SAS fløj Afghanistans musikinstitut i eksil
I midten af december landede hele Afghanistans Nationale Musikinstitut, næsten 300 elever, lærere og familiemedlemmer, i Portugal i et chartret SAS-fly. Alle har fået asyl i Portugal, hvor instituttet skal fungere indtil videre, skriver NPR.
Taliban konfiskerede musikinstituttets bygninger kort tid efter magtovertagelsen, og de ansatte og eleverne gik i skjul. Det lykkedes ikke for stifteren og lederen af instituttet, Ahmad Sarmast, at få en aftale med Taliban om en eventuel genåbning. De frygtede alle for deres liv og for ikke at kunne komme til at beskæftige sig med musik igen.
Fra begyndelsen af oktober indtil et stykke ind i november blev alle ad fem omgange fløjet fra Kabul til Doha. Og derefter i samlet flok med SAS til Lissabon i december. Med hjælp fra Sverige og Portugal.
WFP indstiller arbejdet i det nordlige Darfur
Verdensfødevareprogrammet har midlertidigt indstillet arbejdet i den nordlige Darfur-provins i Sudan. Det vil sandsynligvis påvirke næsten to millioner mennesker, der har brug for fødevarehjælp, skriver ACAPS, der udarbejder analyser af nødsituationer.
Tre af verdensfødevareprogrammets lagre i hovedbyen Al Fasher blev angrebet og plyndret i slutningen af december. En gravid kvinde og en mand er blevet dræbt af vildfarne kugler under angrebene og et ukendt antal mennesker er blevet såret. WFP mistede 5000 ton fødevarer.
Verdensfødevareprogrammet har suspenderet sine operationer af sikkerhedsmæssige grunde, og myndighederne i Norddarfur har indført natligt udgangsforbud.
FN’s generalsekretær tager hul på anden periode
Antonio Guterres er netop startet på sin anden periode som generalsekretær for FN – den periode, hvor generalsekretærer sædvanligvis bliver lidt modigere i deres udtalelser og handlinger. Og det er også Antonio Guterres’ bedste vej til success, skriver Richard Gowan, FN-direktør i International Crisis Group, for World Politics Review.
Guterres slog et stort brød op i slutningen af sin første periode med visionen ‘Our Common Agenda’ om, hvordan FN-systemet kan bidrage positivt til at takle verdens store udfordringer.
Men tiden har ikke været med Portugals tidligere ministerpræsident, der for fem år siden kom til FN med intentioner om at stoppe og forebygge konflikter i verden med en bølge af diplomater og om at modernisere og effektivisere FN-systemet.
Han kom til at bruge en stor del af sin tid på at navigere mellem USA og Kina, FN’s Sikkerhedsråd sad fast i uenighed om de fleste store spørgsmål, og konflikternes parter lyttede ikke til stemmen fra New York. Antonio Guterres lykkedes med ikke at skabe sig fjender i de mest magtfulde lande, og endte lige som sin forgænger Ban Ki-Moon med at kaste sig over den vigtige og ikke så politisk giftige klimadagsorden.
Nu skal han tage fat på hele den svære multilaterale dagsorden, skriver Richard Gowan. For selv om barometeret for internationalt samarbejde ikke just står på solskin lige nu, så risikerer det at falde endnu mere – for eksempel hvis Donald Trump skulle vende tilbage til Det Hvide Hus.
Chiles træer husker Pinochet
I Chile har et forskerhold kortlagt årtiers luftforurening i Santiago de Chile ved hjælp af prøver af gamle cedertræers ved, skriver Science. Forskerne har boret tynde prøver ud af 50 cedertræer i en af hovedstadens parker
Træerne har suget forureningen til sig især gennem bladene og til dels gennem rødderne og gemt den meget præcist i årets tilvækst. Så ved at analysere prøven, årring for årring, kan forskerne se, hvordan der blev sat ind mod luftforureningen i 1990’erne. Og endnu mere bemærkelsesværdigt, de kan påvise en markant lavere forurening efter Augusto Pinochets militærkup i 1973, da hele samfundet stort set gik i stå.
The show must go on
Søndag blev Africa Cup of Nations indledt i Cameroun. De afrikanske fodboldlandshold er, som mange andre, påvirkede af corona-pandemien. Men de har bare at spille, sådan er reglerne. I hvert fald de skærpede retningslinjer, som den afrikanske fodboldsammenslutning, Confederation of African Football (Caf), har udstukket, skriver BBC.
Covid-ramte hold skal spille, hvis der er 11 spillere på benene. De skal også spille, selv om de måske ikke kan stille med en målmand. Og hvis et hold alligevel ikke spiller på det fastsatte tidspunkt, så bliver holdet dømt til at have tabt 0-2.
Dog, hedder det, vil turneringsledelsen i meget særlige tilfælde kunne træffe en passende afgørelse.
Spillere på en del hold er smittet med Covid-19. Egyptens kom afsted med forsinkelse og har ikke fået trænet i den seneste tid. Holdene fra Guinea, Gambia, Cape Verde, Tunesien og Gabon har meddelt, at flere af deres spillere er smittet og ikke kan komme med.