2020 var kun få dage gammelt, da et amerikansk droneangreb i Mellemøsten gav genlyd over hele verden og skabte ny frygt for, at en alvorlig konflikt eller ligefrem en krig vil tegne den spæde start på det nye årti.
USA’s præsident, Donald Trump, havde personligt givet ordre til angrebet, der fredag dræbte den øverste iranske militærkommandant, generalløjtnant Qassem Soleimani – en mulighed, som hans to umiddelbare forgængere, Barack Obama og George W. Bush, begge havde afstået fra af frygt for, at konsekvenserne ville blive for uoverskuelige, skriver tænketanken International Crisis Group.
Soleimani var leder af den iranske revolutionsgardes Quds-elitestyrker og stod bag opbyggelsen af et omfattende netværk af Iran-loyale militser i store dele af regionen – lige fra Hizbollah i Libanon til flere magtfulde væbnede grupperinger i Irak og Syrien.
Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har varslet en alvorlig hævn mod USA for drabet på Soleimani. Trump har svaret igen med at tweete, at USA har en liste klar med 52 mål af stor betydning for Iran, som vil blive ramt, hvis der kommer et iransk gengældelsesangreb.
Den blandt shiamuslimer magtfulde og populære militærleder stod opført på Time Magazines liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer i 2017, hvor han blev beskrevet som ”James Bond, Erwin Rommel og Lady Gaga i samme person” – og drabet på ham har vakt betydelig vrede i både Iran og blandt hans støtter i nabolandene. Vreden blev understreget ved weekendens store demonstrationer, hvor amerikanske flag blev brændt af i gaderne, mens adskillige hundredtusinder af iranere mandag gik i begravelsesoptog gennem den iranske hovedstad, Teheran.
De fleste iagttagere er enige om, at drabet vil udløse et svar fra Iran – spørgsmålet er i hvilken form og hvornår.
Syrien er mikrokosmos af tendenser i verden
Selv om dronedrabet på Soleimani er en ildevarslende begyndelse på 2020, er det ikke kommet med på den liste over 10 konflikter at holde øje med i 2020, som tænketanken International Crisis Group (ICG) traditionen tro udsendte ved årsskiftet. Listen blev udsendt få dage inden drabet.
Men situationen omkring Den Persiske Golf har længe været spændt, og derfor er hele denne stadig mere komplekse konflikt også en af de mange, der kommer til at få betydning for 2020 – nu alvorligt optrappet.
ICG’s direktør, Robert Malley, understreger i sin analyse af, hvilke konflikter der kommer til at tegne det kommende år, at USA’s uforudsigelighed sætter sit tydelige præg på den globale orden. Hverken venner eller fjender ved længere, hvor USA står. Det får regionale magthavere til at søge deres egne løsninger, både gennem konflikt og diplomati, og det giver lande som Kina og Rusland nye roller.
Det afspejler sig også i flere af de konflikter, der fortsat vil præge verden i 2020.
Halvdelen af konflikterne på listen er gengangere fra sidste års liste, mens den anden halvdel er nye.
Selv om den syriske præsident Bashar al-Assads styrker med hjælp fra Rusland fortsætter den voldsomme offensiv i det nordvestlige Syrien, er Syrien er et af de lande, der ikke længere er at finde på dette års oversigterne fra hverken International Crisis Group eller nyhedssitet The New Humanitarian. Konflikten er ellers alvorlig nok og går til foråret ind i sit tiende år.
Robert Malley skriver, at Syrien ellers er et mikrokosmos af tendenser, man ser generelt i verden: et USA, man ikke kan forudsige, og som lover for meget og leverer for lidt – eksemplificeret i Trumps forræderi mod de kurdiske allierede. Et Rusland, der står bag sin brutale allierede, Bashar al-Assad, mens Tyrkiet forsøger at profitere af det kaos, der er skabt med den amerikanske tilbagetrækning.
Langt fra alle verdens konflikter er hverken mærket eller styret af Trumps udenrigspolitik – men mange mærker effekterne af, at magtforholdet mellem stormagter eller indflydelsen fra (regionale) stormagter ændrer sig.
