Burundi: Præsident stiller op til tredje embedsperiode

Laurits Holdt

Burundis præsident Pierre Nkurunziza erklærede torsdag, at han vil stoppe som præsident efter sin tredje periode på posten, hvis han skulle blive valgt ved valget, der efter planen skal afholdes 26. juni.

Erklæringen kommer efter at landets forfatningsdomstol mandag slog fast, at præsidenten er i sin gode ret til at stille op til en tredje periode. Det er på trods af, at landets lov siger, at en præsident kun kan vælges to gange.

Præsidenten og hans tilhængere argumenterer dog med, at han blev udpeget af parlamentet til sin første embedsperiode, hvilket betyder, at han kun er blevet valgt én gang. En fortolkning, som forfatningsdomstolen altså tilslutter sig.

Der er dog forlydender om, at dommerne er blevet udsat for pres for at give præsidenten lov til at still op igen.

Forsikringen om, at der ikke bliver nogen fjerde periode har dog ikke formildnet oppositionen og demonstranterne i gaderne i hovedstaden Bujumbura. Ifølge flere medier har politiet i dag skudt mod demonstranterne og en er blevet dræbt og ni såret.

De voldelige demonstrationer begyndte i april, da Pierre Nkurunziza fortalte, at han agtede at stille op til det kommende valg.

Advarsel fra Tanzania

Tanzanias præsident Jakaya Kikwete advarede i marts Pierre Nkurunziza mod at stille op til en tredje embedsperiode. Under et besøg i Burundi sagde han, at en sådan beslutning kunne medføre voldelige optøjer.

Bestemmelsen om at en præsident kun må vælges to gange indgår i landets grundlov, der blev til efter en borgerkrig hærgede landet frem til 2000, hvor det lykkedes ikke mindst Tanzania at finde en forhandlingsløsning på konflikten. 300.000 mistede livet i borgerkrigen.

Også fra landets katolske kirke og en række udenlandske regeringer har opfordret Pierre Nkurunziza til at holde sig til en streng fortolkning af grundloven og undlade at stille op igen.

Fra den Afrikanske Union (AU), der stiller med valgobservatører til valget, udtrykkes der tvivl om valget overhovedet bør afholdes.

Nkosazana Dlamini-Zuma, der er forkvinde for AU’s kommission, siger ifølge Deutsche Welle, at det ikke giver mening, at AU kommer med valgobservatører, hvis de møder flygtninge, der drager den modsatte vej.

Omkring 30.000 er flygtet til nabolandet Rwanda.