Afdæmpet jazzmusik glider ud af de skjulte loftshøjtalere i konferencesalen på Intercontinental Hotel i Zambias hovedstad, Lusaka. Musikken blandes med lavmælte samtaler mellem jakkesætklædte mænd og kvinder i stiletter. Tjenere i skjorte og slips sørger for, at fadene med lakseruller og sprøde løgringe hele tiden er fyldt op.
Zambian Law Association og menneskerettighedsorganisationen Chapter One Foundation har i anledningen af FNs Internationale dag for demokrati inviteret civilsamfundet, medier og intellektuelle til arrangementet ’Taking Stock of Zambia’s Democracy: Where we are and where we need to go’.
Selv på konferencesalens billige rækker står det hurtigt klart, at noget er galt med Zambias demokrati. Særlig tydeligt bliver det, da præsidenten for Zambian Law Association, Lungisani Zulu, indtager talerstolen:
”Vi er bekymrede over det skrumpende rum for afvigende synspunkter her i landet. Vi er meget bekymrede. Vi mener, vi som nation kan gøre det meget bedre.”
Præsidenten forvirrer med snak om militærkup
Arrangementet på Intercontinental Hotel finder sted i kølvandet på en særdeles tumultarisk periode i zambisk politik.
I starten af måneden fik landets præsident, Hakainde Hichilema, de fleste tilhørere til at tabe underkæben, da han ved et politisk stormøde erklærede, at han ”vil komme efter dem, der overvejer at udføre et militærkup”.
Og de tilhørere, der måske troede, at præsidentens udtalelse blot var resultatet af et øjebliks forvildelse i mødet med hovedstadens hujende folkemængder, blev hurtigt klogere. Senere samme dag omtalte præsidenten igen muligheden for ”militærkup” i et længere Facebook-opslag.
Præsidentens snak om militærkup blev mødt af stor forvirring i befolkningen. Zambia har tradition for fredelige, demokratiske magtoverdragelser og har i landets 59-årige historie aldrig været under militært styre. Så hvorfor havde præsidenten behov for at afskrække potentielle kupmagere?
På sociale medier begyndte meningsdannere hurtigt at spekulerede på, om Zambia reelt var truet af kupmagere. Oppositionspolitikere krævede prompte, at præsidenten undskyldte for sin bizarre bemærkning, eller i det mindste satte navn på de mennesker, der i så fald truede med at kuppe sig til magten.
Men det har Hakainde Hichilema i skrivende stund stadig til gode at svare på.
Militærkup er legitime revolutioner
Præsidentens paranoia for militærkup er sandsynligvis inspireret af politiske strømninger andre steder i Afrika.
Forud for det netop overståede præsidentvalg i nabolandet Zimbabwe udpegede præsident Hichilema – i kraft af sit formandsskab for Southern African Development Community (SADC) – landsmanden Nevers Mumba til leder af kommissionens observationsgruppe.
Udpegelsen af Mumba faldt på ingen måde i god jord hos Zimbabwes mangeårige regeringsparti, ZANU-PF, da det er en offentlig hemmelighed, at Mumba – ligesom Hichilema selv – er tæt allieret med Zimbabwes oppositionsleder, Nelson Chamisa.
Efter offentliggørelsen af SADC’s valgrapport – der ligesom andre eksterne observationsgrupper pegede på store uregelmæssigheder i valgprocessen – anklagede ZANU-PF Hichilema og SADC for at finansiere Chamisas valgkampagne og undergrave regeringspartiet. De anklagede Zambias præsident for at bruge sin formandsperiode til at fremme en vestlig dagsorden og skade Zimbabwes suverænitet.
Selvom kritikken fra Zimbabwes regeringsparti – der sjældent misser chancen for at anklage sine modstandere for neokolonialisme – var noget nær forventelig, ramte den alligevel et ømt punkt hos Zambias præsident.
Også hjemme i Zambia har han nemlig måttet lægge øre til beskyldninger om, at han er en vestlig marionetdukke. Ifølge hans kritikere har Hichilema favoriseret vestlige partnere i store energi- og minekontrakter, hvorfor han også ofte bliver fotograferet storsmilende i selskab med vestlige diplomater.
De nylige militærkup i Niger og Gabon har blot gjort prædikatet som “vestlig marionetdukke” endnu mere ømtåleligt for præsident Hichilema. De anti-vestlige bevægelser, som titter frem mange steder på det afrikanske kontinent, ser nemlig de seneste militærkup som folkelige revolutioner, der afskaffer illegitime regimer og styreformer, som Vesten har installeret i afrikanske lande – og hvoraf de fleste stadig har til gode at løfte deres befolkninger ud af fattigdom. For dem er kuppene legitime oprør, ikke ulovlige magtudøvelser.
Og derfor er Hakainde Hichilema bange for, at et militærkup også kan ramme Zambia.
En nervøs præsident
Det startede ellers lovende for Hichilema, da han efter fem tabte præsidentvalg i 2006, 2008, 2011, 2015 og 2016 endelig kunne rykke ind i Zambias præsidentielle residens i januar 2022.
Han overtog embedet fra Edgar Lungu, som mod slutningen af sin regeringstid havde sat Zambias demokratiske grundprincipper alvorligt over styr. Lungu havde bl.a. indført begrænsninger på pressefriheden og gjort det sværere for oppositionen at føre valgkamp, ligesom hans partis fodsoldater i nogle områder fik frit spil og blev mere magtfulde end de lokale politistyrker. I 2020 fik det forskningsinstituttet V-DEM til at placere Zambia på listen over de ti lande, hvor demokratiet var under hårdest pres.