Men tilbage til listen over de konflikter, vi skal holde et øje med i 2020:
Afghanistan
Årtier med krig har præget Afghanistan. Det er den igangværende konflikt i verden, der koster flest menneskeliv – flere end i Syrien. I de seneste to år har militante grupper med Taliban og Islamisk Stat optrappet de voldelige angreb over store dele af landet.
Forhandlere fra USA var tæt på at indgå en fredsaftale, der indebar, at Taliban skulle bryde med al-Qaeda, undgå at Afghanistan blev brugt som et sted, hvorfra der blev planlagt angreb mod udlandet, og indgå forhandlinger med Afghanistans regering. Til gengæld skulle USA trække soldater ud af Afghanistan.
Men hele aftalen faldt til jorden, da USA’s præsident Trump annullerede forhandlingerne efter et Taliban-angreb, der kosted en amerikansk soldat livet.
Hvis det kan lykkes at genoplive aftalen, vil det være begyndelsen på en lang vej mod forsoning for afghanerne, hvilket er forudsætningen for fred, skriver International Crisis Group. Men det udgør det eneste håb for at dæmpe den blodige krig.
Og så har der været præsidentvalg i landet. Det endelige resultat af dette ventes engang i januar, men kan blive udskudt. Den siddende præsident, Ashraf Ghani, har erklæret sig som sejrherre, efter at de foreløbige resultater har vist, at han har fået lige netop over 50 procent af stemmerne, som er krævet for at undgå endnu en valgrunde. Hans udfordrer, Abdullah Abdullah, har ikke godtaget dette resultat og vil muligvis klage over det endelige resultat, så det er formentlig også noget, der vil præge de kommende måneder.
Yemen
Allerede inden krigen udviklede sig i Yemen, var landet den arabiske verdens fattigste. I dag lever en stor del af befolkningen uden tilstrækkeligt med mad og adgang til lægehjælp og andre nødvendigheder. FN siger ifølge nyhedssitet The New Humanitarian, at 80 procent af Yemens befolkning, svarende til 24 millioner mennesker, har brug for humanitær hjælp i 2020.
En international indsats i 2018, der resulterede i en skrøbelig våbenhvile og muligheden for at levere nødhjælp, forhindrede, at Yemen røg ud i en decideret hungersnød og at verdens værste humanitære katastrofe udviklede sig endnu mere katastrofalt.
I 2020 er der en sjælden chance for at neddæmpe konflikten, skriver ICG i sin analyse. Et angreb mod et saudiarabisk olieanlæg i september førte i sidste ende til forhandlinger mellem houthi-oprørerne og Saudi-Arabien, som i de seneste år har ledet en alliance, der har bombet houthierne fra luften. Hvis det kan føre til, at der i 2020 kan komme en FN-ledet fredsproces i gang, kan det give i hvert fald et lille håb om en afslutning på den langvarige konflikt i 2020, mener ICG.
Over 100.000 mennesker har mistet livet i krigen i Yemen.
Etiopien
Den etiopiske præsident, Abiy Ahmed, var ikke et kendt navn blandt mange udenfor Østafrika, da han i efteråret blev hædret med dette års Nobels fredspris – en pris, han modtog efter kun omkring halvandet år på posten.
I løbet af det halvandet år har han løsladt politiske fanger, udpeget reformpolitikere til ministerierne og gennemført en lang række tiltag, der kulminerede i en fredspagt med nabolandet Eritrea.
Eritrea og Etiopien har i 20 år levet i et fjendtligt naboskab, hvor en fejlslagen fredsproces har resulteret i mere end 80.000 dræbte i grænselandet mellem de to nationer.
