Igen sidder jeg fast i Bamako med en ramponeret taxi, model udslidt Mercedes, og grunder over det franske ord ”embouteillage” (trafikprop), som efterhånden er lige så brugt i byen som ”bonjour”.
Ordet har lydt igen og igen, mens chaufføren forsøgte alle mulige smutveje og omveje for igen at ende i …. embouteillage. Lige nu står vi bomstille på en af byens to centrale broer, Kong Fadh-broen, men med fin udsigt over den kilometerbrede Niger-flod.
Trafikpropper er et stigende problem i Afrikas storbyer, en sidegren af det fænomen, at den afrikanske befolkning vokser eksplosivt. Det rammer også Bamako, der samtidig oversvømmes af unge mennesker, der strømmer til byen fra landet og har gjort det siden slutningen af 90’erne. Dengang var der omkring 1 million mennesker i byen. Det tal er mere end fordoblet, gætter de fleste på.
Bamako er som andre storbyer i Afrika ved at blive kvalt i ukontrolleret befolkningstilvækst og ustruktureret trafik, for ikke at tale om afgrundsdybe problemer med el- og vandforsyning, kloakker og affald.
Alt sammen observationer som Négueting Diarra nikker genkendende til, da jeg omsider når frem til hans kontor i bydelen Niamakoro.
Diarra arbejder for en lille NGO med et langt fransk navn (forkortet CAPdH), som kan oversættes til ”Center for hjælp til og fremme af menneskerettigheder”. Han leder et projekt, der uddanner unge i menneske- og borgerrettigheder.
Ingen lette løsninger
Han er ikke i tvivl om, hvad der er Malis største problem. Det er fattigdommen, den enorme ungdom og arbejdsløsheden. Af de omkring 18 millioner maliere er halvdelen under 15 år, og ungdomsarbejdsløsheden i aldersgruppen til 25 år menes at være over 60 procent.
Der er desværre ingen lette løsninger, siger han og ser kun en mulig vej fremad: uddannelse og oplysning, særligt om familieplanlægning. Den maliske fødselsrate ligger i den høje ende i en global sammenhæng, nemlig på 6,2 barn per kvinde, og UNFPA (FN’s befolkningsfond) anslår, at kun ti procent af befolkningen har adgang til prævention.
”At kvinder får seks eller flere børn er en enorm belastning på alle niveauer,” siger han. ”Det skal på en eller anden måde standses, og så skal vi have bedre uddannelser og samtidig fremelske en iværksætterånd, der strækker sig ud over at kæmpe for at overleve fra dag til dag. Et sted at starte er at få gang i landbrug og industri.”
”Det mest synlige problem er arbejdsløsheden. Den er enorm, særligt for de unge, som er frustrerede, uden penge, uden arbejde. De fleste kæmper en daglig kamp, mens andre lader sig rekruttere til fanatiske grupper eller forsøger at komme op til Europa,” siger han.
Begge grupper er heldigvis mindretal. ”Egentligt er det Europa, som har et problem med migration, ikke Afrika,” siger han og henviser til, at antallet, der vælger den løsning i virkeligheden er ganske lille.
”Men det er trist, at unge drømmer om et Eldorado, der ikke findes.” Diarra har aldrig selv i sit 37-årige liv haft lyst til at emigrere. Han bliver i Mali, siger han.
Ikke viis og gammel nok til at blive præsident
Et par trafikpropper fra Niamakoro, i den nye strømlinede bydel, ACI2000, er oppositionspolitikeren Moussa Mara enig i Diarras vurdering. Fattigdommen er det grundlæggende problem for Mali og for den store ungdom, siger han på sit kontor i det revisionsfirma, som han er ansat i, og som har hovedkontor i Mali og tre filialer i Frankrig.
Moussa Mara
Foto: Lars Zbinden Hansen
Mara har studeret den afrikanske ungdom nøje, og det er blevet til en 377 sider lang bog: ”Afrikansk ungdom” med undertitlen: ”Den store udfordring” (min oversættelse), og så har han stiftet et politisk parti, Yelema (”Forandring”), der vil mobilisere ungdommen for at tage magten fra de gamle politikere. Han går på sigt efter præsidentposten.
Men let bliver det ikke, siger han. Ikke i et land, hvor respekt for de ældre betragtes som en grundlæggende værdi, en ufravigelig pligt, hvor alderdom er lig med visdom, og ungdom signalerer uerfarenhed.
Den maliske befolkning er konservativ, og det gælder også de unge, når de sætter deres kryds på stemmesedlen. Han selv er med sine 41 år stadig for ung til, at han kan blive valgt til præsident. Han er ikke ”viis” nok, siger han.
Han har ellers en solid politisk karriere med i bagagen. Han har været borgmester i kommunen for ACI2000-bydelen, minister for byplanlægning og bypolitik, og som 39-årig var han en periode Malis hidtil yngste premierminister.
Han siger: ”Vi unge er det store flertal i landet og er ikke repræsenteret godt nok, hverken i parlamentet eller i administrationen. Vi repræsenterer 80 procent af befolkningen, men regeres af politikere, der for 80 procents vedkommende er gamle, over 60 år.” (præsidenten, f.eks. er 72, red.).
Med Yelema-partiet vil Mara mobilisere ungdommen og bryde koden om de ældres visdom for at overbevise befolkningen om, at unge sagtens kan regere landet. Når så magten er i hus, ”skal vi fjerne nepotisme, bedrageri, korruption, løgne og få gang i udvikling af landet,” siger han.
”Vi skal have styr på demografien. Der sker ingen fremgang, så længe maliske kvinder får 6 børn, og det er uholdbart, at gennemsnitsalderen er 15,5 år,” siger han og mener som Diarra, at uddannelse, undervisning er vejen frem.
En kraft og en energi
Men et konkret bud på, hvad der skal kickstarte udviklingen i Mali har han ikke, og det har ”Ministeren for Ungdom og Borgere”, 
Amadou Koîta
Foto: Lars Zbinden Hansen
Hans ministerium ligger et par gader fra Maras kontor og her siger Koîta til Globalnyt, at det er vigtigt for Mali at holde fast i sine samarbejdspartnere og donorerne, ikke mindst Frankrig.
Koîta er med sine 47 år en af regeringens unge ministre og måske derfor optimistisk. Han mener, at den afrikanske ungdom vil løfte sig selv ud af problemerne: ”Ungdommen repræsenterer en mulighed. De udgør en kraft og en energi, der kan udvikle Afrika,” siger han.
Ude på ACI2000s fint asfalterede gader prajer jeg en ny taxa. Chaufføren er 31 år, uddannet speditør, men han kan ikke få arbejde indenfor branchen.
Han viser sig at være fan af Moussa Mara. ”Han er min kandidat” siger han, og fortæller, at hans taxakørsel er grundlag for hele sin families overlevelse. Og: ”det går egentligt helt godt. Det er ok,” siger han. Et levebrød, så længe det varer.
Da jeg er sluppet igennem den massive trafikprop ved Bank of Africa i Niarela-bydelen og er nået hjem, takker chaufføren for min betaling for en lille times tur på cirka otte kilometer:
Det bliver 1.500 CFA franc eller cirka 17 kroner.