Læs også: De politiske spændinger har aldrig været større i Zambia
Under sit ikoniske slogan #BallyWillFixIt lovede Hakainde Hichilema nye boller på suppen. Efter valgsejren indfriede han da også straks sit valgløfte om gratis grundskole til alle, ligesom han hurtigt afskaffede en omstridt lov, der forbød æreskrænkelse af præsidenten –og hyppigt blev brugt til politisk undertrykkelse.
Også Hichilemas økonomiske politik fik rosende ord med på vejen, særligt hans indsats for at tøjle Zambias enorme gæld til udlandet. Den foreløbige kulimnation kom i juni, da præsidenten efter lange forhandlinger med Den Internationale Valutafond, IMF, og landets kreditorer offentliggjorde en omfattende omstrukturering af landets gældsposter, som ifølge eksperter kan blive et vigtigt skridt på vejen mod en bæredygtig plan for landets økonomiske genrejsning.
Men her ophører præsidentens succeshistorier også.
Zambias økonomi hænger nemlig stadig i laser, og landets valuta, kwatchaen, har indtil for nyligt været i frit fald. Priserne på benzin og majsmel er mere end fordoblet siden Hichilemas valgsejr i august 2021, og mens zambiernes leveomkostninger stiger, daler præsidentens popularitet.
Til gengæld ser Hichilemas politiske paranoia ud til at vokse. Da formanden for Zambias Socialistparti, Fred M’membe, på sociale medier gisnede om, hvorvidt militærkuppene i Niger og Gabon ville inspirere kupmagere i Zambia, blev han øjeblikkeligt anholdt. Det var tredje gang i år, at M’Membe blev anholdt – denne gang for injurier, at opildne til vold og ulovlig affyring af skydevåben.
M’Membe er ifølge kritikere langt fra den eneste oppositionspolitiker, der er blevet anholdt på politisk motiveret grundlag. I august blev den tidligere præsident Edgar Lungus kone anholdt og varetægtsfængslet for biltyveri, og det var først, da ekspræsident Lungu personligt troppede op på politistationen, at hustruen blev løsladt.
Hichilema ser ud til at føle sig særligt truet af sin forgængers skygge. I forrige uge mødte politiet talstærkt og kampklædt op til en fredelig gudstjeneste, hvor Edgar Lungu var inviteret som æresgæst. Lungu blev nægtet adgang til kirken, og præsten, der havde inviteret den tidligere præsident, blev anholdt.
Zambias intolerance stikker dybt
Med undertrykkelse af oppositionen, obstruktion af uafhængige journalister og en stigende politisering af politivæsnet ser det ud til, at Hichilema er i fuld gang med at begå de samme fejltrin som sin forgænger.
Men ifølge Kamufisa Manchishi, lektor i journalistik og politisk kommunikation på Mulungushi University, er Zambias demokratiske problemer langt større end Lungu, Hichilema eller nogen anden præsident:
“Vores problemer stammer fra systemet og ikke én præsident. Se bare på vores forfatning, hvor der har været meget få ændringer siden vores selvstændighed i 1964. De få forfatningsændringer, der har været, har blot tildelt præsidenten mere magt og folket mindre.“
Manchishi mener, det er afgørende, at Zambia gennemfører en række lovreformer, hvis landet skal opretholde sit ry som demokratisk foregangsland i regionen. Lektoren peger på den omdiskuterede ’Public Order Act’, der af politiet bruges til at forhindre oftest fredelige demonstrationer, der går imod tidens politiske og ideologiske vinde. Loven blev indført i 1953 og er arvegods fra uafhængighedskampen, hvor britiske kolonister ikke ønskede lokalbefolkningens frihedskamp i gadebilledet. I dag bliver den ifølge Manchishi anvendt på samme måde og “krænker ytrings- og forsamlingsfriheden”.
På chibemba er ‘umulwani’ ordet for ‘opposition’. Direkte oversat betyder det ’djævlen’.
Kamufisa Manchishi, lektor i journalistik og politisk kommunikation
Men Zambias problemer er ikke blot af juridisk karakter, vurderer Kamufisa Manchishi. Han mener, der er en mere grunlæggende kultur af politisk intolerance, som stammer helt tilbage fra Zambias første præsident, Kenneth Kaunda.
Fra 1964-1991 regerede Kaunda landet som en et-parti-stat, hvor befolkningens loyalitet konstant skulle kontrolleres. Menige partimedlemmer blandede sig i stort set alle samfundsanliggender, hvilket i nogle tilfælde gav dem mere magt end politiet.
Arven fra Kaunda ligger som en tung dyne over Zambias politiske landskab, pointerer Kamufisa Manchishi, men intolerancens rødder stikker måske endnu dybere:
“Kig bare på vores sprog. I ingen af Zambias 72 sprog findes der ord for hverken ’opposition’ eller ’checks and balances’. Det eneste, der findes, er synonymer, og de er ret vage og voldelige. På chibemba (sproget hos Zambias største etniske gruppe, red.) er ‘umulwani’ ordet for ‘opposition’. Direkte oversat betyder det ’djævlen’.”