Ved indgangen til 2018 fremstod konflikten mellem Etiopien og nabolandet mod nord, Eritrea, fastlås og uløselig.
De to lande havde udkæmpet en blodig grænsekrig i 1998-2000, og en fejlslagen international fredsaftale fra juni 2000 havde ført til en slags koldkrigsperiode med hverken krig eller fred. Eritrea var bitter over, at FN, stormagterne og de afrikanske lande, som stod bag fredsforslaget, ikke tvang Etiopien til at acceptere det, mens disse opfattede Eritrea som ufleksibel. Som resultat blev Eritrea isoleret, mens Etiopien nød Vestens og resten af Afrikas støtte.
Langvarig konflikt
Eritrea fik sin selvstændighed fra Etiopien i 1993 efter tredive års befrielseskrig. Samtidig tog etiopiske oprørsstyrker fra TPLF (Tigray-folkets Befrielsesfront) magten i Etiopien. TPLF, der oprindeligt havde kæmpet side om side med Eritreas befrielsesorganisation mod det kommunistiske og pro-sovjetiskse regime, godkendte Eritreas status som selvstændigt land.
De to landes nye ledere, Isaias Afwerki, der stadig sidder på magten, i Eritrea og Meles Zenawi i Etiopien, blev sammen med Museveni fra Uganda og Kagame fra Rwanda betegnet som ’den nye generation af Afrikas ledere’ af Bill Clinton, daværende præsident i USA.
Befolkningerne i de to lande tilhører den samme ’Habesha’-kultur, og i 1993 boede mange eritreanere i Etiopien og omvendt. Familier var blandede, grænsen åben, og den etiopiske Birr var fælles møntfod i de to lande.
Men harmonien varede ikke ved. I 1997 opstod der uenigheder om grænsedragning, der aldrig var blevet demarkeret, og i april 1998 udviklede stridighederne sig til regulær krig.
Etiopien havde det militære overtag og invaderede Eritrea. Titusinder døde og endnu flere endte som interne flygtninge – især i Eritrea. De kuldsejlede våbenhvileforhandlinger i 2000, der kunne have været begyndelsen til et nyt fredeligt naboskab, førte i stedet til fortsat konflikt.
Som et delvis resultat af etiopisk diplomati vedtog FNs sikkerhedsråd i 2009 sanktioner mod Eritrea, der nu var totalt isoleret. Landet beholdt sin hær i beredskab langs grænsen, og titusinder af unge forlod landet som flygtninge for at undgå den langvarige tvungne militærtjeneste.
Det meste af verden, inklusive nabolandene i Afrikas Horn, stod på Etiopiens side; Eritrea var ’skurken’.
Ny leder, nye toner
Etiopien gennemgik store forandringer i perioden efter det såkaldte Derg-regimes fald.
I krigens sidste år dannede fire etnisk/nations baserede organisationer, med den tidligere oprørsgruppe TPLF i spidsen, koalitionen Ethiopian People’s Revolutionary Democratic Front, EPRDF, som siden har siddet på magten i landet.
Etiopien nød international støtte. Landets økonomi voksede, og regeringen gennemførte mange reformer. For eksempel gav en ny grundlov i 1995 de ni etiopiske nationer et udvidet selvstyre og tillod endda, under visse forudsætninger, at de kunne løsrive sig fra den etiopiske føderation. Men der voksede også nye modsætninger frem, der resulterede i etniske konflikter.
Da premierminister Meles Zenawi, lederen af TPLF, døde i 2012, voksede den politiske ustabilitet frem mod april 2018, hvor 43-årige Abiy Ahmed Ali blev valgt som ny premierminister.
Han er fra Oromo Democratic Party, der er en del af EPRDF-koalitionen, som besidder alle pladser i parlamentet og han er i dag leder af både sit eget parti og koalitionen.
Abiy Ahmed Aliss profil appellerede bredt til den etiopiske befolkning. Med ham er det første gang, at landets præsident har været oromo, den største etniske gruppe i Etiopien. Men hans ophav er derudover blandet og han taler adskillige etiopiske sprog flydende. På den måde var han selv et eksempel på sin politiske mission om at skabe forsoning og national enhed.
