Sent i går aftes annoncerede Jacob Zuma fyringen af Gordhan og en række andre ministre. Beslutningen har været frygtet hele den forgange uge, efter Gordhan sidste søndag i utide blev kaldt hjem fra Storbritannien, hvor han var på besøg med en sydafrikansk handelsdelegation. Store dele af Zumas bagland i Trepartsalliancen mellem ANC, fagforeningsforbundet Congress of South African Trade Unions og South African Communist Party (SACP) har offentligt advaret mod fyring.
Fyringen af Gordhan, der bliver set som en habil og kompetent minister, som har modvirket Zumas korruption, ses som endnu en bekræftelse af det ’upassende forhold’ mellem Zuma og Gupta familien, som Public Protector Thuli Madonsela har dokumenteret i den såkaldte ”State Capture” report fra 2016.
Hertil lægges, at Zuma har offentliggjort en sikkerhedsrapport med navnet ”Operation Checkmate” med anklager mod Gordhan for konspiration med internationale banker mod Zuma. Rapporten bliver set som fabrikeret. Ved begravelsen af frihedshelten Ahmed Kathrada i tirsdags blev Zuma åbent kritiseret af ANC ledelsen og indflydelsesrige personligheder til stor opbakning fra offentligheden.
Kortslutning af politiske partnere
Generalsekretær Gwede Mantash fra ANC, det parti som Zuma leder og som har udpeget ham til posten som Præsident, siger her til morgen: ”Vi modtog en liste som allerede var færdiggjort.
Vi blev informeret men ikke hørt. Denne liste var forberedt andetsteds”. Med afmålt og forsigtig kritik i en bevidsthed om, at udvikling kan blive meget destabiliserende, tilføjede Mantash at ”denne proces gør mig meget utilpas”.
Ligeledes siger COSATU generalsekretær Bheki Ntshalintshali, at han er ”meget bekymret for fremtiden for vores bevægelse. Vores overbevisning er, at det er bevægelsen der udpeger ministre fra iblandt sine medlemmer. Traditionen er, at vi altid bliver hørt”.
”Overlevering af statskassen”
Mere håndfast er kritikken fra det venstreorienteret udbryderparti EFF (Economic Freedom Fighters) hvis talsperson Museni Ndlosi siger ”Vi afviser fyringen som en overlevering af statskassen til Gupta familien. Zuma er Gupta familiens dukke og Sydafrika er nu i Guptafamiliens hænder. Vi kan ikke længere tro på, at ANC har folkets interesse”
Talsperson fra den uafhængig NGO Corruption Watch David Lewis siger
”Det er klart et forsøg på at indtage finansministeriet med henblik på at godkende Gupta familiens ansøgning om at købe Habib Overseas Bank. Jeg tror den næste institution som de vil gå efter er Centralbanken. Det er ufattelig skadende for Sydafrika.”
”Folkets mand” og frygt for konflikt
Flere mulige scenarier tegner sig umiddelbart i en meget flydende situation:
*Det liberale parti Democratic Alliance, der havde et rigtig godt valg ved lokalvalgene I 2016, og en række mindre politiske partier opfordrer kritiske ANC folketingsmedlemmer til sammen af stille et mistillidsvotum. Givet, at der kun kræves almindeligt flertal herfor, er det ikke urealistisk, dog kræver det, at ANC folketingsmedlemmer får ledelsens opbakning til at gå imod Zuma.
*Mere urealistisk er EFF kravet om en rigsretssag, der kræver et flertal på to tredjedele, som umiddelbart synes svært med den nuværende parlamentariske situation, hvor ANC dominerer, og hvor Zuma stadig her en del støtte.
*Forfatningsdomstolen kan under gårsdagens initiativ fra EFF genoptage en tidligere korruptionssag mod Zuma, hvor Zuma blev dømt for at have tilsidesat sin forfatningsmæssige forpligtelser og at have løjet for parlamentet. Der har ikke indtil videre været konsekvenser for Zuma.
*Et internt opgør i ANC mellem Zuma og hans kritikere. Selvom den interne kritik af Zuma har været direkte og voldsom, er det uvist præcis hvad magtbalancen mellem Zumas støtter, den såkaldte ”Premier League” og de øvrige fløje er.
Konsekvenserne af en opsplitning af ANC og Trepartsalliancen under konflikt er ikke til at gennemskue for aktørerne, hvilket blandt andet gør, at kritisk ANC ledere her til morgen rummer en vis forsigtighed.
På den ene side, må ANC topfolk, der i meget kraftige vendinger har kritiseret Zuma i den forgange uge, handle, for at undgå at tabe ansigt og blive set som reelt magtesløse overfor Zuma.
Men, trods den offentlige kritik af Zuma, har Zuma været dygtig til at sikre sit bagland og til at skildre sig selv som repræsentanten for de fattige overfor den relativt snævre sorte sydafrikanske elite, der er begunstigede i perioden efter apartheids ophør.
Her ses den sydafrikanske udgave af det populistiske brud mellem folket og eliten, der også ses i andre globale sammenhæng, med Zuma som ”folkets mand”.
