For mange jøder og israelere er 14. maj en glædens dag. Det var den dag i 1948, at Israels første premierminister, David Ben-Gurion, erklærede Israel for en stat.
Men for palæstinenserne, der boede på det stykke land ved Middelhavet, som den isralske stat nu skulle vokse op af, har dagen en noget anden betydning.
Over natten blev massevis af palæstinensere gjort statsløse. Og i årene omkring den skæbnesvangre dag i 1948 blev omkring 15.000 palæstinensere dræbt, mens over 700.000 flygtede fra deres hjem.
Den dag hedder i Palæstina Al Nakba, eller “katastrofen”. Og 15. maj hvert år går hundredtusindvis af palæstinensere på gaden i Palæstina og rundt omkring i verden for at huske sig selv og omverdenen på historien.
I dag bor flere millioner palæstinensere fortsat i flygtningelejre. Og Nakba er langt fra et overstået kapitel.
Det er hele palæstinensernes problem både politisk og kulturelt, der bliver opsummeret i et begreb. De lever i en katastrofe, der går tilbage til 1948
Sune Haugbølle, professor MSO, Roskilde Universitet
“Nakba er et begreb som palæstinenserne bruger til at beskrive konfliktens oprindelse i 1948, fordrivelsen, men ikke som noget der er sket dengang. Nakba sker stadigvæk, siger de. Det er hele palæstinensernes problem både politisk og kulturelt, der bliver opsummeret i et begreb. De lever i en katastrofe, der går tilbage til 1948,” forklarer Sune Haugbølle, der forsker i Mellemøsten på Roskilde Universitet.
Hvad er Nakba?
Nakba udspiller sig ikke bare over én dag, selvom den daværende formand for det palæstinensiske selvstyre, Yasser Arafat, i 1998 lancerede den som mærkedag i forsøget på at bygge en stat op omkring det palæstinensiske selvstyre.
Nakba er på mange måder i gang den dag i dag 75 år efter. Og den har sit udspring yderligere 30 år tilbage. Mindst.
Al Nakba hænger sammen med fremkomsten af den zionistiske bevægelse i slutningen af 1800-tallet, hvis erklærede mål var oprettelsen af en jødisk stat.
Palæstina hørte fra 1517 under Osmannerriget, men bliver i 1917 erobret af Storbritannien. Samme år underskriver den daværende britiske udenrigsminister den såkaldte Balfour-erklæring, hvor briterne forpligter sig til at støtte zionisternes plan om oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina.
531 massakrer
Allerede inden staten Israels oprettelse, udførte zionistiske millitsgrupper som Palmach, Stern-gruppen og Irgun en række angreb i palæstinensiske landsbyer.
En af de mest kendte massakrer, som også anerkendes af mange israelske historikere og det israelske samfund bredt set, fandt sted i landsbyen Deir Yassin. Den 9. april 1948 angreb Irgun-gruppen den lille landsby uden for Jerusalem, hvor 100 palæstinensere mistede livet, herunder kvinder, børn og ældre. The Jewish Agency, overrabbinerne og lederne af den paramilitære organisation Haganah fordømte alle massakren efterfølgende.
Palæstinenserne hævder, at der i årenes løb i alt er blev udført massakrer på 531 landsbyer rundt omkring i landet. Et faktum mange israelere benægter. De mener i stedet, at landsbyernes borgere i stort omfang overgav sig frivilligt.
“Nogle af dem er meget veldokumenterede. Men det store spørgsmål er også, hvorvidt der var en plan for at fordrive folk og at etnisk udrense områder. Og der har en række israelske historikere vist, at der forelå en slags plan i den retning, og at nogen af de militære ledere mente, at det var nødvendigt,” fortæller Sune Haugbølle.
Delingsplanen ingen accepterede
Planen om at opdele Palæstina i en jødisk og en arabisk stat kom i kølvandet på Anden Verdenskrig og blev officielt foreslået af FN’s Generalforsamling i november 1947.
