De danske rock-grupper D-A-D og Dodo & the Dodos spiller fredag den 20. oktober sammen med lokale ghanesiske bands ved en stor støttekoncert, Live8, til fordel for den dansk-ghanesiske venskabsforening, Krobodan, i det vestafrikanske lands hovedstad, Accra, skriver Berlingske Tidende tirsdag.
Overskuddet går til udviklingsprojekter i Ghana, som er programsamarbejdsland for Danida i udviklingsbistanden.
De danske bands vil i dagene op til koncerten besøge projekter i Ghana, hvor det er tanken, at midlerne især skal tilgodese enlige mødre og jordløse bønder.
Arrangementet er opfølgning på en støttekoncert på Hammershus på Bornholm i juli. Under opholdet er det planen at etablere en ny afdeling af andelsselskabet DiGiDi (Digital Distribution), som ejes af danske og udenlandske musikere.
Selskabet skal medvirke til at give musikere og pladeselskaber i Ghana nye eksportmuligheder og falder indirekte i forlængelse af tidligere Danida-støtte til det ghanesiske musikliv.
Samtidig skrev flere blade, at det danske inspektionsskib “Vædderen”, som er base for Galathea 3-ekspeditionen, ankom til havnebyen Tema i Ghana tirsdag efter 12 dages Atlanterhavssejlads. Skibets skal besøge Ghana i 4 dage, før turen går videre sydpå.