Islamisk Stat lægger miner ud omkring oldtidsbyen Palmyra

palmyra_-_varun_shiv_kapur
Forfatter billede

Militante fra Islamisk Stat har placeret miner og sprængstoffer omkring Palmyra i Syrien, oplyser indbyggere omkring oldtidsbyen ifølge flere internationale medier.

“Det er uklart, om formålet er at sprænge ruinerne i luften, eller om det er for at forhindre regimestyrkerne i at rykke ind i byen,” siger Rami Abdel Rahman, der er leder af The Syrian Observatory for Human Rights, ifølge netavisen Middle East Online.

Han tilføjer, at syriske regimestyrker har indledt et luftangreb mod et boligområde i Palmyra, og at mindst 11 mennesker er dræbt i løbet af de seneste dage.

The Syrian Observatory for Human Rights har hjemme i Storbritannien, men overvåger situationen i Syrien via et netværk af kilder i det krigshærgede land.

Oplysningerne om, at Islamisk Stat skal have mineret området, bekræftes af den syriske antikvitetschef, Maamoun Abdulkarim, som siger, at han har fået det at vide af beboere i området.

Bekymring for verdensarv

Palmyra er en ruinby fra antikken og et vigtigt arkæologisk område i Syrien omkring 100 kilometer øst for Homs i en oase i den syriske ørken. Den gamle ruinby blev indskrevet på UNESCO’s Verdensarvsliste i 1980.

I sidste måned blev Palmyra-området erobret af Islamisk Stat, som siden gennemførte massakrer på lokalbefolkningen.

Der er bekymring for, om de velbevarede levn fra oldtidsbyen vil blive ødelagt på samme måde, som Islamisk Stat har destrueret verdensarv andre steder i Syrien og Irak.

Indtil videre har der ikke været meldinger om ødelæggelser i Palmyra, men både UNESCO, arkæologer og mange andre holder vejret i håb om, at den yderliggående gruppe vil skåne de unikke oldtidsminder.