Verdens fattigste er taberne når der spekuleres i fødevarer

Forfatter billede

De globale konsekvenser af ureguleret fødevarespekulation er temaet for en konference, der finder sted tirsdag d. 15. november på Christiansborg.

Finansielle investorers spekulation i fødevarepriser skader verdens fattigste. USA har vedtaget restriktioner – vil EU følge trop?, skriver CARE Danmark i en pressemeddelelse onsdag.

Blandt de fremtrædende gæster på konferencen er Mike Masters, en af de primære drivkrafter bag vedtagelsen af en regulering af fødevarespekulation i USA.

– De finansielle institutioners handel med råvarer forårsager markedsforstyrrelser, der har øget priserne for amerikanske familier og landmænd.

Det er det klare budskab fra Mike Masters, finansspekulant, grundlægger af organisationen Better Markets og hovednavnet ved en konference om fødevarespekulation den 15. november på Christiansborg.

Trods sit eget virke som finansspekulant arbejder Mike Masters for at sætte fokus på de globale skadelige virkninger af ureguleret råvarespekulation og behovet for finansielle reformer. Ved at lægge pres på og påvirke beslutningstagere i USA har Mike Masters været en af de primære drivkrafter bag vedtagelsen af en vidtgående regulering af fødevarespekulation i USA.

Opfordring til EU

Nu er Mike Masters i Danmark for at sætte fokus på behovet for finansielle reformer i EU. I foråret 2012 overtager Danmark EU-formandsskabet, og det giver regeringen et særligt ansvar, ifølge Laust Leth Gregersen fra Concord Danmark:

– Som den største spiller på verdensmarkedet har EU et ansvar for, at situationen kommer under kontrol ved at indføre en lovgivning, der tilgodeser fattige menneskers allermest basale behov, frem for blot børsspekulanters pengepunge.

Og det er der et stærkt behov for, ifølge Rolf Hernø fra CARE Danmark:

– Verden har de seneste år været vidne til historisk voldsomme udsving i de globale fødevarepriser. Udsvingene har katastrofale konsekvenser for fattige mennesker, der bruger op til 80 procent af deres indkomst på fødevarer. For dem kan de store prisudsving betyde livstruende hungersnød.

Praktisk information

Konferencen er arrangeret af CARE Danmark, Concord Danmark, Corporate Europe Observatory og Oplysningsforbundet DEO. Den finder sted i Landstingssalen på Christiansborg kl. 13-16.30 den 15. november.

Udover oplæg fra Mike Masters kan man på konferencen høre Ayisha Idrissu Mikey fra CARE i Ghana, Henrik Zobbe, leder af Fødevareøkonomisk Institut ved KU, og Kenneth Haahr, Researcher i Corporate Europe Observatory, fortælle om konsekvenserne af spekulation i fødevare og debatten i EU.

Afslutningsvis vil der være paneldebat med partiernes ordførere, Per Clausen (EL), Lisbeth Beck Poulsen (SF), Mette Block (LA), Lone Loklindt (RV), Hans Kristian Skibby (DF), Erling Bonnesen (V) og Jeppe Kofod (S). Moderator: EU-journalist Poul Smidt.

Tilmelding for gæster skal ske gennem www.deo.dk. Pris 100 kroner, inklusiv kaffe og konferencehæfte. 50 kroner for studerende og medlemmer af DEO. Der er gratis indgang for presse.

Spørgsmål vedrørende tilmelding kan henvendes til Rasmus Nørlem Sørensen, [email protected], tlf. 61 27 72 56.