46 Vestas-vindmøller skal inden juli 2020 stå klar til at producere strøm svarende til 15 procent af Senegals nuværende energiforsyning. Parken, der kommer til at ligge 70 km nord for hovedstaden Dakar, er bl.a. finansieret med lån fra EKF Danmarks Eksportkredit. Og uden lånet fra EKF var det næppe lykkedes at rejse pengene til at finansiere det ambitiøse energiprojekt.
EKF har stillet med 910 mio. kr. i form af et eksportlån med en løbetid på 17 år, og det har været med til at sikre, at Vestas fik ordren på møllerne, opførelsen og vedligeholdelse af parken, der får en kapacitet på 158 MW. Det skal forsyne cirka 2 millioner husstande med strøm og ikke mindst bidrage til at forhindre de hyppige strømafbrydelser, som hovedstaden Dakar er plaget af, og som gør det vanskeligt at udvikle industrien.
Udover EKF har den amerikanske udviklingsfond OPIC stået for en del af finansieringen. Projektejeren er selskabet Lekela, der har stået for at udvikle en række vindmølleparker i Afrika de seneste år, herunder bl.a. i Egypten, Ghana og Sydafrika. De ser optimistisk på mulighederne.
“Afrikanske lande har nogle af verdens bedste kilder til vedvarende energi. Hvis vi kan udnytte den energi i stor skala, kan vi hurtigt få lukket det afrikanske energiunderskud. Men det forudsætter, at vi mindst får femdoblet investeringskapitalen, og at investorerne accepterer, at der er tale om langsigtede investeringer. Men det kræver, at vi har nogle succesfulde energi-cases at vise frem til investorerne, og her håber vi, at projektet i Senegal kan gøre en markant forskel”, siger administrerende direktør i Lekela Chris Antonopoulos.
På globalt plan vurderes omkring 1 mia. mennesker at leve uden adgang til elektricitet, og det er ikke, fordi der ikke er fokus på problematikken. FN’s verdensmål nummer 7 handler netop om at sikre bæredygtig energiforsyning til verdens fattigste inden 2030, og en række afrikanske lande har udviklet ambitiøse energistrategier, der skal sikre, at vedvarende energi bidrager til at skaffe den strømforsyning, der skal danne grundlaget for industriel vækst og udvikling.
Men til trods for at potentialet er stort, kom kun ca. 1 % af Afrikas energi fra vedvarende energi i 2016. I stedet er det fossile kraftværker – herunder kul og diesel, der fylder meget, men langtfra nok til at opfylde udviklingslandenes udækkede energibehov.
”Vindenergi er en hurtig og bæredygtig måde at løse energiunderskuddet, komme ud over afhængigheden af fossile brændstoffer og gøre sig fri af de store udsving i olieprisen. Når man så samtidig tager i betragtning, at onshore-vindmølleparker i dag kan opføres og levere strøm til en pris, som kan konkurrere med prisen på kul og dieselgenereret energi, så siger det lidt om, hvor stort potentialet er for dansk vindeksport til Afrika”, siger Anette Eberhard, administrerende direktør i EKF Danmarks Eksportkredit.
I tilfældet Senegal har det dog taget år at få finansieringen af projektet på plads. Ikke mindst fordi Senegal er med i det Vestafrikanske valutasamarbejde, som den franske centralbank holder hånden under. Det gør, at EKF har været nødt til at acceptere, at der afdrages på lånene under nogle helt specielle forhold på månedlig basis. For centralbanken vil have hånd i hanke med landets forbrug af hård valuta.
På positivsiden tæller det faktum, at det statslige senegalesiske energiselskab har indgået en PPA (Power Purchase Agreement) om at aftage vindenergien til en fast pris og sikre forsyningslinjen i hele lånets løbetid. Anette Eberhard håber derfor, at projektet i Senegal kan komme til at danne skole for andre afrikanske lande:
”Vi oplever, at bankerne og investorerne i stigende grad er interesserede i at deltage i finansieringen af vedvarende energi i udviklingslande. Men når de så begynder at analysere på de mange risikoelementer, der er ved at arbejde i lande med høj politisk risiko, stor valutarisiko, dårlig infrastruktur og et ustabilt og mangelfuldt el-net, ja så står de meget ofte af. Det forhold vil vi gerne være med til at ændre på, for det er den slags risiko, vi er eksperter i at afdække i EKF. For os handler det om at bidrage til, at der bliver lavet nogle succesfulde energiprojekter, der kan tiltrække investorerne. Og så handler det om at sikre, at den danske eksport af vindteknologi kommer i spil på nye markeder med stort potentiale”, siger Anette Eberhard.