Verdenshandelsorganisationen WTO er tilbage på sporet med ny aftale

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Medlemslandene i WTO har indgået den første multilaterale handelsaftale i verdenshandelsorganisationens 20-årige historie. Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen glæder sig over gennembruddet i WTO.

Verdenshandelsorganisationen WTO er kommet ud af en langvarig krise, efter den torsdag indgik sin første globale handelsreform.

Aftalen – Trade Facilitation Agreement – betyder ifølge internationale medier, at WTO vil indføre nye regler for toldkontrol og i højere grad strømline den internationale handel.

Fortalerne for aftalen vurderer, at det kan bidrage med helt op mod 21 millioner nye arbejdspladser på verdensplan og booste verdensøkonomien med op mod 1.000 milliarder dollars.

”Dette er et meget vigtig øjeblik for WTO,” sagde WTO’s generaldirektør, Roberto Azevedo, på et pressemøde torsdag.

”Det baner vejen for, at Trade Facilitation Agreement kan implementeres og træde i kraft, med alle de veldokumenterede økonomiske fordele, som det vil medføre for såvel udviklede lande som udviklingslande,” sagde han ifølge International Business Times.

Et kompromis mellem Indien og USA tidligere på måneden om handelslettelse og støtte til fødevareprogrammer havde på forhånd banet vejen for indgåelsen af aftalen.

Mogens Jensen: WTO væk fra afgrunden

Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) ser gennembruddet som en meget positiv nyhed.

”Det var det, der skulle til, for at bringe WTO og forhandlingerne om Doha-udviklingsrunden væk fra afgrunden og tilbage på sporet. Gennembruddet bekræfter WTO’s rolle som centrum for den internationale handelspolitik,” udtaler han i en pressemeddelelse.

”Verden har brug for et velfungerende WTO. Organisationen er det bedste værn mod protektionisme og den vigtigste ramme til at fremme global frihandel til gavn for alle verdens lande, særligt de fattigste. Den indgåede aftale om handelslettelse vil smidiggøre handel over grænser til fordel for både de udviklede lande og udviklingslandene,” tilføjer Mogens Jensen.

Bali-pakken

Ved WTO’s niende ministerkonference på Bali i december 2013 nåede medlemslandene til enighed om den første multilaterale handelsaftale i WTO’s historie.

Bali-aftalen er en pakke af udvalgte emner fra den samlede Doha-udviklingsdagsorden bestående af tre dele: en aftale om handelslettelse, udvalgte landbrugsemner og udviklingsemnerne.

Der opstod krise, da WTO-medlemslandene ikke inden fristen den 31. juli 2014 formåede at vedtage den protokol, som juridisk vil gøre handelslettelsesaftalen til en del af WTO’s aftalegrundlag.

Protokollen er nu vedtaget, og vejen er hermed åben for at gennemføre aftalens bestemmelser om at reducere transaktionsomkostninger og lette handel over grænser.

Det vurderes, at handelsomkostningerne kan sænkes med 15 pct. i udviklingslande og 10 pct. i udviklede lande som følge af bl.a. forenkling af toldprocedurer og administration i forbindelse med import/eksport, meddeler Udenrigsministeriet.