Men enorme udfordringer venter forude for Etiopien, skriver International Crisis Group. De store folkelige protester i perioden 2015 til 2018, der bragte Abiy Ahmed til magten, udsprang først og fremmest af politiske og økonomiske trængsler. Men de havde også etniske undertoner. Og disse etniske stridigheder er igen kommet op til overfladen. De har kostet hundredvis af mennesker livet, sendt millioner på flugt og ført til fjendtligheder mellem ledere i regionerne. Det valg, der efter planen skal holdes i maj 2020, kan blive voldeligt og splittende. Om valget overhovedet finder sted, afhænger af, om der kommer styr på situationen med de omkring 2,4 millioner internt fordrevne i landet, lød meldingen fra Etiopiens valgkomite i juni.
I Etiopien er der blandt befolkningen undren over, at landets premierminister er blevet hædret med Nobels fredspris.
Sahel
Sahel-regionen har allerede oplevet et ganske forfærdeligt 2019 – men 2020 ser blot ud til at blive værre, skriver The New Humanitarian.
Militante grupper hærger i Sahel-regionen, hvor antallet af angreb fra de yderliggående grupper er steget fra omkring 180 i 2017 til 800 i de første 10 måneder af 2019.
Urolighederne har forlængst bredt sig til Burkina Faso, hvor over en halv million mennesker nu er sendt på flugt fra deres hjem. Det svarer til én ud af 40 af landets i alt 20 millioner indbyggere og er en markant stigning i forhold til for et år siden, hvor antallet af fordrevne var cirka 80.000.
I Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, er der ofte store demonstrationer og strejker over arbejdsforhold eller regeringens manglende evne til at sætte ind imod de voldelige jihadistgrupper. Disse forstyrrelser er med til at besværliggøre en effektiv indsats, skriver International Crisis Group.
I Vestafrika er der stigende bekymring for, at det tidligere så fredelige Burkina Faso vil blive jihadisternes udgangspunkt for at brede sig til andre lande som Ghana og Elfenbenskysten og videre ud mod Guineabugten,
Foruden den halve million fordrevne i Burkina Faso er et tilsvarende antal på flugt i de to nabolande Mali og Niger.
2,4 millioner mennesker har akut brug for fødevarehjælp, lyder vurderingen fra FN.
Libyen
I weekenden kom nyheden om, at Tyrkiet nu er ved at sende de første soldater til Libyen, hvor landets internationale regering ifølge den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har bedt om hjælp til at modstå en offensiv fra general Khalifa Haftars styrker.
Haftar er leder af en regering i det østlige Libyen, der kæmper om magten med den internationalt anerkendte regering i hovedstaden, Tripoli.
Siden Muammar Gaddafis fald og drabet på ham i 2011 har adskillige militser kæmpet om indflydelse i det olierige land. Men i nogle år har det været kampe mellem militser og sammenstød mellem klaner.
Siden april er situationen i det nordafrikanske land imidlertid blevet betydeligt mere alvorlig. Her belejrede Haftars styrker hovedstaden og skubbede Libyen længere i retning af en decideret krig.
Egypten, Rusland og De Forenede Arabiske Emirater støtter Haftar – der hævder at han bekæmper islamister – mens Tyrkiet og Qatar bakker op om den vestligt støttede regering i Tripoli.
Kombinationen af tyrkiske soldater, droner fra Emiraterne, såkaldte private sikkerhedsansatte fra Rusland og afrikanske soldater, der er rekrutteret af general Haftar, øger for alvor faren for en stedfortræderkrig i Libyen, der også kommer til at handle om kontrol med Middelhavsområdet.
Der er desværre ikke meget der tyder på, at de lande, der forsyner parterne med militært udstyr og sender soldater til området, i stedet vil lægge pres på Tripoli og general Haftar for at forhandle sig frem til en fredelig løsning, skriver ICG.
Venezuela
For et år siden udråbte oppositionsleder Juan Guaidó sig selv til præsident i stedet for Nicolás Maduro – et skridt, som førte til, at blandt andet Danmark anerkendte den unge parlamentsformand som landets retmæssige leder.