På få uger spredte der sig en positiv stemning i Etiopien. Abiy Ahmed Ali rejste landet rundt og holdt møder med alle mulige interessegrupper. Han løslod politiske fanger, rakte ud til eksiletiopiere og bød dem velkommen hjem, han fjernede ledende TPLF-medlemmer fra deres positioner – især i hæren, han gav mange nye kvinder ledende poster i sin regering.
Kulminationen på denne forandring var præsidentens udstrakte hånd til Eritrea i juni 2018, hvor han indvilligede i alle de punkter, som stod i den afviste fredsaftale fra 2000. Det var relativt enkelt, men modigt.
Da præsident Isaias til manges store overraskelse tog imod nabolandets udstrakte hånd, meget passende på Eritreas martyrdag den 20. juni, startede en folkefest i begge lande.
Murens fald
Den lette og smertefrie fredsproces skyldtes især den folkelige opbakning i begge lande, hvor stemningen skiftede fra den ene dag til den anden. Pludselig blev det etiopiske flag svunget i Asmara og det eritreanske i Addis Ababa. Deltagerne i et motionsløb i Addis Ababa malede et eritreansk flag på den ene kind og et etiopisk på den anden.
Da de to statsledere kort tid efter besøgte hinandens hovedstæder, blev de modtaget som helte. Abiy Ahmed Ali blev tydeligt forbavset, da hans kortege blev stoppet af en menneskemængde på Asmaras hovedgade. Jublende skarer af kvinder ville omfavne ham og kysse ham på kinden – og han gav dem lov.
Præsident Isaias Afwerki blev ligeledes overvældet af de tusindvis af etiopiere, som modtog ham i Addis Ababa og viftede med etiopiske og eritreanske flag på Meskelpladsen. Han fældede en tåre, da en oromokvinde, hvis sønner døde i grænsekrigen mod Eritrea, gav ham en guldring, et stærkt kulturelt forsoningstegn.
Det var en fantastisk periode, der kan sammenlignes med Berlinmurens fald.
Sanktionerne mod Eritrea blev ophævet, grænsen mellem de to lande blev åbnet, og lastbiler med teff, den specielle kornart, som bruges til ’Habesha’-kulturens fermenterede pandekage, injera, kørte ind i Eritrea og returnerede til Etiopien med elektronisk udstyr købt i Asmara. Veksling mellem de to møntfødder, Birr og Nakfa, foregik de første dage til kurs 1:1. Ethiopian Airways oprettede ruter mellem de to hovedstæder, og telefonforbindelsen landene imellem blev genoprettet, så familier, som ikke havde talt sammen i 19 år, igen kunne høre hinandens stemmer.
Den folkelige forsoning var spontan, men ikke uventet. For kulturelt i Afrikas Horn ligger had og kærlighed ikke langt fra hinanden. Ekstremer mødes og fjender bliver til venner.
Der skal to til at lave fred
Forsoningen mellem Eritrea og Etiopien var startskuddet til den større fredsproces, der siden er fortsat i hele regionen under ledelse af det nye makkerskab, Isaias Afwerki og Abiy Ahmed Ali.
De har forhandlet med de stridende parter i Sydsudans borgerkrig og om et tættere samarbejde med Somalias regering, og begge har givet deres fulde støtte til den sudanske overgangsregering, som blev dannet i kølvandet på den sudanske ’revolution’ 2018-19. Samtidig har Eritrea efter en lang grænsestrid sluttet fred med de to landes fælles nabo Djibouti.
Optimistiske stemmer foreslog at omdøbe ’Afrikas Horn’ til ’Afrikas Håb’.
Det er vigtigt at forstå, hvor omfattende fredsaftalen var: Abiy Ahmed Ali rakte hånden ud og tilbød frit lejde og fred til alle de etiopiske organisationer, der havde været i konflikt med hans forgænger – selv hvis konflikten havde været væbnet. Med Eritreas præsident som mægler indgik de nu, én efter én, fredsaftaler med Abiys regering. De to nok mest betydningsfulde af disse organisationer var Ogaden National Liberation Front (ONLF) og Oromo Liberation Front (OLF).
Samtidig besøgte Isaias Afwerki flere af de regionale statsregeringer i Etiopien og etablerede bånd. Især Amhara-staten fik flere højtstående besøg fra Eritrea. På det tidspunkt kørte taxaerne rundt i Addis Ababa med klistermærker i forruden med Abiy Ahmeds og Isaias Afwerki side om side.
