To årtier efter Robert Mugabes kontroversielle jordreformer fordrev tusindvis af hvide landmænd fra deres farme i Zimbabwe, er landets regering kommet med en overraskende udmelding. Nu kan de udenlandske farmere søge om at få deres land tilbage.
Ifølge regeringen er der tale om 37 farmere fra lande som Storbritannien, Tyskland og Danmark. Antallet er farmere er måske lavt, men signalværdien er stor, og Zimbabwes regering håber, at initiativet bliver bemærket i EU og Washington.
Derudover har regeringen annonceret en kompensationspakke på 3,5 milliarder dollars til deling mellem de cirka 3.500 hvide zimbabwiske farmere, der blev fordrevet fra deres landbrug. Pengene vil regeringen skaffe ved at udstede langsigtede obligationer på det internationale finansmarked, skriver BBC.
Regeringen understreger dog, at Mugabes jordreformer ikke kan tilbagerulles. Derfor kan de lokale farmere ikke få deres land igen, men kan altså søge kompensation svarende til de forbedringer, de har lavet, i form af eksempelvis bygninger og vandingsanlæg.
“Vi kompenserer dem for deres sved,” har en højtstående politiker fra regeringspartiet ZANU-PF udtalt ifølge Face2faceAfrica.
Sælger ud af frihedskampen
Zimbabwes præsident, Emmerson Mnangagwa, kalder aftalen ‘historisk’, og formanden for landets – hovedsageligt hvide – Commercial Farmers Union siger, at der er tale om “et mirakel”.
Ikke alle i Zimbabwe deler begejstringen.
Beslutningen om at returnere land møder især stor modstand blandt den million zimbabwere, der i dag bor på farmene og nu risikerer at blive forflyttet. Mange af disse er krigsveteraner, som bekæmpede det hvide mindretalsstyre i 1970’ernes uafhængighedskrig. Veteranerne truer nu med at lægge sag an mod regeringen.
“[Aftalen] er dybt diskriminerende, degraderende og svarer til at sælge ud af frihedskampen,” har deres advokater skrevet i et brev til præsident Mnangagwa.
Robert Mugabe iværksatte de kontroversielle jordreformer i 2000, på et tidspunkt hvor hans to årtier lange styre var truet af oppositionspartiet MDC. Han gav militæret og krigsveteranerne carte blanche til at invadere de hvide farme og argumenterede for, at det var et opgør med den ulige fordeling af land, der var et levn fra den koloniale æra; 4.500 hvide farmere sad på langt størstedelen af den bedste jord.
Hovedparten af de hvide farmere blev forvist – ofte voldeligt – fra deres farme, som blev overtaget af krigsveteranerne samt ministre, embedsmænd og personer med gode politiske forbindelser.
I dag er antallet af farme ejet af hvide zimbabwere reduceret til godt 200.
Fra brødkurv til tiggerskål
Før jordreformerne var landbruget Zimbabwes største arbejdsgiver og primære kilde til udenlandsk valuta. I kølvandet på overtagelserne af farmene styrtdykkede landbrugsproduktion, og økonomien kollapsede. Landet gik fra at være ‘Afrikas brødkurv’ til at opleve fødevaremangel, enorm arbejdsløshed på op til 90 procent og hyperinflation. Et af Afrikas rigeste lande var nu blandt de fattigste.
På trods af kollapset fremhæver tilhængere af jordreformerne, at de har forbedret vilkårene for Zimbabwes sorte befolkning, der ikke tidligere havde adgang til jord. Kritikerne ser derimod omfordelingen som et snæversynet politisk projekt, der har resulteret i landets deroute, og som kun eliten skummede fløden af.
Andre – heriblandt regeringen – skyder skylden på de økonomiske sanktioner, som Vesten indførte mod Zimbabwe tilbage i 2002 og stadig opretholder på grund af manglende reformer for at fremme demokrati og sikre menneskerettigheder og pressefrihed, skriver BBC.
En knust ming-vase
Siden han kom til magten, har præsident Emmerson Mnangagwa forsøgt at dirigere Zimbabwe væk fra Robert Mugabes sorte nationalisme. Han satser på, at den økonomiske kompensation og tilbageleveringen af farme vil forbedre landets relationer til USA og EU og ultimativt, at Vesten ophæver sanktionerne, der årligt koster Zimbabwe flere hundrede millioner dollars.
Det har lange udsigter, vurderer Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier, Københavns Universitet:
“Vesten er ikke klar. Man kan sige, at ming-vasen er gået i så mange stykker, at den ikke kan limes – og i hvert fald er det ikke Mnangagwa, der kan klinke den. Der hersker simpelthen for stor mistro til, at Mnangagwa og ZANU-PF kan levere.”
Jensen peger på, at selvom donorsamfundet måske øjnede muligheder, da Robert Mugabe i 2017 blev afsat efter 37 år på posten, forsvandt al tillid til Mnangagwa under præsidentvalget i 2018, hvor den udbredte holdning er, at der var valgsvindel, og hvor Mnangagwa satte styrker ind, der tævede oppositionen og dræbte demonstranter.
Ikke en vigtig aktør
“Der er ingen tvivl om, at regeringen gør det her, fordi den er helt enormt presset – økonomisk er landet under gulvbrædderne. Præsidenten spiller højt spil, men spørgsmålet er, om han reelt har et alternativ,” siger Stig Jensen til Globalnyt.
Landet står over for endnu en total bankerot, og Jensens vurdering er, at landets elite er villige til at gøre alt for at få adgang til globaliseringen og det globale Nord. Samtidig er Mnangagwas udmelding en våd klud i hovedet på en række af Zimbabwes nabolande, hvor den sorte befolkning stadig kæmper for jordrettigheder.
For mange afrikanere havde Mugabes jordreformer en enorm signalværdi, fordi de gjorde op med en skæv kolonial arv og hvide privilegier – det her ses som et knæfald.
“Regeringen er så meget på røven, at den vil gøre alt – inklusiv at sælge ud. Det er et klar signal til bistandsdonorerne – til Vesten – om at genoptage bistand og lave investeringer i landet,” siger Stig Jensen.
Her er Brexit en klar fordel for Zimbabwe, da briterne har været den primære drivkraft bag sanktionerne, og EU vil være mere positivt stemt post-Brexit. Til gengæld vil Frankrig så få mere indflydelse, hvilket vil rykke yderligere opmærksomhed – og yderligere kroner – til Sahel.
“Donorsamfundet ved, at der er stort potentiale i Zimbabwe, der har en veludbygget infrastruktur og diversificeret produktionsstruktur, men Zimbabwe er bare ikke en vigtig aktør,” slutter Stig Jensen.
