Vi er vidne til en ny global orden – og ”vinderen er det globale syd”. Vesten vandt ganske vist den kolde krig, men er nu ved at tabe resten af verden på gulvet.
Store dele af den ikke-europæiske verden, ”det globale syd”, ser med en god portion skepsis på Europa, som stadig tror det er på en gudsbenådet mission i forhold til denne, et ubehageligt ekko af Rudyard Kiplings imperialistiske ”The White Man’s Burden”, et digt hvori han beskriver kolonialismen som en hellig og ”byrdefuld” mission.
Det er således, ifølge Kipling, den hvide mands pligt at civilisere og opløfte andre nationers folk, ofte gennem magt, hvis det er nødvendigt.
Vi lever derfor i en ulige verden, med asymmetriske relationer mellem ”os/dem”, hvor de ”centrale områder” (industri-nationerne) udbytter de ”perifere randområder”, typisk den tredje verden, som den amerikanske sociolog Immanuel Wallerstein beskriver det i sin bog World-systems Analysis fra 2004.
De lever hver dag med de ulige strukturer, deres eksistens er bundet op på. Afrika, Asien og Latinamerika samt Caribien har op til flere gange, både tidligere og nu igen (som følge af klimaforandringerne), været ofre for vores overgreb: først slavehandlen (1500-1850) og den befolkningskatastrofe den udløste, med en affolkning af det afrikanske kontinent på 12-20 millioner mennesker (hvilket betød, at et kontinent på 150 millioner i 1850 manglede millioner af mennesker, da handlen ophørte), dernæst den brutale kolonialisme, og nu den af vesten skabte klimakrise. Kina taler om “Ydmygelsens Århundrede”, 1839-1949, hvor det oplevede territoriale tab og ydmygelser.
Nye vinde
Men der er forandring i luften. Nye vinde er ved at opbygges. Forandringens vinde blæser faktisk altid. En ny verdensorden er derfor uundgåelig. Intet varer ved i al evighed, heller ikke den nuværende post-1945 amerikansk-skabte verdensorden, ”Den frie verden” – den verden, vi er født ind i og ikke kan forestille os foruden. Men her er nyhederne.
Ifølge FN’s demografiske prognoser vil der ske store forandringer, og de vil komme fra Afrika og Asien, hvor mere end 8 ud af 10 mennesker i verden vil bo ved udgangen af dette århundrede. Det bedste (og mest fredelige) svar er at lade forandringens vinde blæse frit og ”lære at mestre” vindens susen, at være med på noderne, så vi ikke bliver trukket ned af vindens turbulens, fordi vi stritter imod.
Dette er ”sandheden om Europa” (og verden), en sandhed som ledere og medier i deres selvhypnose søger at fortrænge: Europa med sin dalende fertilitet er ved at skrumpe ind. Omkring år 1900 udgjorde europæere 26-36 procent af verdens befolkning. Sidst i dette århundrede vil europæerne kun udgøre cirka seks procent!
Dette er en demografisk udvikling af stor størrelse og betydning. Det er en ændring, som uheldigvis næsten ikke tages til efterretning i USA og Europa, som stadig foregiver og viderefører en imperialistisk vision af, hvad verden var for over hundrede år siden. Men der er nye boller på suppen.
Lever i fortiden
I vores tro på egen fortræffelighed opretholder vi en vision af, hvad Europa var i år 1900, da det dominerede store dele af verden. Der er vi altså ikke henne længere. Verden har ændret sig siden da, med Afrika og Asien i stærk fremmarch, mens Europa samtidig er ved at skrumpe ind.
I disse tider går Europa en omskiftelig og usikker tid i møde – med velfærd under nedbrydning, omsiggribende populisme, marginalisering og fattigdom, som de seneste bandeuroligheder i Sverige er et udtryk for, geopolitisk ustabilitet, og en ny krig i Europa.
Dertil kommer den eksistentielle trussel fra katastrofale menneskeskabte klimaforandringer, og menneskelige elendighed i forbindelse med migration/flugt, på en skala uset siden slutningen af Anden verdenskrig.
Men fremfor at indrette os i forhold til den nye verdensorden, som er ved at opstå, stritter vi imod. Lidt håbløst – og irrationelt. Forandringens vinde blæser, uanset hvor meget man modsætter sig.
Hvem truer hvem?
Det kan ikke undre, at mange lande i blandt andet Afrika har fået nok af Vesten, som bryster sig af at være en stor forsvarer af menneskerettighederne, mens man samtidig gør alt for at underbinde en ”grundlæggende menneskeret, den frie bevægelse” – som i øvrigt også er en fundamental byggeklods for kulturers eksistens i det hele taget. Ironisk nok formaster den konservative britiske indenrigsminister Suella Braverman sig, som i øvrigt selv er datter af indvandrere, ligefrem til at sige, at Europa står over for en ”eksistentiel krise”, idet de mange migranter er ved at ”oversvømme” kontinentet. Hvem er det lige, der truer hvem?
Europa er ved at skyde sig selv i foden, når det forhindrer fri migration. Man skrumper ind (med lav fertilitet og en aldrende befolkning) og har brug for mennesker, men ignorerer dette faktum. Sikke en vestlig dumhed og mangel på selvkritik – og det har man for længst gennemskuet uden for Europa.
Og så undrer man sig i Europa over, at store dele af den ikke-europæiske verden ikke bare vælger Europas side i en europæisk/amerikansk krig med Rusland. ”Det er ikke det globale syds krig”, svarer de. Krigen i Ukraine afslører en ”ny global orden – og vinderen er det globale syd”. Verden er ved at forandre sig i dets favør. Man vil ikke Europa, og i protest flager man i adskillige afrikanske lande i Sahel regionen med det russiske flag.
Hykleriet om menneskerettigheder, som Fort Europa ikke selv overholder, og fortielser om ”os/dem” relationen og klimaforandringernes ”uskyldige ofre” giver den nye verdensorden vind i sejlene.
Bernhard Bierlich har en PhD-grad i socialantropologi fra Cambridge Universitet.