Da det blev afsløret, at Nobels fredspris 2019 gik til Abiy Ahmed, var reaktionerne i Eritrea og Etiopien meget forskellige. I Etiopien var de, ikke overraskende, overvejende positive, men der var også rynkede bryn, da de interne etniske konflikter vokser. Et eritreansk medie luftede til gengæld det synspunkt, at der skal to til at lave fred, og at de to præsidenter burde have været tildelt prisen i fællesskab.
Abiy Ahmed var tæt på at mene det samme, da han i sin takketale i Oslo, sagde, at han modtog prisen ”på vegne af min partner og fredskammerat, præsident Isaias Afwerki, som med sin velvilje, overbevisning og sit engagement var afgørende for afslutningen på tyve års dødvande mellem vore lande.”
Der er aldrig kommet en officiel udtalelse fra Eritreas regering om prisuddelingen.
Borgerkrigsvinder står udenfor
En fredspris er baseret på fortidens handlinger og er ikke en garant for en fredelig fremtid. Det beviser med al tydelighed forholdet mellem Israel og Palæstina, som stort set kun er blevet forværret siden 1994, da Yassir Arafat og Shimon Peres delte Nobels fredspris ”for deres bestræbelser for at skabe fred i Mellemøsten.”
Etiopien går lige nu gennem en meget kritisk periode, hvor Abiy Ahmed-regeringens løfter skal indfries.
For nylig er der blevet dannet et nationalt samlingsparti, som vil gå til valg med en national dagsorden. Det er dannet af nogle af de partier, som udgør den ledende regeringskoalition, EPRDF. Men med en vigtig undtagelse: Tigray-regionens TPLF, vil ikke være med.
Imens fortsætter den etniske uro, mens antallet af internt fordrevne atter er begyndt at stige. I Oromo-regionen centrerer uroen sig om modstand mod Abiy Ahmed, som anklages for ikke at have indfriet de drømme og ønsker, som denne folkerige, men fattige region fik ved hans udnævnelse. Samtidig har indbyggerne i Sidama i det sydlige Etiopien ved en folkeafstemning valgt at blive den tiende semi-selvstyrende region i den etiopiske føderation.
Situationen er ikke stabil. Abiy har arvet en grundlæggende udfordring fra sine forgængere: at skabe et forenet Etiopien.
Der er planlagt nationale valg i 2020, hvor Abiys nationale reformproces kan konsolideres, men lige nu er der usikkerhed om, hvorvidt valgene kommer til at finde sted. Abiy er stadig populær, men kritiseres også åbent i citater bragt i landets, relativt frie, medier.
Bortset fra flyforbindelserne til og fra Etiopien, er tingene i Eritrea stort set som før fredsaftalen. Prisen på teff er gået op igen, turisterne udebliver trods landets kæmpestore potentiale, og unge eritreanere, der stadig venter utålmodigt på udvikling og jobmuligheder, krydser grænsen illegalt. De modtages i flygtningelejre i Tigray-regionen.
”En djævelsk alliance”
Som nævnt står partiet TPLF, der har rod i Tigray-regionen, udenfor det nye samlingsparti. Partiet, der som oprørshær vandt borgerkrigen, har trukket sig tilbage til Tigray. Provinsen har en – i etiopisk sammenhæng – beskeden befolkning på fem millioner, men ligger strategisk langs en stor del af Etiopiens nordlige grænse mod Eritrea. Eritrea er på vagt overfor TPLF, som ledte den seneste krig mellem de to lande.
En Tigray-hjemmeside betegner samarbejdet mellem Abiy Ahmeds og Eritreas regering, som en ’djævelsk alliance’. De fleste, og de vigtigste, grænseovergange mellem Eritrea og Etiopien er med Tigray. Eritrea har nu igen lukket dem alle. Det betyder, at den åbne grænsehandel, som i en kort periode florerede, er stoppet. Badme, en omstridt landsby, som ligger på grænsen mellem Etiopien og Eritrea er endnu ikke overdraget til Eritrea, som fredstraktaten dikterer.
Eritreas og Etiopiens ledere balancerer på en knivsæg mellem had og kærlighed, mens de forsøger at virkeliggøre et endnu vanskeligere projekt: At etablere ’to lande med et folk’ i et klima, hvor der både er kræfter, som vil splitte og dominere.
