Hvis Irans magthavere føler sig truet, er det ikke uden grund

Sven Johannesen

9. januar 2024

Læsetid: 4 min

I 2023 blev det iranske præstestyre udfordret af historisk massive protester, da den 22-årige Mahsa Amini omkom efter at have været i moralpolitiets varetægt.

Den unge kvindes død blev gnisten, der antændte årtiers opsparet frustration, og sendte hundredtusinder af iranere på gaden under kampråbet “Kvinde, Liv, Frihed.”

Tænketanken International Crisis Group nævnte i begyndelsen af 2023 Iran som et af de konfliktområder, som man særligt burde holde øje med i løbet af året. Landets religiøse styre har længe været underlagt internationale sanktioner, der skal hindre det i at bygge atomvåben. Samtidig vokser befolkningens utilfredshed med manglende økonomisk udvikling og politisk undertrykkelse. I den forbindelse kan betydningen af sidste års protester ikke overvurderes, mener Iran-ekspert og lektor på Københavns Universitet, Rasmus Elling.

“Der er tale om den allervigtigste begivenhed i iransk politisk kultur siden revolutionen i 1979,” siger han.

“Vi er vidne til et oprør, som er skelsættende, fordi kvinderettigheder nu er i fokus som det altoverskyggende krav i en folkelig protestbevægelse. Hvor kvinder tidligere har haft en mindre rolle, så er de nu en central aktør. Det er med til at udstille den islamiske republik som et undertrykkende regime, der ikke overholder menneske- og borgerrettigheder.”

Der har gennem årene været mange protester mod styret. Hvad gør det nuværende oprør særligt stærkt? 

“Det er, at det går lige til hjertet på problemet med undertrykkelsen i Iran. Et hyper-ideologisk politisk styre, der påstår at repræsentere guds vilje på jorden, bliver nu udfordret af en generation af unge iranere.”

Styret må væk

Hvis Irans magthavere føler sig truet, er det ikke uden grund. For mens tidligere protester ofte havde som mål at reformere det religiøse styre inden for systemets rammer, er den nye bevægelse langt mere radikal.

“De beder ikke om reformer, men kræver at hele systemet skal væltes. De er ikke bare imod dele af præstestyret. De er imod selve ideen om, at præster skal styre Iran. Derfor repræsenterer de et helt nyt kapitel i iransk historie,” siger Rasmus Elling. 

Selv blev han overrasket over protesternes pludselige opblussen.

“Det var svært at forudsige, for de kom frem på et tidspunkt, hvor man ellers troede, at styret havde den politiske opposition i et jerngreb.”

Oprøret er gået fra klassisk gadeprotestbevægelse til en ny fase med blandt andet aktivisme på sociale medier og civil ulydighed

Rasmus Elling

Foreløbig tyder intet dog på, at regimet er ved at kollapse. I løbet af 2023 har styret – efter i perioder at have tolereret protesterne – slået hårdt ned på dem. 

“Der har været en systematisk klapjagt på kvinderettighedsforkæmpere, journalister, forfattere, digtere, systemkritikere, studenteraktivister og skuespillere, der èn for èn er blevet forfulgt, chikaneret og fængslet. Nogle har fået heftige fængselsdomme, andre er blevet henrettet,” siger Rasmus Elling. 

Den hårde kurs viser, at styret tager protestbevægelsen meget seriøst.

“Magthaverne ser det som en trussel mod den islamiske republiks eksistens, at en stor del af de unge ikke kan identificere sig med styrets ideologi.”

På sin vis har den hårde kurs virket. Iranske byer lægger ikke længere gader til de samme massedemonstrationer som før. Men bevægelsen er langt fra død. 

“Oprøret er gået fra klassisk gadeprotestbevægelse til en ny fase med blandt andet aktivisme på sociale medier og civil ulydighed. Eksempelvis ved at kvinder går ned og handler uden at være tilsløret. Det sker tusindvis af gange hver dag, og det kan ikke holdes nede. De prøver konstant at skubbe grænserne over for de konservative dele af samfundet.”

Irans stedfortræderkrig

Mens Irans indenrigspolitiske udvikling blev præget af armlægningen mellem demonstranter og regime, så kom landet under yderligere internationalt pres, da Irans venner i den palæstinensiske Hamas-bevægelse angreb Israel. Spørgsmålet er, om Gaza-krigen også var en belejlig distraktionsmulighed for det iranske styre? 

“Både og. På den ene side er det dejligt at kunne henlede opmærksomheden på en ydre fjende. På den anden side er der stor utilfredshed blandt mange iranere med, at Irans investerer så mange ressourcer i grupper som Hamas og Hizbollah. Selvom en del af befolkningen sympatiserer med den palæstinensiske sag, så mener mange iranere, at styret hellere burde bruge pengene på at løse Irans egne økonomiske og sociale problemer.”

Uanset hvad befolkningen må mene, så bruger præstestyret sit venskab med Hamas til at positionere sig i den islamiske verden.

Vesten og Iran har ikke været i stand til at genoplive atomaftalen. Den er død.

Rasmus Elling

“Iran hævder igen og igen, at de er de eneste, der reelt støtter palæstinenserne, mens lande som Saudi Arabien og Emiraterne er nogle kujoner. Fra statens synspunkt har det været en gevinst, at de kan brande sig som bannerfører for den muslimske verden uden at betale en særlig stor pris. Det er ikke iranere, der bliver slået ihjel, men Irans styre kan stadig prale af at de kæmper mod Israel og Vesten,” siger Rasmus Elling. 

Spørgsmålet er, om det kan fortsætte. Israel og USA er begyndt at slå hårdt ned på Irans allierede i Syrien, Libanon, Yemen og Irak. 

Atomaftalen er død

Udfordringen for Iran er, om landet kan vedblive med at have en så tilbagetrukket rolle i en konflikt, der ser ud til at brede sig dag for dag. Krigens udvikling kommer også til at præge spørgsmålet om, hvorvidt Iran vil udvikle atomvåben, vurderer Rasmus Elling.  

“Hvis konflikten i Gaza breder sig, så den i endnu højere grad inddrager Irans stedfortrædere, så er der få ting, der holder Iran tilbage fra at begynde at berige deres uran til militær brug, så de får en atombombe til afskrækkelse ligesom Nordkorea. Jeg siger ikke, at det kommer til at ske. Men det er helt sikkert muligt, hvis det her eskalerer,” siger han.  

Hvad er status på Vestens forsøg på at forhindre Irans mulighed for at få atomvåben? 

“Ikke særlig gode. Vesten og Iran har ikke været i stand til at genoplive atomaftalen. Den er død. Iran har tidligere vist sig interesseret i at forhandle med Vesten mod at få lempet nogle af de sanktioner, der belaster landets økonomi. Men ingen vestlige regeringer har lyst til at give indrømmelser til præstestyret, mens de dræber kvinder i gaderne. Omvendt kan den igangværende regionale konflikt også betyde, at man på et tidspunkt bliver nødt til at forhandle med Iran for at få deeskaleret situationen.”