Af Nikolaj Svennevig, WWF Verdensnaturfonden
Mange års miljøskadeligt rejeopdræt i Ca Mau provinsen i Vietnam har ødelagt mangroveskove og forværret vandkvaliteten. WWF har derfor arbejdet for at udbrede mere ansvarligt rejeopdræt, der både tager hensyn til miljøet og gavner lokalbefolkningen.
WWF er taget til Vietnam for at besøge de rejeopdræts-grupper, som WWF støtter i processen mod ASC-certificering.
Mangroven er flere steder på forsigtig fremgang langs tusinder af kanalers netværk i Vietnams sydligste provins, Ca Mau.
Bag den grønne væg af mangrovetræer bor Nguyen Van Tuan med sin kone Huynh Hong Cam og deres to drenge på 8 og 13 år. Igennem de seneste 14 år har de levet af rejeopdræt.
Men først for fire år siden begyndte familien for alvor at mærke fremgang, da de tilsluttede sig et kooperativ af rejeopdrættere og derigennem lærte nye ansvarlige opdrætsmetoder.
”Tidligere bestod vores opdræt kun af de rejer og krabber, der forekom naturligt i området og uden fodring,” fortæller Nguyen Van Tuan oguddyber:
”Men i takt med, at naturen blev mere og mere udpint, blev der også færre rejer. Gennem kooperativet lærte vi at udsætte rejeyngel. Siden mangroven begyndte at blive gendannet, er antallet af krabbeyngel også steget.”
Engang var store dele af Mekong-deltaet dækket af sumpet mangroveskov, men tidligere generationers risdyrkning og 15 års stigning i rejeopdræt har haft en ødelæggende effekt. Mangrover er vigtige for dyreliv og kystfiskeri og beskytter kystlandsbyerne mod de årlige storme.
Ny samlende standard
Vietnam er en af verdens største producenter af fisk og skaldyrsopdræt. Men som i mange andre dele af verden har produktionen ikke haft fokus på bæredygtighed.
WWF tog derfor i 2008 initiativ til en række dialoger med alle varekædens aktører, hvilket har banet vejen for Aquaculture Stewardship Council (ASC) og ASC-certificeringen.
Når et fiske- eller skaldyrsprodukt har det turkise ASC-logo, er det en garanti for, at det er ansvarligt produceret og kan spores gennem hele varekæden fra opdræt til køledisk samt, at der er taget et socialt ansvar for ansatte og lokalsamfundet.
Opdrætterne skal ligeledes opfylde en række krav deriblandt beskyttelse af lokalmiljøet, biodiversiteten og vandressourcerne, bruge forsvarligt foder og begrænse brug af antibiotika og kemikalier.
I Ca Mau og to naboprovinser arbejder WWF nu med 620 småskala-rejeopdrættere fordelt på 30 kooperativer.
”Vi støtter opdrætterne i at opnå ASC-certificering ved at introducere bedre opdrætsmetoder som eksempelvis optimal fodermængde og sikring af bedre vandkvalitet – såkaldte Better Management Practices (BMP) over en 2-3 årig periode,” fortæller Trine Glue Doan, der er WWF Verdensnaturfondens akvakultur-ansvarlige i Mekong.
Udover forbedrede opdrætsmetoder, støtter WWF rejefarmernes organisering, så de står stærkere i forhandlinger med foderleverandører og opkøbere.
De involverede reje-familier undervises også i opstart af nye aktiviteter, der kan supplere deres indkomst, med fokus på kvinder, som traditionelt ikke er involveret i rejeopdræt. WWF hjælper også med at bane vejen til nye markeder og skabe opmærksomhed hos forbrugerne om ASC-mærkningen.
En åbning for nye muligheder
Nguyen Van Tuan og Huynh Hong Cam driver et rejeopdræt ved siden af deres hus. Det kræver kun rejeyngel og minimal fodring og giver et gennemsnitligt månedligt udbytte på 6-900 kroner.
