Festival viser 8 latinamerikanske film – og det er gratis

Redaktionen

En latinamerikansk filmfestival i næste uge sætter billeder og lyd på en verdensdel i vækst, skriver udenrigsministeriet i en pressemelding fredag.

Festivalen er arrangeret af Danida og de latinamerikanske ambassader her i landet i anledning af lanceringen af en ny strategi for bistandssamarbejdet mellem Danmark og Latinamerika. Og der er vel at mærke gratis adgang til alle film.

Latinamerikansk film nyder stor succes i disse år med biografsucceser som “Pans labyrint” og “Motorcykel dagbog”. Nu får alle lejlighed til at opleve et bredt udvalg af film fra Latinamerika ved 8 gratis forestillinger på Nationalmuseet i København.

Festivalen finder sted fra torsdag den 13. til søndag den 16. september.

Målet med festivalen er at give danskerne et mere alsidigt billede af Latinamerika, fortæller fuldmægtig Hannah Morrison Brejnholt fra Danida, der står for arrangementet.

– Vi har bedt landenes ambassader om at vælge filmene. De har fundet film, som ikke allerede har været Blockbusters i biograferne, men som ambassaderne gerne vil repræsentere deres land med, siger hun.

Festivalen byder på film fra 8 lande. Fra Argentina vises f.eks. filmen “El hijo de la novia” (på engelsk: “Son of the Bride”), en tragikomisk historie om 42-årige Rafael Belvederes midtlivskrise. Filmen blev nomineret til en oscar i 2002.

Der vil også være mulighed for at opleve den cubanske musiker Benny Morés liv i det musikalske drama “El Benny”, eller se dokumentaren “De niña a MADRE” (Fra datter til moder) om afstanden mellem drømme og virkelighed for unge mødre i Nicaraguas hovedstad Managua.

Lighed med danske film

Tina Sørensen er leder af filmskolens efteruddannelse og har selv en passion for latinamerikanske film. Hun peger på, at de mindre film fra regionen minder om danske film. Det er små personlige dramaer, men fortalt på mere følelsesmæssige og farverige måder.

– Jeg er sikker på, at hvis man tog en af de mindre, men meget populære film og lavede en dansk version med danske skuespillere, så ville den også holde her. Det er fascinerende, at man kan finde de ligheder, siger Tina Sørensen.

Tina Sørensen har været i Latinamerika ved flere lejligheder for at studere Latinamerikanske film.

Afspejler moderne problemstillinger

Ken Henriksen, der er adjunkt ved Aarhus Universitet, forsker i mennesker og kultur i Latinamerika. Han peger på, at latinamerikansk film i disse år afspejler, at moderniseringen og globaliseringen er kommet til kontinentet på godt og ondt.

Store skyskrabere, McDonaldsrestauranter, velfungerende offentlig transport og en middelklasse med købekraft kendetegner byerne i mange lande. Samtidig er der fortsat ekstrem fattigdom og konflikter andre steder.

– Filmene tematiserer ofte paradokser, fordi der er paradokser og modsætninger mellem landene og internt i landene, fortæller Ken Henriksen.

Latinamerikastrategi

Danida har arrangeret festivalen i anledning af lanceringen af Danmarks første strategi for samarbejdet med de latinamerikanske lande: “Danmark i Latinamerika – Muligheder og Partnerskaber”.

Strategien lanceres på festivalens første dag på Nationalmuseet af udenrigsministeren og udviklingsministeren (mere herom andetsteds i u-landsnyt.dk).

Yderligere oplysninger

Programmet for festivalen findes på www.um.dk
Billetter til filmene afhentes i informationsskranken på Nationalmuseet mellem 10.00 og 17.00 samme dag, som den pågældende film vises eller ved hovedindgangen umiddelbart inden filmens start.

Yderligere oplysninger om latinamerikansk film og kultur hos leder af efteruddannelse Tina Sørensen, Filmskolen, mobil 40 40 98 29 og adjunkt Ken Henriksen, Aarhus Universitet, mobil 23 62 72 10