Tirsdag afleverede Benny Wenda 1,8 millioner underskrifter til FN’s fjerde komite -populært kendt som komiteen for afkolonisering. Underskrifterne kommer fra indbyggere i den indonesiske provins Vest-Papua, som kræver at regionen bliver selvstændig. Det rapporterer Radio New Zealand International (RNZI).
Vest-Papua består af de to vestligste halvøer på øen Ny Guinea eller Papua. Øen er delt midt igennem og den vestlige del tilhører Indonesien mens den østlige del er det selvstændige land Papua Ny Guinea.
Benny Wenda er eksilleder af uafhængighedsbevægelsen og har politisk asyl i Storbritannien. Ifølge frihedsbevægelsen udgør de 1,8 millioner underskrifter 70 procent af provinsens indbyggere.
Ifølge Jason MacLeod, der er adjunkt ved Center for freds- og konfliktstudier ved Sidneys universitet afspejler de mange underskrifter stemningen blandt provinsens indbyggere, skriver RNZI.
Han siger videre, at FN’s afkoloniseringskomite reelt har to muligheder: Enten at placere Vest-Papua på listen over koloniserede områder eller bede Indonesien om, at afholde en folkeafstemning.
Vest-Papua blev en del af Indonesien i 1969 efter kolonimagten Holland havde forladt området og det i realiteten havde været kontrolleret af Indonesien siden 1963.
I alle årene har en organisationen Free Papua Movement ført væbnet kamp for uafhængighed mens andre grupper har ført politiske kampagner.
Det indonesiske militær har slået hårdt ned på grupperne og ifølge Human Rights Watch er en halv million mennesker blevet dræbt i konflikten siden 1969. Ifølge organisationen er mange også blever tortureret og voldtaget.