Ole Stage
Ole Stage er født i 1951 og blev kultursociolog i 1980. Herefter arbejdede han i nogle år i Mozambique – først for FAO og siden for WUS (det senere Ibis). I de sidste 20 år har han arbejdet som konsulent og driver nu sit eget konsulentfirma, Dnet, som har til huse i et kontorfællesskab på Blågårds Plads i København.
Vi er i Nampula-provinsen i det nordlige Mozambique i 1981. Regeringspartiet, Frelimo, opbygger et socialistisk samfund.
Mine sovjetiske kollegaer i landbrugsministeriets provinsafdeling udarbejder ambitiøse planer for at udvide statsfarmene.
Jeg arbejder som associate expert for FAO og forsøger at producere statistik, der giver landbrugsministeriet overblik over, hvordan landbrugsudviklingen går.
For landet lider under socialistisk inflation: priserne bliver holdt kunstigt nede af staten, så varerne forsvinder i butikkerne, hvor hylderne efterhånden bliver gabende tomme. Da der ikke er ret meget de kan bruge penge til, mister bønderne interessen for at sælge deres produkter.
En forbrydelse ikke at opfylde statens planer
Det er dog svært at få folk i statsapparatet til at tage stilling til mine statistikker. De sovjetiske kollegaer siger lige ud, at mit tankesæt er kapitalistisk. De mozambikanske kollegaer gentager Frelimos slagord om, at vi udvikler en moderne økonomi, der hviler på videnskabelige principper.
De laver statistikker, der viser, at produktionen stiger, og de vil eller tør ikke erkende, at vi er på vej ud i en dyb økonomisk krise, og at det hele er begyndt at falde fra hinanden.
Det minder mig lidt om de teoretiske diskussioner på universitetet i 1970erne. Frelimo diskuterer dog ikke, men udsteder ordrer og direktiver, som skal følges.
Statens planer bliver gjort til love, og i pressen bliver det understreget, at det er en forbrydelse ikke at opfylde planen. En af mine kollegaer er agent for sikkerhedstjenesten, men han er så ubegavet, at alle kan se det og derfor klapper i, når han er i nærheden.
Når man drager rundt på landet, kan man dog se de skæbnesvangre konsekvenser af Frelimos forcerede opbygning af luftkasteller.
Man ser statsfarme, hvor arbejderne ikke laver noget, og man ser fattige småbønder, som ikke passer deres cashew-træer, og som klager over at få for lidt for deres produkter.
Pludselig ser jeg en ny konsekvens af statens negligering af bondesektoren. Ministeriets distriktsdirektør for Memba distriktet sender noget til mig, som ser ud som en regnefejl: høsten i 1981 er kun omkring 15 % af det, den var i 1980. Den fejl må jeg have rettet.
Men næste gang distriktsdirektøren er i byen fortæller han mig, at det ikke var en regnefejl: høsten er slået helt fejl i Memba, og befolkningen er begyndt at sulte!
Jeg bliver forfærdet, for det ved ingen af kollegaerne i provins-hovedstaden noget om og ingen gør noget. Jeg snakker med min ven, chefen for planlægningsafdelingen, som fortæller, at vi i provinsafdelingen af landbrugsministeriet ikke kan gøre noget, da vi ikke råder over fødevarer, som vi kan uddele til befolkningen i Memba. Men noget må vi gøre, så han siger, at det er OK, at jeg skriver direkte til provinsguvernøren.
Min ven fortæller mig efterfølgende, at guvernøren syntes, at det var et underligt brev, han fik, for han er ikke vant til den slags statistik med beregninger af mængden af fødevarer, der er behov for.
Det står dog klart for ham, at der er tørke i Memba og at det er nødvendigt at provinsregeringen foretager sig noget.
Først senere, da jeg møder nogle ansatte i provinsregeringen, finder jeg ud af, hvad provinsregeringen foretager sig i Memba. De er sure på mig:
Den videnskabelige socialisme løser dog ikke problemerne: landbefolkningen i Memba får nogle brønde, men den fortsætter med at sulte.
2000 forgiftes af cyankalium
Så kommer der nyheder om en mystisk sygdom i Memba. Hospitalet i det nærliggende Nacala fortæller, at kvinder og børn i Memba bliver lamme. Op mod 2000 er ramt.
Vi har en fornemmelse af, at det hænger sammen med sulten, og landbrugsministeriet sender en fact-finding mission til Memba.
Jeg kommer med på missionen og vi ser kvinder og børn, der har svært ved at gå på grund af den mystiske sygdom.
Bønderne i Memba fortæller om, hvordan de går ud i bushen og finder vilde rødder og bær, men det er ikke nok til at holde sulten fra døren.
De svenske læger i Nacala fortæller, at de tror, at det drejer sig om cyanid-forgiftning fra kassava. Den lokale kassava indeholder store mængder cyanid.
Normalt tørrer man kassavaen, maler den og lægger kassava-melet i solen for at få al cyaniden ud. Men på grund af manglen på mad er man begyndt at spise rå kassava.
Den ene af lægerne følger senere op på denne hypotese og påviser, at sygdommen rent faktisk skyldes cyanid forgiftning.
Det er nu helt klart, at befolkningen i Memba har brug for fødevarehjælp, så de ikke behøver at spise kassava med cyanid.
I vores rapport laver jeg igen en beregning af mængden af fødevarer, der er brug for. Det er ganske store mængder majs eller kassava, der skal til, langt mere end provinsregeringen kan magte.
Rapporten er med til at få provinsregeringen til at indse, at man ikke ved egen hjælp kan klare sulten i Memba. Det er ikke noget man er glad for, for dermed smider Frelimo jo håndklædet i ringen og indrømmer at man ikke selv kan løse problemerne.
Da den nationale regering i Maputo heller ikke kan hjælpe, beder man om hjælp fra internationale nødhjælpsorganisationer, heriblandt FNs Fødevareprogram.
Efter adskillige måneder når hjælpen endelig frem, men de 2000 kvinder og børn er lammede for livstid.
Hvad kunne lille jeg have gjort?
Sulten i Memba er blot et lille bitte eksempel på, hvad der skete den gang i Mozambique, hvor samfundet gik op i limningen og Frelimo skabte grobund for oprørsbevægelsen Renamo, der blev støttet af apartheid-regimet i Sydafrika. De næste 10 år kæmpede de to en forbitret krig, der slog en million mennesker ihjel og drev 5 millioner på flugt.
Jeg har siden tænkt på, om jeg kunne være kommet igennem til landbrugsministeren eller til Mozambiques præsident, Samora Machel, og have gjort det klart, at landet var på en katastrofal kurs. Men det er selvfølgelig urealistisk, at lille jeg, en associate expert fra Danmark, skulle kunne have forhindret Mozambiques grusomme krig.
Måske er det også urealistisk, at jeg kunne have gjort noget effektivt for at forhindre sulten i Memba. Alligevel tænker jeg stadig på de 2000 kvinder og børn, og hvad jeg kunne have gjort for at forhindre, at de blev lamme.
