Minibussen hopper lidt ved indkørslen til Burj el Barajneh flygtningelejr i den sydlige del af Beirut, hvor to af mine kolleger, to journalister og jeg var på besøg en fredag sidst i oktober. Den er én blandt 12 officielle palæstinensiske flygtningelejre, som ligger spredt rundt omkring Libanon og til sammen huser ca. 53 procent af de palæstinensiske flygtninge i Libanon.
Det er en ganske almindelig dag i Beirut, Libanons hovedstad. Det er efterår, hvilket betyder at det bør regne ofte. Det er dog kun den tredje eller fjerde gang det regner for alvor i oktober. Der er små vandpytter i vejhullerne på vej ind i Burj el Barajneh flygtningelejr, som ligger klemt inde mellem andre tætbefolkede beboelsesområder.
Husene bærer præg af manglende vedligeholdelse, hvilket også kendetegner resten af lejrens infrastruktur. Lejren blev etableret i 1948 til at huse nogle af de første palæstinensiske flygtninge, der ankom fra Palæstina som følge af den arabisk-israelske krig i kølvandet på Israels selvstændighedserklæring den 14. maj 1948.
Elektricitetsledninger overalt
Vi er en lille gruppe på fem, som går rundt i lejrens smalle gyder guidet af to lokalt-ansatte i lejren.
De iøjnefaldende massive bundter af elektricitetsledninger hænger faretruende ned mellem bygningerne.
Ledningerne udgør efter alt at dømme en konstant sikkerhedsrisiko, det kun er et spørgsmål om tid før brister ved en kortslutning eller et andet uheld og sætter lejrens beboere i fare.
Elektricitetsforsyningen er ikke den eneste overhængende fare ved livet i lejren; de sanitære forhold er af tilsvarende tvivlsom standard.
På trods af de ringe sanitære samt sikkerhedsmæssige tilstande har lejrens beboere ikke mange alternativer i Libanon til at finde et sted at bo, gå i skole og modtage lægehjælp.
UNRWA
UNRWA (United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East) blev oprettet af FN i 1949 med mandat til at hjælpe de palæstinensiske flygtninge, som var blevet fordrevet efter udbruddet af den arabisk-israelske krig.
Det er den primære organisation, som leverer serviceydelser til palæstinensiske flygtninge registreret hos UNRWA i Libanon.
Der er 490,000 palæstinensiske flygtninge registreret hos UNRWA i Libanon. Der er 270,000 PRL (Palestine Refugees in Lebanon = pælestinensiske flygtninge i Libanon) i følge undersøgelsen, UNRWA-AUB Socioeconomic Report on the living conditions of Palestine refugees in Lebanon 2015 (AUB = American University of Beirut).
UNRWA’s ydelser inkluderer primæruddannelse (68 skoler), lægehjælp (27 sundhedsklinikker), social støtte (‘relief and social services’), beskyttelse og sanitære services samt muligheden for at optage mikrolån til små forretningsforetag, genopbyggelse af ødelagt beboelse og infrastrukturprojekter.
Ydelserne er til gavn for palæstinenske flygtninge i Libanon (PRL) samt palæstinensiske flygtninge fra Syrien i Libanon (PRS = Palestine Refugees from Syria).
Udover at yde støtte til palæstinensiske flygtninge i Libanon, leverer UNRWA i Libanon også penge til mad (‘cash assistance’) på månedlig basis til de palæstinensiske flygtninge, der er ankommet fra Syrien.
Arbejdsmarkedsrestriktioner
Udover adgang til basale behov som beboelse og lægehjælp, møder palæstinenserne restriktioner i forhold til deres adgang til arbejdsmarkedet i Libanon.
Der er en lang liste af hverv, som palæstinensere ikke lovligt kan påtage sig. De har derfor begrænsede muligheder for at forsørge sig selv og deres familier.
Disse arbejdsmarkedsbegrænsninger udmøntes i en høj arbejdsløshed for denne befolkningsgruppe.
