G20-lederne var samlet i Tyrkiet for at drøfte en løsning på den langvarige konflikt i Syrien.
Tyrkiet, Libanon, Jordan og enkelte andre af Syriens nabolande har tilsammen taget imod mere end fire millioner mennesker, der er flygtet fra den blodige krig i Syrien.
Særligt Libanon har flere gange advaret om, at det lille land risikerer at bukke under for presset, som de mange flygtninge udgør.
Tanken er at investere milliarder i de pågældende lande for at skabe arbejdspladser til både lokale og flygtninge, som dermed får mulighed for at forsørge sig selv.
Imidlertid er der på det seneste blevet skåret ned i hjælpen til de syriske flygtninge fra onorernes side.
FN har i år bedt om 4,5 milliarder dollars til at kunne tage sig af de fire millioner flygtninge, der har brug for hjælp i Syriens nabolande.
Mindre end halvdelen af dette beløb er kommet i kassen, og det tvang tidligere på året FN til at skære i fødevarehjælpen til de syriske flygtninge.
En syrisk flygtningefamilie i Libanon modtager nu omkring 13 dollars pr. person om måneden i hjælp til at købe mad.
Albright: Find en bedre vej frem
Jordan og Libanon siger, at de har brug for massiv støtte udefra til blandt andet at bygge huse og skoler og til at ruste vand- og el-nettet til de mange nye indbyggere, der er kommet til de to lande.
Libanon, som i forvejen havde omkring 4,5 millioner indbyggere, har modtaget mindst 1,2 millioner syriske flygtninge.
Jordan, der har knap syv millioner indbyggere, har taget imod flere end 600.000 flygtninge fra Syrien.