Coronavidnesbyrd
Corona påvirker alle mennesker på denne klode. I denne serie lader Globalnyt folk fra hele verden komme til orde. Målet er at give almindelige mennesker mulighed for at dele historier, oplevelser og følelser, som tørre tal og statistik over antal smittede aldrig kan viderebringe.
Bidragene kan læses uafhængigt af hinanden – find dem alle her.
Man kan sige, at vores land har været udsat for alle verdens tænkelige plager. Vores kaos var her allerede før pandemien; intet arbejde, en paralyseret olieindustri i et olierigt land uden benzin, gas, mad, og en hyperinflation der ødelægger værdien af en lønseddel. De unge er flygtet for længst. En almindelig arbejder tjener omkring 1,25 dollars om måneden, men skal betale 2,5 dollars for en bakke æg. Med denne indkomst skal man kunne forsørge en familie. Umuligt, selvfølgelig.
Vores plager stopper desværre ikke her. Venezuelas sygehusvæsen er opløst: der er ingen sengepladser, ubrugeligt udstyr, periodisk mangel på elektricitet og vand. Medicin finder du ikke, og hvis du gør, er det ofte udløbet og til en pris, ingen kan betale. Bare tanken om at blive syg er angstprovokerende.
Regimets svar på pandemien har været indførelse af national karantæne. Frygten for smitten er stor, og vi bryder kun karantænen, når vores mad slipper op og vi må ud på gaden igen, bevidste om den risiko vi udsætter os selv for.
Plyndringer og spontane demonstrationer
Pandemien har ændret mit liv. Før var jeg ude og omkring hele dagen, nu, er jeg hjemme hele tiden. Jeg har derfor begyndt en Twitterkampagne fra mit hjem med andre fagforeningsmænd for løsladelsen af vores ven og kollega, Rubén González. Han har siddet fængslet i et militærfængsel i over et år efter at have organiseret demonstrationer mod regimet.
Pandemien har bragt med sig en helt ny rutine for mig, og jeg ved ikke, hvordan et normalt liv bliver efter karantænen. Måske det er sådan for alle.
Plyndringer af butikker er også begyndt at vise sig så småt. Sulten, fattigdom og manglen på arbejde tvinger folk til at bryde karantænen, og ham eller hende, som havde mad til 30 dage, er for længst løbet tør. Før pandemien sendte regimet kasser med mad til fattige husstande, men det er kun støtterne af regimet som nyder godt af det. Madprogrammet er nu kørt så meget i sænk, at kasserne ikke ankommer hver måned, og indholdet er svært reduceret.
Censur og regimets kontrol
De officielle statistikker for pandemien kan vi ikke stole på. Ifølge kommunikationsministeren er der registreret 288 smittede og 10 døde. To læger er allerede blevet fængslet for offentligt at betvivle tallene. Journalister, som prøver at informere om pandemiens virkelige omfang, bliver anholdt, tævet og truet. Journalistforbundet har registreret 25 voldshændelser mod journalister. Censuren angående krisen er enorm og ingen ved, hvad der virkeligt sker.
Regimet fremstår, som har de alt under kontrol: de siger, at vi har al den nødvendige medicin, at de har testet alle 26 millioner indbyggere. Ingen tror på dem. Jeg kender i hvert fald ingen, som er blevet testet.
Sådan går livet videre her, i en krise som fremstår som en evighed. Uvisheden om hvordan pandemien virkelig udvikler sig, manglen på en vaccine, manglen på mad og arbejde og risikoen for at blive anholdt gør mig usikker. Blandt al vores tvivl fortsætter vi med håbet om, at vores kaos snart er overstået.
Dick Guanique er venezuelansk fagforeningsmand og taxachauffør i Caracas. Oversat fra spansk af Kristoffer Toft.
