Syrian Youth Encounters
SYE er et samarbejdsprojekt mellem Danmission, syrisk-libanesiske FDCD og det syriske aktivistnetværk Mobaderoon
I foråret 2015 starter tredje forløb med en workshop i Libanon
30 syriske unge med forskellig baggrund deltager hvert år
Programmet består af en kombination af dialog- og konfliktløsningstræning, lokale initiativer, psykosocial støtte og løbende opfølgning
SYE finansieres af Det Arabiske Initiativ
Dette var en af konklusionerne fra det seneste træningsrunde i Danmissions Syrian Youth Encounters-program, der arbejder med dialog og forsoning blandt unge syrere.
Deltagerne bestod af 28 unge syrere med meget forskellig baggrunde og historier. Men alle med det udgangspunkt, at de i de sidste fire år har levet med og i en altødelæggende krig, som de ikke selv har nogen afgørende indflydelse på.
Jeg besøger dem på workshoppens sidste dag, og på dette tidspunkt, har gruppen levet, spist, grint og grædt sammen i fem dage.
De kendte ikke hinanden på forhånd. Nogen har allerede været involveret i fredsaktiviteter på græsrodsplan, andre har aldrig været en del af noget lignende før. Ingen vidste hvad de kunne og skulle forvente. Men de vil alle det samme; fred.
Det er den tredje workshop, der afholdes, og det er helt tydeligt, at retorikken og stemningen har forandret sig markant siden starten af programmet i 2014.
Banerne er ikke længere kridtet hårdt op og deltagerne diskuterer ikke længere politik som før. Det er ikke en kamparena. Det er et arbejdsforum. Alle er trætte og brænder for at finde fælles løsninger for fred.
“Du må endelig ikke tale politik,” bliver jeg advaret, da jeg ankommer. Ikke fordi der ikke må tales politik på workshoppen, men fordi jeg kommer ”udefra”.
Blandt syrere, er der et markant forbehold og mistro overfor udenlandsk involvering i krigen, og dette mærker jeg da også på deltagerne her.
De forstår ikke helt hvad Danmission er og hvorfor vi er her. Hvad vil vi dem egentlig? Hvad forventer vi af dem? Hvad vil vi bruge dem til?
De har oplevet for mange skuffelser og svigt fra international side til at tro på, at vi er med i dette fordi vi også vil freden. Og fordi vi tror på, at de – som unge syrere – den nye generation – er den afgørende nøgle til at skabe den fred.
Tiltroen til hinanden som syrere og til at andre mennesker vil dem noget godt, dette er noget som vil tage tid at få genopbygget.
Det er helt klart, at træningen har været en stor succes. Den har været meget intens og følelsesladet, men har hele tiden været konstruktiv og løbende opbygget en stærk følelse af af fællesskab.
Der var en fantastisk energi på sidstedagen og luften var fuld af sammenhold, glæde og enthusiasme. Og det har der været stort behov for.
Som en deltager siger; folk er trætte af livet, fordi de ikke længere kan se noget håb forude. Men vi må finde sammen så vi kan være stærkere end de politiske kræfter der forsøger at udnytte os.
Maria Lindhardt er Danmissions regionsleder for MENA