Procentandelen af palæstinensere, der befandt sig uden for arbejdsmarkedsstyrken var i 2010 på 56 procent ifølge ILO-rapporten ’Labour Force among Palestine refugees living in Camps Gatherings in Lebanon’ fra 2011.
Dette tal inkluderer både jobsøgende palæstinensere samt dem, som enten ikke ønsker et job eller som har opgivet håbet om at finde et. Der er endnu ikke færdigudarbejdet en analyse af tallene for PRS.
Arbejdsløshed er blot én af mange udfordringer, som herudover omfatter fattigdom, fraværet af retten til at eje ejendom, et højt antal skolebørn, som dropper ud af skole, huse af ringe kvalitet og dårlig kloakering.
PRS udfordres yderligere af at skulle vedligeholde deres lovlige status i landet. Mange PRS opholder sig på udløbne visa, som udsætter dem for arrestationer og som forhindrer dem i at foretage civile registreringer af ægteskab, børnefødsler og dødsfald.
UNRWA er det eneste FN-agentur med mandat til at støtte en bestemt befolkningsgruppe. En befolkningsgruppe, hvis hovedpart har været flygtninge i over 67 år.
I Libanon anses palæstinensere som flygtninge og er per definition født uden de samme sociale og politiske rettigheder som libaneserne har.
UNRWA er i høj grad afhængig af donationer fra lande og privatpersoner. Før begyndelsen af det nye skoleår var det yderst usikkert, om UNRWA’s skoler kunne åbne til skolestart grundet pengemangel.
Skolerne underviser ca. 35.000 elever i Libanon og knap en halv million i alt i UNRWA’s fem operationsområder, nemlig Libanon, Jordan, Syrien, Vestbredden og Gaza.
Uddannelse er ikke alene meget prestigefyldt for mange palæstinensere, men også deres bedste mulighed for at opnå et liv uden for lejrene med en værdig levestandard og midlerne til at forsørge sig selv. På et hængende hår blev budgethullet dækket bl.a. med store donationer fra EU, Kuwait, de Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien.
Syrisk familie på flugt
Efter krigen i Syrien intensiveredes, er der ankommet mange syrisk palæstinensiske flygtninge til Libanon i ledtog med andre syriske flygtninge.
En af dem er en midaldrende palæstinensisk syrisk (PRS) mand, hvis kone og yngste børn er i Tyrkiet på vej mod Holland (på tidspunktet for besøget i lejren).
Han selv og deres ældre børn er blevet i lejren indtil de ved mere om deres muligheder i Europa. Uanset hvordan deres fremtidsudsigter i Europa ser ud, er der ingen i Syrien. Deres hus og alt andet i området er ødelagt.
Torsdagens dobbelte selvmordsbombeangreb i samme nabolag som lejren ligger i, er desværre ikke et enestående eksempel på, hvor usikkert livet i lejren kan være.
Der er jævnligt skududvekslinger mellem de forskellige religiøse grupper i og omkring lejren. Dog er bombeangreb af denne størrelsesorden ikke set i Beirut de seneste 25 år.
De illustrerer samtidig, hvordan krigen i Syrien på mange fronter er en proxy-krig, som rækker langt ud over Syriens grænser. Konflikten har muligvis forstærket optegningerne mellem de forskellige religiøse grupperinger i hele Levanten med den konsekvens, at nogle befolkningsgrupper bliver udsat for en intensivering af diskrimination og sågar forfølgelse.
Der er mange årsager til den nuværende massive folkevandring fra en hel verdensdel i brand, men en af dem er, at der ikke er nok muligheder, der hvor de kommer fra.
Der er ingen fremtidsudsigter midt i krig og ødelæggelse. De der kan og tør, flygter. De der bliver tilbage, forsøger at holde sammen på samfund, der er ved at falde fra hinanden.
Caroline Steiner er bosat i Libanons hovedstad Beirut, hvor hun for tiden er i praktik hos UNRWA, FN's organisation for de palæstinensiske flygtninge. Hun har en BSc in Business, Language and Culture fra CBS og en Master of Arts in Diplomatic Studies fra University of Malta.
