der bliver begået folkedrab i Gaza og senere en ordre om at stoppe den militære offensiv i Rafah. Det har fået mange eksperter i international politik til at varsle en ny og mere prominent plads til Sydafrika i det internationale samfund.
Anton Harber tvivler imidlertid på, at det politiske ønske om at agere fredsmægler og humanistisk banefører vil blive prioriteret særligt højt på sigt og minder om, at der snart er valg i Sydafrika:
“Vi har jo ikke en sammenhængende international politik. Interventionen i Palæstina og Gaza kom på et tidspunkt, hvor det gavnede Ramaphosa politisk. Han læste situationen og ville indynde sig hos de talrige muslimske vælgere i Western Cape, som er pro-palæstinensiske. Dem skal ANC tilbageerobre. Derudover hjalp det ham til at udfordre det generelle billede, som mange har af ham, som en mand, der altid står på midten af vejen. Her tog han et standpunkt, og han scorede point for ham selv, ANC og landet.”
Maskefald efter valget
Valgresultatet til parlamentsvalget vil selvsagt få betydning for Sydafrikas rolle på internationale politiske scene. I skrivende stund spår flere meningsmålinger ANC til at tabe det parlamentariske flertal, som partiet har siddet solidt på siden 1994.
Hvis prognoserne holder stik, betyder det, at ANC vil skulle danne regering med et eller flere andre partier, og det vil få stor betydning for, hvordan ANC vil spille sin rolle på den internationale politiske scene, fortæller Anton Harber:
“Meget tyder på, at ANC vil miste sit flertal, og at de vil skulle danne en koalition med et eller flere partier. Hvis det parti hedder DA, vil Sydafrika styre tilbage mod vesten, og det vil formodentlig kunne lede til en mere neutral position i konflikten i Mellemøsten.”
Partiet Democratic Alliance, bedre kendt som DA, er særligt populært blandt de hvide og vestligt orienterede vælgere. Partiet, som i årevis har været et af de største og mest markante oppositionspartier, står til at få et godt valg. Men om det reelt kan resultere i en kollaition med ANC, tør Anton Harber ikke spå om.
Til gengæld er han sikker på, at Sydafrika vil få svært ved at bevare sit omdømme som mægler i internationale konflikter:
“Der var et tidspunkt, hvor Sydafrika kunne have spillet en rolle som neutral mediator. Nu er vi for tæt på Putin. Der har været situationer, hvor vores land har ladet stilheden tale, hvor vi skulle have taget et standpunkt. Der var et tidspunkt, hvor vi havde gode relationer til både israelerne og palæstinenserne, og hvor vi kunne have optrådt som mæglere, men sådan er det heller ikke længere,” siger Anton Harber og tillføjer:
“Det er en tragedie, for det ville have givet mening for os at have en mere neutral international rolle med gode forhold til USA, EU og andre vestlige lande samt med Rusland og Kina.”