Men presset fra oppositionen, de hundredtusinder af demonstranter i gaderne og de mere end 50 lande, der har anerkendt Guaidó som Venezuelas leder, har ikke fået Maduro til at ryste på hånden. De to regeringer eksisterede begge gennem hele 2019, og den langvarige strid endte ikke med nogen løsning. Det er der heller ikke udsigt til i 2020. Maduro er stadig ved magten, noget som han demonstrerede ved parlamentets åbning efter nytår, hvor styret forsøgte at udelukke Guaidó og vælge sin egen parlamentsformand.
Han har de væbnede styrkers loyalitet, noget som Guaidó ellers forsøgte at ændre på, da han i april opfordrede militæret til at vende ryggen til Maduro.
Den massive økonomiske og politiske krise, som Venezuela nu er kastet ud i, har fået 4,5 millioner mennesker til at forlade landet. FN vurderer, at syv millioner mennesker i Venezuela har brug for humanitær hjælp. Mange af dem bor i grænseområder, hvor væbnede grupper patruljerer, heriblandt colombianske guerillagrupper, skriver ICG.
Striden mellem oppositionen og Maduros socialistparti har haft en effekt i den øvrige region, hvor den forårsager splittelse mellem de lande, der støtter Maduro, og de lande, der ikke gør.
Vejen ud af konflikten kan være at overbevise Maduro om at holde internationalt monitorerede valg, både til parlamentet og til sin egen præsidentpost. Til gengæld skal oppositionen droppe kravet om Maduros omgående afgang, og USA skal slække på de skrappe sanktioner mod landet, skriver ICG.
Den Demokratiske Republik Congo
Det næstværste udbrud af ebola nogensinde rasede i DR Congo i 2019 og bragte landet på forsiderne af mange af de medier, der ellers ikke beskæftiger sig meget med en af verdens længstvarende humanitære kriser.
Mens sundhedsarbejdere i 2019 – og fortsat i 2020 – kæmper en brav kamp mod både ebola-smitten og de utallige angreb, de bliver udsat for, raser voldelige uroligheder sideløbende med den dødelige sygdom. Militsernes kamp i dele af landet er med til at bremse indsatsen mod ebola.
Vrede indbyggere demonstrerer i gaderne, fordi de mener, at hverken politi, militær eller FN’s MONUSCO-mission gør tilstrækkeligt for at sikre de civile mod militsernes angreb. Samtidig lyder der i stigende grad opfordringer til MONUSCO om helt at forlade landet.
I provinsen Ituri i den nordlige del af DR Congo er omkring 300.000 mennesker blevet fordrevet på grund af en konflikt, og i South Kivu-provinsen er flere hundredtusinder andre sendt på flugt fra deres hjem, skriver The New Humanitarian.
En mæslingeepidemi fik kun en lille brøkdel af den opmærksomhed, ebola-krisen løb med, og samtidig døde knap 500 mennesker af kolera.
Kashmir
Konflikten om den omstridte Kashmir-region, som både Pakistan og Indien gør krav på, blussede op igen i 2019 og kan meget vel fortsætte med at gøre det i 2020.
I februar gennemførte militante i Kashmir det blodigste selvmordsangreb i årevis, hvor 40 indiske soldater mistede livet.
Dermed sendt Indien kampfly ind og bombede en formodet træningslejr for militante i Pakistan, hvilket udløste et pakistansk modsvar og resulterede i de værste krænkelser af hinandens luftrum i 50 år.
I august satte Indiens regering så sindene i kog, da den ophævede en mangeårig lov, der sikrer den omstridte region særstatus og autonomi.
Loven havde indtil da forhindret indere – og i særlig grad hinduer – i at bosætte sig i delstaten Jammu og Kashmir, som den formelt hedder. Men nu bliver der åbnet op for, at det kan lade sig gøre. Det skal ses i sammenhæng med, at Indiens regeringsparti, Bharatiya Janata Party (BJP), i valgkampen op til parlamentsvalget i april-maj lovede, at Kashmir skulle integreres i Indien.
Fornyet uro, protester og modstand har fulgt i kølvandet på beslutningen. Indiens regering hævder, at alt er tilbage til det normale i Kashmir. Men de soldater, der blev indsat i august, er der stadig, og internettet er stadig lukket ned i et forsøg på at forhindre nye uroligheder.
