Ny strategi for Danmarks samarbejde med Latinamerika

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Torsdag den 13. september præsenterer udenrigsministeren og udviklingsministeren den første samlede strategi for samarbejdet mellem Danmark og Latinamerika, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

Latinamerika repræsenterer i disse år nye muligheder. Stabil, høj vækst og konsolidering af demokratiet i en række lande giver grund til optimisme for kontinentets fremtid, hedder det.

Danmark har et værdifællesskab med størstedelen af landene i Latinamerika: demokrati og menneskerettigheder som fundamentet for moderne samfund, de markedsøkonomiske principper og målene om at reducere fattigdom.

Vi har også en fælles målsætning om at sikre stærke og effektive multilaterale organisationer som ramme om globaliseringen. Der er derfor grundlag for stærke partnerskaber med landene i Latinamerika.

Med strategien “Danmark i Latinamerika – Muligheder og Partnerskaber” peger VK-regeringen på en række områder, hvor Danmark vil styrke samarbejdet med Latinamerika.

Danida har i dag 2 samarbejdslande i Latinamerika, Nicaragua i Mellemamerika og Bolivia i Sydamerika. Netop Bolivia er Sydamerikas fattigste land og her fik den nytilkomne indianske præsidents tanker om nationalisering en overgang udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) til at tale om at indstille bistanden til landet.

Denne tale er dog siden forstummet efter at Danida forelagde ministeren det forhold, at landet nu for første gang havde fået en præsident fra det store indianske befolkningsflertal, som dansk bistand netop søger at ophjælpe.

Både Nicaragua og Bolivia blev i sin tid valgt som samarbejdslande på stærk foranledning af Socialdemokraterne. Tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) kæmpede således længe imod Nicaragua som samarbejdspartner for dansk bistand på grund af landets venstreorienterede styre.

Statsminister Fogh Rasmussen (V) har derimod talt rosende om landet efter et besøg derude. I VK-regeringens netop fremlagte finanslovsforslag med bevillingsoverslag frem til og med 2011 er bistanden til den vestlige halvkugle da heller ikke formindsket.

Strategien præsenteres kl. 16.00 – 16.30 af udenrigsministeren og udviklingsministeren i Festsalen på Nationalmuseet.

I forbindelse med lanceringen åbnes en latinamerikansk filmfestival, der løber fra den 13. – 16. september ligeledes på Nationalmuseet (se andetsteds på u-landsnyt.dk)

Brasiliens præsident Lula da Silva er på statsbesøg i Danmark den 12. – 13. september, hvilket medvirker til at sætte fokus på samarbejdet mellem Danmark og Latinamerika.

Yderligere oplysninger om den nye Latinamerikastrategi hos chefen for Danidas kontor for Asien og Latinamerika, Susan Ulbæk, e-mail: [email protected], tlf. 33 92 09 53

Yderligere oplysninger om arrangement i Nationalmuseet hos fuldmægtig Hannah Morrison Brejnholt, Danida, mail: [email protected], tlf.
33 92 09 53

Se mere om arrangementet i Kalender-rubrikken ude i menuen til venstre under dato 13.09.07.