Verden rundt: Astmatisk flygtning undgår udvisning på grund af forurening

gettyimages-1230031760
Howard X poserer for fotografen foran politistationen, inden han i december skal ind og melde sig. Det skal han hver sjette uge, efter han i oktober 2020 blev anholdt og løsladt mod kaution.
Foto: Geovien So/SOPA Images/LightRocket via Getty Images

22. januar 2021

Kim Jong-un-imitator chikaneret af politiet i Hong Kong
I slutningen af oktober trængte 10 politifolk ind i Lee Ho-hungs hjem i Hong Kong og arresterede ham. Med sig havde de en ransagningskendelse, fordi en luftpistol [BB-gun, red.] angiveligt skulle være sendt til hans adresse i april 2020.

”Den har jeg jo aldrig modtaget,” skriver Lee på Facebook under sit alias Howard X.

Luftpistoler er lovlige i Hong Kong, men politiet sagde, at det våben, Lee skulle have modtaget, skød hårdere end normalt, hvilket gjorde, at den talte som et skydevåben. De sagde også, at arrestordren kom fra en ”afdeling højere oppe”.

Howard X er kendt som verdens bedste imitator af Nordkoreas diktator, Kim Jong-un. I de forgange år har Howard X deltaget i demokratiprotesterne i Hong Kong – i fuld mundering og udstyret med plastikvåben, oppustelige raketter eller legetøjsbomber. 

Selv er Lee overbevist om, at anklagen om luftvåbnet var et skalkeskjul for at chikanere ham og få hans fingeraftryk som straf for hans satire og kritik af det kinesiske kommunistparti.

”Jeg har deltaget i mange demonstrationer og gjort grin med folk fra hele verden inklusive Trump, Xi Jinping og Carrie Lam (Hong Kongs leder, red.),” siger Lee til Radio Free Asia, der bringer historien.

”Jeg har været arresteret i Singapore og er blevet deporteret fra Vietnam, men jeg er aldrig blevet forfulgt på denne måde i Hong Kong før. Det plejede at være en fri by, men nu minder den mere og mere om Pyongyang (Nordkoreas hovedstad, red.)”

Siden arrestationen er Lee, der er kinesisk-australier, kommet ud mod kaution og skal nu melde sig på politistationen hver sjette uge. Det gør han så – i kostume og med en raket under armen. 

Det fremgår ikke, hvorfor Lee først nu, tre måneder senere, fortæller historien på Facebook.

En indisk kvinde skjuler sit ansigt under en sari. Det billede kommer hun ikke i problemer for.


Foto: Eric Lafforgue/Art in All of Us/Corbis via Getty Images

Denim er no-go i Indien
Den 69-årige skuespiller Rajini Chandy fra Kerala i det sydlige Indien oplever at befinde sig midt i en shitstorm. Hendes brøde består i, at hun for nylig lagde nogle billeder op på Facebook. Billederne viser Rajini iført farverige, elegante sarier og siddende på en trappe i slidt denim med let spredte ben og antydningen af kavalergang. Umiddelbart nogle flotte og sobre portrætter, der viser forskellige sider af en smuk kvinde, som holder sig godt.

De famøse billeder kan ses på Rajinis Facebookside.

Den lokale presse skrev, at billederne var smukke, men de har skabt vrede i konservative kredse, hvor især Rajinis denim-look forarger. Fotografen beskriver billederne som et opgør med den stereotypiske opfattelse af indiske kvinder over 60 år som gamle damer, hvis liv er reduceret til at gå derhjemme og passe børnebørn. Selv fortæller Rajini, at hun fik taget dem – med sin mands tilladelse – for at motivere ældre mennesker til at tro på, at de stadig kan nyde livet.    

Budskabet tager dog ikke kegler hos alle indere. Rajini fortæller BBC, at hun bliver bombarderet med negative beskeder på grund af de “vovede” billeder, og at de fleste af beskederne kommer fra kvinder. 

Indien er et bornert og konservativt samfund, og der skal ikke meget til for at skabe forargelse. Netflix India fik sidste år ørene i maskinen, fordi de viste et kontroversielt kys i serien ‘A suitable boy’. Måske Rajini skal søge råd hos Netflix til, hvordan hun skal ride stormen af.

Pakistan indsætter elite skater-politistyrke i Karachi
Der bor 15 millioner mennesker i Karachi, der huser Pakistans største aktiemarked og er landets finansielle centrum. Men byen er også centrum for kriminelle, der trives i byens spind af gyder. Selvom kriminalitetsraten er faldet over de sidste år, indsætter myndighederne fra begyndelsen af februar en nyoprettet politienhed, der skal øge sikkerheden i gaderne yderligere.

Det særlige ved den bevæbnede enhed, der består af ti mænd og ti kvinder, er, at den er udstyret med rulleskøjter. De otte hjul gør enheden hurtig, hvilket giver dem en fordel i forhold til at indhente kriminelle.

De 20 betjente er valgt ud af flere tusinde og er blevet grundigt trænet i terror- og kriminalitetsbekæmpelse, og så bliver de bakket op af patruljer i bil og på motorcykel, fortæller vicegeneralinspektør Maqsood Ahmed Memo, der leder enheden. 

Skater-styrken er et pilotprojekt, men får allerede massiv opmærksomhed – ikke mindst for dens bad-ass kvindelige halvdel, der ikke bare bekæmper kriminelle, men også forstokkede kønsopfattelser.

Det er Arab News, der bringer den historie.

Bangladesh er et af verdens tættest befolkede og mest forurenede lande – her et billede fra hovedstaden Dhaka.


Foto: Mehedi Hasan/NurPhoto via Getty Images

Astmatisk mand undgår udvisning fra Frankrig på grund af forurening
Hvis en fransk domsafsigelse fra midten af januar 2021 får lov at danne præcedens, kan den få afgørende betydning for fremtidens flygtningesituation.

Her undgik en 40-årig flygtning fra Bangladesh nemlig deportation fra Frankrig på grund af sin astma, der, som hans advokat argumenterede, ville forværres voldsomt og muligvis føre til for tidlig død, hvis han blev sendt tilbage til sit hjemland.

Appeldomstolen i Bordeaux byggede blandt andet sin afgørelse på, at mandens astmamedicin ikke kan fås i Bangladesh, at hans far døde af et astmaanfald i en alder af 54, og at mandens lungekapacitet var steget fra 58 til 70 procent, siden han ankom til Frankrig som politisk flygtning i 2011. Og så fastslog domstolen også, angiveligt som den første nogensinde, at forureningskriteriet også skulle tælle med.

”På baggrund af alt dette besluttede domstolen, at en hjemsendelse af min klient ville være lig med en betydelig risiko for død. Lungesvigt som følge af et astmaanfald ville stort set være uundgåeligt,” sagde bangladesherens advokat ifølge The Guardian

Hvis dommen danner præcedens, vil det betyde en ændring i synet på klimaflygtninge, fordi klimaforandringer, forurening eller naturkatastrofer vil være legitime grunde til at flygte.

”Det er virkelig gode nyheder,” siger Thomas Burelli, juraprofessor på Ottawa Universitet, til Vice, og fortæller, hvordan advokater allerede nu kan bruge sagen til at bygge deres argumenter op.

Luften i Bangladesh er blandt de dårligste i verden. På Environmental Performance Index, som Yale University laver, lå det asiatiske land i 2018 nummer 179 ud af 180 lande målt på luftkvalitet.