Jøder udgjorde dengang omkring en tredjedel af befolkningen i Palæstina, hvoraf de fleste var ankommet fra Europa et par år tidligere. De fik i FN’s delingsplan tildelt 55 procent af jorden.
Palæstinenserne og deres arabiske allierede afviste forslaget, men den zionistiske bevægelse accepterede den i vidt omfang.
De var dog utilfredse med de foreslåede grænser og i årene efter forsøgte de at erobre endnu mere af det historiske Palæstina. I begyndelsen af 1948 havde zionistiske styrker erobret hundredvis af landsbyer og byer og fordrevet tusindvis af palæstinensere, mens det britiske mandat stadig var gældende.
Israelerne vidste allerede dengang, at den 14. maj markerede et vigtig nedslag for den gryende konflikt. Det var den dag, briternes Palæstina-mandat udløb, og i månederne op til fremskyndede zionistiske styrker deres bestræbelser på at erobre palæstinensisk land.
I april 1948 erobrede zionisterne Haifa, en af de største palæstinensiske byer, og rettede efterfølgende øjnene mod Jaffa. Og på dagen, hvor briterne formelt trak deres styrker tilbage, proklamerede David Ben-Gurion altså oprettelsen af staten Israel.
Den palæstinensiske nøgle
Oprettelsen af staten Israel har udløst fem arabisk-israelske krige frem til 1973. Særligt i den første i 1948-49 lykkedes det Israel at erobre store områder. De mere end fordoblede det areal, som landet var blevet tildelt ved FN’s oprindelige delingsplan.
Nøglen er blevet et symbol på fordrivelsen, men også på, at fastholde retten til at vende tilbage.
Sune Haugbølle, professor MSO, Roskilde Universitet
I dag står de menneskelige konsekvenser af Nakba tilbage som verdens ældste flygtningekrise. De 700.000 palæstinensere, der blev drevet på flugt fra deres hjem i 1948 er blevet til næsten 6 millioner ifølge UNRWA, FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten. Af dem modtager 1,7 millioner nødhjælp, og størstedelen bor enten i Palæstina eller i nabolandene Jordan, Libanon og Syrien.
Mange af de oprindelige flygtninge har, overbevist om at de en dag ville vende hjem til deres hus, beholdt nøglen til deres hoveddør. Nøglen er nu blevet et symbol på Nakba, som palæstinenserne bærer på dagen for at mindes “katastrofen”, fortæller Sune Haugbølle.
“Det er blevet et symbol på fordrivelsen, men også på, at fastholde retten til at vende tilbage.”
Og palæstinenserne har på flere måder ret til at vende tilbage til deres. Det har de i henhold til FN’s resolution 194, og ifølge FN’s Menneskerettighedserklæring, artikel 13,som tilsiger, at “enhver har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget, og til at vende tilbage til sit eget land.”
Nakba markeres ikke blot i Palæstina og Israel. Den palæstinensiske diaspora over hele verden, særligt den arabisktalende del, har i høj grad taget traditionen til sig. Det er ifølge Sune Haugbølle blevet den vigtigste ikke-religiøse dag for palæstinenserne sammen med Quds dag (Jerusalem dagen).
Ikke desto mindre har det siden 2009 været forbudt for palæstinensere i Israel at markere dagen, og palæstinensere, der bryder det forbud, kan straffes med fængsel. Den lov indførte den daværende regering under ledelse af Benjamin Netanyahu, der i 2022 igen blev valgt til landets premierminister.
Katastrofen fortsætter for palæstinenserne.
Tak fordi du læser med! Hvis du kan lide, hvad du læser og fremover vil være sikker på ikke at gå glip af lignende historier, så skriv dig op til Globalnyts nyhedsbrev, der tre gange om ugen serverer dig overblik og indsigt i verden i udvikling og Danmarks internationale engagement.
Artiklen er første gang udgivet den 15. maj 2023.
