Berbera, Somaliland: Da den dansk-somaliske NGO FairFishing startede aktiviteterne for udvikling af erhvervsfiskeriet i Somaliland i slutningen af 2012 og i efteråret 2013, kunne vi åbne en station med is, køl, frys og fiskeriudstyr på havnen i Berbera.
I 2016 har EU på baggrund af FairFishings meget lovende resultater bevilget knapt 3 millioner euro til en videreudvikling af programmet på nye fiskepladser i Somaliland, samt i Puntland, en delvist autonom region i Somalia.
Det er på mange måder gået godt. Der er skabt beskæftigelse og indtjening. Fiskeriet er øget drastisk, og der spises i dag langt flere fisk i Somaliland.
Store initiativer
Men hvem er det især, det er gået godt for?
Mens de lokale fiskere, med små og mindre fartøjer, var noget tilbageholdende i starten, fik FairFishing mere opmærksomhed fra de somaliere, der bor uden for Somaliland, somaliere som ledte efter gode investeringer i hjemlandet.
Med egne investeringer og støtten fra nye internationale fonde og programmer kom de hurtigt på havnen i Berbera med nye store flotte fartøjer og nyt udstyr, alt sammen indkøbt i udlandet. Da de ikke havde tillid til de lokale fiskere, hentede de også deres besætninger i udlandet.
Støtten fra de internationale fonde og programmer, som opererede fra Somalilands hovedstad, Hargesia, blev hurtigt ganske betydelig, og det var ellers programmer som ikke tidligere havde vist fiskeriet nogen interesse.
Men sammen med de udenlandske investeringer ville USAID, DANIDA, Verdensbanken og andre også gerne være med. Støtten blev opbygget efter en model, hvor modtagerne selv skulle bidrage med 30-50 % af den samlede investering.
Den model passede som fod i hose til de firmaer, som kom til Somaliland med de penge, de havde fået samlet sammen fra somaliske investorer i udlandet. Og i kølvandet på denne udvikling opstod der endnu større initiativer.
Hvor de store kunne skaffe sig den kapital de havde brug for, kunne de fastboende fiskere, med deres små fartøjer på 7.5 og 8.5 meter, intet stille op med de fonde. De kunne ikke rejse 30 % af en investering. De lokale fiskere fik kun den støtte, de fik fra FairFishing. Og i modsætning til de store, skulle fiskere, der var partnere i FairFishing, selv betale for is, køl, frys og fiskeriudstyr. FairFishing stillede kun den nødvendige infrastruktur til rådighed for de fiskere, som ville bruge og betale for det.
Fra FairFishing fik fiskerne intet forærende som ex. 250.000 $ fra USAID, eller de 50-150.000 $ som andre modtog som gaver fra Somaliland Business Fond (oprettet af bl.a. Danida).
Ingen store har overlevet
Nu er det gået tre år, og hvordan ser det ud i dag, hvordan er det gået for de forskellige aktører/segmenter de seneste år?
Alle ligger i hvert fald stille, og det har de gjort i mere end et år. Ingen her på havnen tror, at de kommer i gang igen. Som udtrykt af FairFishings fiskerimanager Jama Ashur:
For der er foretaget nødvendige kursændringer i fondene, hvor man nu synes at ville være mere tilbageholdende med direkte støtte til køb af fartøjer og udstyr, for i stedet at støtte infrastruktur, uddannelse og træning. Det betyder med sikkerhed, at alle lykkeridderne i fiskeriet holder sig tilbage.
Forsømt og forladt
Første betingelse for at få forrentet sine investerede penge i fiskeriet er, at man enten har forstand på fiskeriet (så ens besætning ikke kan løbe om hjørnerne med ejerne), eller at man investerer den nødvendig tid og penge til at få den nødvendige forstand på fiskeriet.
Det var ikke tilfældet med de store der gik i gang for 2-3 år siden. Derfor ligger deres store fartøjer nu forsømte hen, med maskiner der er brændt sammen, ligesom udstyret på land ismaskiner, generatorer og stationer er forsømte og forladte.
Alle håber, at de to store firmaer kommer rigtig i gang dette efterår, for der er brug for større firmaer, men det er kun et håb, for udviklingen for dem frem til i dag, er heller ikke gået den rette vej.
Der er bygget meget, men det vigtigste i en fiskerivirksomhed er fisken, og den mangler de fortsat. De har heller ikke det professionelle mandskab, sådanne virksomheder har brug for, og de har endnu ikke evnet at tiltrække de lokale fiskere til deres nye virksomheder. Og deres mange forsøg med at få fiskere fra Yemen og Saudi til Somaliland fungerer ikke tilfredsstillende.
Det er op af bakke, men i 2016/17 sæsonen skal de i gang, ellers må man frygte at de hele løber ud i sandet.
Flere lokale selvstændige firmaer
Over for disse store, og deres, for mange uoverkommelige udfordringer i en investorstyret fiskeindustri, står det lokale og selvejende fiskeri meget stærkere. Over de samme tre år er det vokset med en faktor 1-4 målt på fartøjer, udstyr og marked.
I 2012 var der ca. 40 aktive fartøjer i fiskeriet fra Berbera. Nu har fiskeriministeriet registeret lige ved 200 fartøjer hvoraf 2/3 er aktive i sæsonerne. Der er ca. 40 større og mindre fiskerifirmaer (FC) i dette segment. Og hvor de havde 17 fiskeforretninger og fiskemarkeder i Hargesia i 2012 har de nu tæt ved 70 i Hargesia og dertil skal lægges helt nye markeder og fiskeforretninger i de øvrige større byer i Somaliland.
Disse mange fartøjer og markeder er ejet og drevet af større og mindre lokale firmaer som Alla Amin FC, Soma FC, Hamdi FC, Alfaxi FC, Cobanimo FC, Durdur FC, Karama FC, Woob FC, Hirad FC, Sun FC, Karim Karama FC med flere alle er partnere i FairFishing, men også uden for FairFishing, vokser gruppen af lokale selvstændige firmaer som Barwaaqo FC, Gaamuur FC med flere.
Lokale partnere en nødvendighed
Kendetegnet for denne sektor er at den er opbygget og udviklet, uden de synlige penge fra udenlandske investorer og internationale fonde og programmer. Alle er de opbygget lokalt fra bunden step by step, sikkert også med hjælp af familier og klaner, men først og fremmest er de opbygget og drevet af det overskud de har hentet i fiskeriet.
Det er den foreløbige lære af de sidste tre års udvikling i fiskeriet i Somaliland.
I FairFishing mener vi fortsat, at somaliere i udlandet også kan få et fornuftigt udbytte af deres investeringer i fiskeriet hernede, men så må de også lære fiskeriet at kende indefra. Et fornuftigt udbytte kræver som mindstemål at de ved hvad de gør, at de sætter sig ind i fiskeriet, at de får udarbejdet en langsigtet, mindst 5-årig investeringsplan, at de bliver bedre til at samarbejde, at de får gode partnere lokalt (det lokale er en absolut nødvendighed her i Somaliland) det er langtfra nok at være somalilandere, man skal også have et godt og solidt netværk det sted man vil fiske fra.
Sidst men ikke mindst, så skal man kun investere i fiskeriet hvis man er tålmodig og synes fiskeriet er spændende og interessant. Man skal ville fiskeriet, og man skal så at sige investere noget af sig selv i sit fremtidige fiskeri.
Det lader sig gøre og det har FairFishings partnere dokumenteret de sidste tre år.