I en anden landsby låner Nguyen Van Tuans bror dem et par damme, hvor de er ved at opstarte et intensivt rejeopdræt, der kræver regelmæssig fodring og vandpleje. Dette er mere kompliceret og risikobetonet, men giver også et større udbytte.
”Vi har fået meget ud af kurserne, hvor vi har lært om bedre opdrætsmetoder. Blandt andet at tage mindre vand ind fra floden, der betyder, at vi bedre kan kontrollere kvaliteten af vandet og bevare et rent vandmiljø. Det kendte vi ikke til før,” forklarer Nguyen Van Tuan.”
Kurserne har også inspireret til, hvordan familien kan øge deres indtægt yderligere.
”Jeg tager til markedet efter fisk, som jeg forarbejder og videresælger,” fortæller Huynh Hong Cam. ”Først var det kun til naboerne, men så begyndte flere at efterspørge dem. Da jeg så forretningsmulighederne, lavede jeg en aftale med fiskerne fra markedet, så de gemmer de gode fisk til mig.”
Hendes risvin er også blevet eftertragtet, og deres lille hus har efterhånden udviklet sig til et hushold med ænder, høns, griseopdræt samt en velassorteret køkkenhave, hvis overskud de sælger på markedet.
Mere økonomi, mere miljø
I et af flodbreddens mange huse bor Tran Van Viet, der er viceformand i det 40 mand store WWF-støttede kooperativ Cong Nhiep i Ca Mau.
”Kooperativet og kurserne har givet os en god miljøforståelse og større ansvarsfølelse,” fortæller Tran Van Viet. ”Det er op til os at sørge for, at vores medlemmer er uddannede i miljøbeskyttelse. Vi følger i stigende grad ASC-kravene for rejeopdræt, og gør derigennem vores del for at beskytte miljøet i kanalerne og nabolaget.”
Et bedre sammenhold og samarbejde imellem opdrætterne er bare nogle af fordelene ved kooperativet. De udveksler opdrætsteknikker og flere grupper har etableret interne mikrofinansieringsordninger.
Nogle kooperativer har også kunnet købe større partier kalk og foder til rejerne, hvilket sparer den enkelte farmer både tid og penge.
Andre har forhandlet med nogle af de vietnamesiske forarbejdningsvirksomheder og opkøbere om bedre priser for rejerne, hvilket er endnu en ting, som WWF sammen med opdrætterne arbejder på skal lykkes.
Danske forbrugere kan påvirke
Det er netop en af de største udfordringer med at få rejefarmerne til at omlægge til en mere miljømæssig og socialt ansvarlig produktion: Der skal være et økonomisk incitament.
”Det er rimelig omkostningsfuldt at blive ASC-certificeret, hvis du gør det i lille målestok. Kooperativerne skal derfor på sigt være med til at sikre en højere og mere stabil pris til opdrætterne, så det er økonomisk rentabelt at blive ASC-certificeret,” forklarer Trine Glue Doan fra WWF.
”WWF bruger også kræfter på arbejdet med den anden ende af varekæden – særligt at udbrede kendskabet til ASC hos de danske forbrugere”.
“Vi forbrugere har stor magt og mulighed for at skubbe på for en god og bæredygtig udvikling ved at efterspørge f.eks. ASC-rejer. På den måde kan vi være med til både at bevare unikke naturområder og sikre, at rejefarmerne får en bedre pris og dermed leveforhold,” anfører Trine Glue Doan.
Hvad gør WWF?
WWF støtter de små rejefarmere til at producere rejer på en mere bæredygtig og ansvarlig måde ved blandt andet at indføre bedre forvaltning og opnå ASC-certificering.
WWF arbejder i øjeblikket med 30 farmergrupper (i alt 549 landmænd) i Soc Trang, Bac Lieu og Ca Mau provinserne, som dækker mere end 30 procent af den samlede rejeproduktion i Mekong-deltaet.
Disse grupper producerer nu årligt 3.259 tons rejer på en mere ansvarlig måde end tidligere, hvilket har reduceret miljøproblemer og sociale konflikter.
