14 milliarder kroner. Så mange penge af den danske udviklingsbistand er i perioden 2001 til 2019 gået til at støtte i alt 85 projekter gennem programmet Danida Sustainable Infrastructure Finance (DSIF). Hvad der er kommet ud af det, har en ekstern evaluering foretaget af konsulentfirmaet Particip kigget på. Evalueringsrapporten er netop offentliggjort, og den rummer både blandede konklusioner og kontroversielle anbefalinger.
Det er måske ikke så overraskende, for DSIF er et instrument, der er sat i verden for at opfylde en usædvanlig lang række formål. Overordnet skal DSIF bidrage til at skabe bæredygtig vækst, udvikling og jobs i udviklingslande, og det gør DSIF ved at yde favorable lån til infrastrukturprojekter, der ikke kan finansieres på markedsvilkår. Men DSIF skal også hjælpe danske firmaer ind på nye markeder, og derfor er lånene i langt de fleste projekter bundet til indkøb af udstyr, teknologi og knowhow fra Danmark.
Ordningen blev indført helt tilbage i 1993 og kaldt ’Blandede Kreditter’, fordi man blander bistand og et kommercielt banklån. I 2011 blev navnet ændret til ’Danida Business Finance’. Programmet blev frem til 2017 administreret af Udenrigsministeriet, men så flyttet til Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) med det erklærede formål at tiltrække flere private investeringer til DSIF-støttede projekter. I 2020 tog programmet igen navneforandring til det nuværende, Danida Sustainable Infrastructure Finance Programme.
Gode resultater, men…
Evalueringen koncentrerer sig om perioden fra 2010 og frem med projektbesøg i fire lande: Bangladesh, Ghana, Mozambique og Vietnam. Her har DSIF blandt andet støttet med projekter inden for vand, spildevand, sundhed, energi og fibernet.
Evalueringen konkluderer, at store grupper af mennesker i de fire lande har fået bedre adgang til vand, sanitet og energi takket være projekter støttet af DSIF, og at DSIF har bidraget til at åbne døre for danske virksomheder på nye markeder. Men evalueringsholdet har i høj grad måttet bygge sine konklusioner på egne iagttagelser, for DSIF indsamler ikke systematisk data om udviklingseffekten af de støttede projekter, eller om hvad danske virksomheder får ud af DSIF’s virke. Her skal der ifølge evalueringen strammes op.
Evalueringen roser DSIF for i de seneste år at have styrket forberedelsen af sine projekter og samspillet med andre Danida-indsatser i modtagerlandene. Men den konstaterer også, at det kniber med bæredygtigheden i de fleste af de DSIF-støttede projekter.
Kun fem af de 15 projekter, evalueringen undersøgte nærmere, scorede tilfredsstillende i forhold til bæredygtighed, og kun to af projekterne har vist sig at være driftsøkonomisk bæredygtige. Der er ifølge evalueringen behov for endnu grundigere projektforberedelse og for at rydde ud i de urealistiske og overoptimistiske antagelser, som evalueringsholdet flere gange stødte på i forberedende projektdokumenter.
Det er heller ikke – i hvert fald frem til og med 2019 – lykkedes særligt godt at nå et andet erklæret mål, nemlig at få Danida-støtten til at tiltrække yderligere investorer til projekterne. Hverken private eller andre, konstaterer evalueringen.
Fortsat binding til danske virksomheder?
Evalueringen siger det ikke direkte, men den illustrerer, at DSIF’s mange og forskelligartede formål gør det svært at levere på alle områder. Hvordan afvejes for eksempel formålet om at støtte projekter, der ikke er kommercielt bæredygtige, med formålet om at tiltrække private investorer, der vil se et afkast?
DSIF er et af de sidste programmer i det danske udviklingssamarbejde, hvor støtten er bundet op på leverancer fra danske virksomheder. Nu anbefaler den nye evaluering, at den sammenkobling tages op til overvejelse, fordi den har en række uheldige konsekvenser. Den begrænser blandt andet mulighederne for at tiltrække andre investorer, både kommercielle og andre som udviklingsbankerne, til DSIF-støttede projekter. Investorerne kræver nemlig som udgangspunkt, at projekter skal i åbent, internationalt udbud.
Bindingen begrænser også DSIF’s muligheder for at understøtte og supplere andre danske engagementer i partnerlandene, og det kan mindske den overordnede effekt af dansk bistand. Hvad der skal til for at opfylde kravet om at være ”dansk leverandør”, bliver ifølge evalueringen også stadig mere uklart i en mere globaliseret verden, hvor også danske firmaer bliver mere internationale.
Mens Udenrigsministeriet tilslutter sig de fleste andre af evalueringens anbefalinger, nøjes ministeriet med “at notere evalueringens anbefaling om at overveje at gøre mere brug af muligheden for at støtte projekter, der ikke er bundne til danske leverandører.”
Videre i ministeriets svar på evalueringen lyder det: “”Udenrigsministeriet mener nemlig, at evalueringen ikke i tilstrækkelig grad ser på de fordele, der er ved at gøre brug af bundne projekter, eller på de risici, der er ved ubundne projekter. Ikke desto mindre er øget brug af ubundne projekter et af de elementer, der indgår i den nye strategi for DSIF, der er ved at blive udarbejdet. Her indgår netop en pulje for ’transformative projekter’, der bl.a. åbner for flere innovative ubundne projekter i højere mellemindkomstlande.”