Mere alvorligt er det, at den indiske beslutning har øget opbakningen til den langvarige kamp for løsrivelse. Nye angreb kan få situationen til at eskalere, og Indiens fremfærd i de seneste år har fremavlet en ny generation af oprørere, der kun vokser i antal i takt med, at Indien skærper undertrykkelsen.
Nordkorea
Det er et turbulent forhold, som USA’s præsident, Donald Trump, har haft til Nordkoreas øverste leder, Kim Jong-un.
Da Trump holdt sin første tale som amerikansk præsident ved FN’s generalforsamling i 2017, langede han ud efter den nordkoreanske ”Rocket Man” og advarede ham siden om, at han skulle passe på med at udveksle trusler om udslettelse med USA – for Trumps atomknap er større end hans.
Men så mødtes de to, og sød musik opstod tilsyneladende. ”Vi blev forelskede”, har Trump sagt om den nordkoreanske leder med den markante frisure og en gennemført umenneskelig behandling af sit eget folk på samvittigheden. Siden har Trump flere gange nævnt på sit foretrukne medie – Twitter – at han har modtaget et ”vidunderligt brev” fra Kim.
Men i løbet af 2019 er romancen kølnet. Trods tre møder mellem de to ledere – i Shanghai i 2018, i Hanoi i februar 2019 og et tredje møde, som Trump insisterede på, som fandt sted ved den demilitariserede zone på grænsen mellem Nord- og Sydkorea – er der ikke de store resultater at fremvise. Det seneste otte timer lange arbejdsmøde mellem repræsentanter for de to lande, der fandt sted i oktober, endte i ingenting.
I de seneste måneder har styret i Pyongyang så testet en række kortrækkende ballistiske missiler. I december gik Kim Jong-un tilsyneladende et skridt videre og testede noget, der menes at være en motor til enten et langtrækkende missil eller noget, der kan sende et rumfartøj op. Det skete fra et testanlæg, som Kim ifølge Trump havde lovet at pille ned.
Det er med andre ord ved at være tid til lidt parterapi. Begge sider bør tænke over, hvordan de kan give diplomatiet endnu en chance, inden de havner i en spiral af nordkoreanske provokationer og overvejelser fra Trumps side om at udforske militære muligheder med helt uoverskuelige konsekvenser, skriver ICG.
USA-Iran-Irak-Israel
Og til sidst igen en tur tilbage til det droneangreb, der i begyndelsen af det nye år sendte rystelser gennem vejen fra Bagdads lufthavn og videre ud i Irak, Iran, den øvrige region og resten af verden. For den konflkt har vi næppe hørt det sidste til i 2020.
Gennem hele 2019 er spændingerne mellem Iran og USA taget til.
”Det kommende år kan bringe forholdet mellem dem på kogepunktet,” skrev ICG-direktør Robert Malley i sin analyse … og det var som nævnt inden, at droneangrebet ved Bagdads lufthavn dræbte general Qassem Soleimani og otte andre.
Inden da var forholdet særdeles belastet af, at Trump havde besluttet at trække USA ud af den atomaftale, hans forgænger, Barack Obama, havde været med til at få på plads, og af, at Iran som reaktion havde besluttet at bryde de grænser, aftalen fastlagde for, hvor meget uran iranerne må berige og i hvor høj grad.
Sideløbende har der været en række hændelser i regionen i det forgangne år, herunder at den iranske revolutionsgarde har opbragt flere skibe, ligesom Iran er blevet beskyldt for at stå bag et angreb på et saudiarabisk olieanlæg i september – et angreb de iranskstøttede houthier i Yemen tog skyld for.
Også mellem Israel og Iran er spændingerne øget. Alt i alt giver det en væsentligt forhøjet risiko for konflikt i denne del af verden i 2020.
*****
Find hele analysen og læs mere om de enkelte konflikter hos International Crisis Group
Se også listen over de 10 konflikter at holde øje med i 2019