Første europæisk-latinamerikanske konference om virksomheders sociale ansvar – på dansk foranledning

Redaktionen

Danmark og den Inter-Amerikanske Udviklingsbank (IDB) var onsdag værter for den første europæiske – latinamerikanske konference om virksomheders sociale ansvar (Corporate Social Responsibility), skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelese torsdag.

400 erhvervsledere, fagforeningsrepræsentanter, NGOer og akademikere fra Europa, Latinamerika og Caribien, samledes i Salvador i Brasilien for at diskutere, hvordan man kan fremme virksomheders frivillige arbejde med socialt ansvar på tværs af de 2 kontinenter.

Både i Latinamerika og Europa er der voksende interesse for virksomheders sociale ansvarlighed – hvordan virksomhederne kan indarbejde sociale og miljømæssige hensyn i deres forretningsaktiviteter.

Det afspejler en stigende erkendelse af, at den private sektor kan medvirke til at løse nogle af de store sociale og miljømæssige udfordringer, som følger med globaliseringen.

Samtidig viser erfaringer, at social ansvarlighed kan have en positiv indvirkning på virksomhedernes bundlinjer. Det var derfor oplagt at udforske, hvad europæiske, latinamerikanske og caribiske virksomheder kan lære af hinanden på dette område.

På konferencen drøftede deltagerne bl.a. håndtering af kulturelle forskelle i tilgangen til virksomheders sociale ansvar og hvordan det konkrete samarbejde mellem Europa og Latinamerika kan styrkes i fremtiden.

Blandt de 25 oplægsholdere deltog fra dansk side bl.a. Mads Øvlisen, tidligere direktør i Novo Nordisk og nuværende bestyrelsesmedlem i FNs Global Compact, Claus Frier fra Novozymes, Mette Morsing fra Copenhagen Business School Mads og Ole Blöndal, direktør i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der åbnede konferencen på vegne af den danske regering.

Parallelt med konferencen var Dansk Industri og LO værter for et dialogmøde mellem latinamerikanske arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer. Et af målene var at videregive de gode erfaringer, Danmark har med samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter om socialt ansvarlighed.

Initiativet til konferencen blev lanceret af den danske statsminister på det IV. EU-Latinamerika topmøde, den 12. maj i Wien som en konkret opfølgning på drøftelserne om virksomheders sociale ansvar.

Konferencen var arrangeret af Udenrigsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet i samarbejde med den Inter-Amerikanske Udviklingsbank (IDB) med støtte fra Europa-Kommissionen og FN’s Global Compact initiativ.

Det er målsætningen, at konferencen vil blive fulgt op af internationalt samarbejde og informationsudveksling om politikker, virksomhedspraksis, forskning og NGO-aktiviteter.

Besøg konferencens hjemmeside på

www.iadb.org/csramericas/2006/dinamarca/europe.html

Kontaktperson: Rasmus Abildgaard Kristensen
e-mail: [email protected], tlf: 33 92 09 61