Af Erika Brenner, San Salvador
Guillermo González, “El Negro”, er medlem af MS-13 og sidder i fængsel. Dommen lyder på 20 år for afpresning. Det er det dobbelte af, hvad et ikke-bandemedlem ville få for den samme forbrydelse. Tredje artikel i serien fra El Salvador.
”Velkommen til MS-land”, står der på et skilt ved indgangen til fængslet i Chalatenango i det nordlige El Salvador, og på muren i indergården er ’MS’ malet med meterhøje bogstaver.
Fængslet er udelukkende for medlemmer af MS-13. Regeringernes hårdhændede forsøg på at dæmme op for bandevolden gennem den såkaldte La Mano Dura-politik ledte til overfyldte fængsler, hvor medlemmerne af de forskellige bander bogstaveligt talt bekrigede hinanden.
For at undgå borgerkrigs-lignende tilstande indenfor murene, skilte myndighederne banderne ad i hver deres fængsler.
Men der blev ikke bygget nye institutioner, og Chalatenango-fængslet, der har kapacitet til 400 fanger, huser nu 1.256. I alt har fængselssystemet kapacitet til 8.300 fanger, men i 2012 var 27.000 personer buret inde.
Det er endnu værre med arresthusene, der har kapacitet til 600, men hvor 3.400 venter på en dom, i mange tilfælde indespærret i små bure.
Fra de små, mørke celler kigger mange par mørke øjne i glatbarberede hoveder ud, tatoveringerne danser over ansigter og de bare overkroppe i skyggerne.
”Vi er klemt helt sammen, forholdene er ikke egnet til mennesker. Under regnperioden kollapser det hele,” fortæller Guillermo, 28 år.
Ingen programmer
Hans søn, i dag fire år gammel, blev født da Guillermo sad i fængsel. Moren og sønnen besøger ham cirka en gang om måneden – hvis forholdene ellers tillader det.
For der er ikke altid personale nok til at håndtere gæsterne Hvis nogen bliver syg, findes der heller ikke vagter nok til at ledsage den syge til klinikken.
”At kunne modtage gæster, eller besøge klinikken, kan lyde som småting, men det betyder meget for os,” understreger Guillermo.
Fangerne er blevet lovet uddannelse og træning, men indtil videre har de ikke modtaget noget, hvilket Guillermo mener at fangerene har lovlig ret til.
”Vi har ingen uddannelsesprogrammer her og det nytter ikke, at du har god opførsel eller et pletfrit register.”
Guillermo, der hører til de få fanger, der har gennemført gymnasiet, drømte om at fortsætte på universitetet. Det havde han ikke råd til. Inden for fængselsmurene drømmer han dog om at læse jura:
”For bedre at forstå vores rettigheder og skyldigheder. Systemet udnytter tit dem, der ikke har kendskab til deres rettigheder,” forklarer han.
Mellemled til den ydre verden
Men tilbuddet er der ikke, og Guillermo ville heller ikke have meget tid til studier. Han hører nemlig til fængslets 4-5 interne bandeledere. De koordinerer besøg udefra, kommunikerer med fængselsdirektøren og prøver at sørge for, at alt foregår indenfor ”normalitetens grænser”, som han siger det.
”Jeg er mellemmand mellem fangerne og den verden udenfor, så folk bedre kan forstå, hvordan vi har det,” forklarer han.
”Og på den her måde hjælper jeg nok bedst mine kammerater,” siger han med et smil.
I fængslets indergård er der nogle velpassede planter og nogle fanger er i gang med et vægmaleri. Også den slags arbejde koordinerer Guillermo.
”Vi sørger selv for næsten al infrastruktur, reparerer skader, maler, og vi lægger i høj grad selv pengene ud.”
Dobbelt så høj straf
Men forholdene indenfor murene er blevet noget bedre efter våbenhvilen, mener Guillermo. Det bedste var, at militæret, der tidligere styrede fængslerne, blev fjernet.
”De brød hele tiden menneskerettighederne, det var uudholdeligt,” siger han.
Guillermo håber, at våbenhvilen leder til, at fangernes rettigheder forbedres, at lovene ændres, og at straffene lempes. Hvis man bliver dømt i henhold til anti-bandeloven, indført af præsident Mauricio Funes i 2010, er straffen dobbelt så høj i forhold til den almindelige straffelov.
”Jeg er bevidst om, at jeg har beget en fejl og jeg betaler for den; derfor sidder jeg i fængsel. Jeg beder ikke om at blive sat på fri fod, men jeg vil gerne have en lidt lempeligere straf,” understreger Guillermo, der stadigvæk har 16 år tilbage af sin dom for afpresning.
Del af løsningen
”Som bandemedlemmer er vi marginaliserede og bliver ikke betragtet som rigtige mennesker.”
Og som marginaliseret bliver man frustreret og mister evnen til at se fremad, mener Guillermo. Han ville ønske, at omverdenen fik mere tillid til ham og hans kammerater:
”Tro mere på os som mennesker, vi kan hjælpe, være en del af løsningen, gøre store ting der ikke bare hjælper El Salvador, men også andre lande.”
Interviewet blev lavet i maj 2013, kort tid inden fængslede bandemedlemmer mistede tilladelsen til at kommunikere med medierne, og medierne blev nægtet adgang til fængslerne
Erika Brenner er freelancejournalist med base i Mellemamerika.
Se også hendes netsted: http://erikabrenner.wordpress.com/
Læs andre artikler i Erika Brenners artikelserie fra El Salvador.
