Få lande i Afrika får så lidt opmærksomhed som det lille, centralafrikanske land Burundi. Naboen mod nord, Rwanda, er noget bredere kendt qua den dystre baggrund med folkedrabet i 1994.
Ikke desto mindre bærer Burundi også på en grufuld konflikthistorie med 12 års borgerkrig og op imod 300.000 dræbte.
Borgerkrigen afsluttedes i 2005, men Burundi har gennem de seneste uger igen ramt de internationale medier med historier om voldelige gadekampe, demonstrationer og politiske stridigheder.
Op imod 40.000 er flygtet til nabolandene, 600 meldes arresteret og omkring 20 dræbt i kampene mellem den siddende præsidents støtter og oppositionen. Burundi skal nemlig snart til valg.
Præsidenten vil stille op til en tredje periode
Baggrunden for den nuværende konflikts eskalering er den siddende præsident, Pierre Nkurunzizas udmelding om at genopstille til sin tredje præsidentperiode ved præsidentvalget sidst i juni.
Ifølge Burundis forfatning kan en præsident maximalt sidde i to valgperioder. Dermed melder Burundi sig i rækken af afrikanske lande, hvor præsidenten har svært ved at forlade magten frivilligt – og i Burundi er det med en skrøbelig fred som indsats.
Landets forfatningsdomstol afgjorde dog mandag 4. maj, at det er i orden, at Pierre Nkurunziza stiller op til en tredje periode. Det skyldes, at han blev udpeget af parlamentet og ikke valgt af folket til sin første periode. det har dog langt fra stillet modstanderne tilfredse.
Læs mere: Burundi: Præsident stiller op til tredje embedsperiode
Efter næsten to uger med demonstrationer og gadekampe, som intensiveres er hovedstaden Bujumbura stort set lammet.
Der er mangel på brændstof, den offentlige transport fungerer ikke, veje er spærret og få kommer på arbejde af frygt for optøjer.
Regeringen har lukket flere radiostationer og forsøgt at blokere adgang til sociale medier – kanaler som begge er blevet brugt til at mobilisere demonstranter.
Voldsomme spændinger
Bag kulisserne lurer voldsomme spændinger: Kort fortalt er situationen den, at en tredje periode vil være helt uacceptabel både internt i Burundi og internationalt. Det véd præsidenten – og alligevel har han valgt at tage skridtet.
Det betyder, at hans støtter har rustet sig til opgør og er villige til at gå langt for at blive ved magten.
Blandt andet har de trænet ungdomsmilitser (Imbonerakure) over det seneste års tid – og mange er bange for, hvad der sker, hvis de slippes løs i landområderne. Det menes, at det i høj grad er Imbonerakure, som frygtes af de mange flygtninge, som er på vej ud af Burundi i disse dage.
Indtil videre er det svært at se et kompromis, og de kommende uger vil vise, om dette er begyndelsen på Burundis demokratiske forår, eller om Burundis demokrati endnu engang kvæles af en brutal diktator.
Det værste scenarie vil være, at urolighederne breder sig til landområderne, hvor historien desværre er rig på voldsomme massakrer mellem de to etniske grupper hutuer og tutsier.
Det er ikke det mest sandsynlige, men kan desværre heller ikke udelukkes – indtil videre er konflikten ikke etnisk, men politisk. Dog vil det være opportunt for præsidenten at få den gjort etnisk frem for politisk (præsidenten er hutu, som udgør 85 procent af befolkningen).
Blot er det sikkert, at jo længere tid konflikten får lov at løbe, des større er sandsynligheden for at situationen kommer ud af kontrol. Politiet støtter præsident Nkurunziza, mens det er mere usikkert, om Burundis hær bakker op om præsidenten, og denne uenighed kan hurtigt få konflikten til at eskalere.
Omverdenen bør skrue bissen på
Det internationale samfund har endnu ikke reageret med den power, der skal til for at løse konflikten.
Washington har udsendt en meddelelse, hvori man beklager præsidentens genopstilling, og der flyver diplomater ind fra adskillige internationale fora med gode hensigter, men ingen har hidtil haft nævneværdige sanktionstrusler med i kufferten.
USA’s ambassadør for menneskerettigheder efter sigende rejst til Burundi for at forsøge at forhandle en løsning og der er afholdt regionale topmøder.
Hvis det internationale samfund mener det alvorligt, skal der helt andre boller på suppen: Skrappe økonomiske sanktioner, fastfrysning af al bistand til Burundis regering og indefrysning af regeringsmedlemmers penge på udenlandske bankkonti.
Fred for enhver pris?
Spørgsmålet er, hvilken løsning, man skal håbe på.
Det er let at sige, at man ønsker fred, men ønsker man også det, hvis det indebærer, at præsidenten kan blive siddende de næste 5 år og fortsætte en politik, der har fastholdt Burundi i armod og fattigdom og “topper“ bunden af alle opgørelser over fattigdom, dårlig regeringsledelse, sult, korruption mv.
Burundis befolkning lever som nogle af de fattigste i verden, og staten har umådelig svært ved at levere selv de mest basale serviceydelser inden for fx sundhed og uddannelse.
Listen over dårligdomme er lang og Burundi har ikke flere spildte år at give af.
Befolkningsvæksten er dramatisk og i dag har familier i gennemsnit kun 1 ha jordlod at leve af. For en generation siden var det 10 ha. Der er ikke mere at dele ud af til en ny generation – og der skabes ingen job uden for landbruget.
Det er i sig selv en tikkende bombe og er i høj grad med til at drive unge (mænd) ind i militser som Imbonerakure.
Svært at se en fredelig løsning
Burundi står over for en historisk mulighed for en fredelig demokratisk transitionsproces, hvor magten gives fra én valgt præsident til en anden.
Det er dog svært at se en fredelig løsning med den nuværende præsident.
Og dermed kan man let forestille sig, at det bliver blodigt, hvis det internationale samfund ikke handler hurtigt og konsekvent, for oppositionen kan heller ikke acceptere, at han bliver. Og oppositionen består af flere tidligere rebeller, som ikke let lader sig knække.
Burundi er ikke Rwanda, men der er alligevel mange forhold, der har fået flere observatører til at advare om, at etniske massakrer i stor skala er en risiko. 21 år efter folkemordet er det ikke at bære, hvis vi endnu engang må konstatere, at vi intet lærte.
Lad det ikke gå Burundi, som det gik Rwanda.
ADRA Danmark og Baptistkirken i Danmark arbejder begge med udviklingsprojekter i Burundi og har været til stede i landet gennem mange år.
